Omar Shargawi: Palestinian Unwanted, en debat og et blik tilbage til “Et Undertrykt Folk har Altid Ret”
Det var hårdt at overvære debatten mellem Omar Shargawi og Martin Krasnik efter forevisningen af førstnævntes “Palestinian Unwanted”, som var med i CPH:DOX – på det associerede Para:Dox er den timelange debat at finde. Omar Shargawi (OS) var på hjemmebane, Martin Krasnik på udebane. At dømme efter de klapsalver, der faldt, når den ene eller den anden sagde noget, som publikum var enige i. Som en fodboldkamp… skamløst!.
De kom ikke nærmere hinanden. Det havde jeg nu heller ikke forventet efter at have set filmen og læst de mange indlæg de to har haft i Krasniks Weekendavisen. Og i det her tilfælde er artikler på tryk naturligvis dybere i argumentation.
Hvad står tilbage er en fin film, stærk og personlig, hvor instruktøren og hans far træder smukt frem specielt i scener, hvor de er sammen i Haifa, ved murbrokkerne, hvor faren voksede op inden han og familien flygtede til Danmark. (I øvrigt er, efter min mening, den bedste (positive) filmanmeldelse skrevet af Weekendavisens Lasse Winther Jensen). Der er vrede og smerte i filmen og det var der også fra OS i debatten, hvor ordstyrer Lotte Folke fra Politiken forgæves forsøgte at få OS til at sige noget om Hamas massakre den 7. juli 2023.
Smerte var der også fra Martin Krasnik (MK), der fortalte om sin baggrund og om at være dansk jøde i Danmark i dag, hvor han dagligt bliver mindet om antisemitismen, når han følger sine børn i skole og bliver mødt af bevogtende politi. Som vi gør, når vi skal på biblioteket i Krystalgade i København. Krasnik udtrykte sin foragt for Netanyahus regering, der har klare fascistiske træk og gentog, hvad han andetsteds har kaldt den åbenlyst kedelige løsning, en tostats-løsning – og jeg mener også jeg hørte ham sige “folkemord” om angrebene på palæstinenserne i Gaza.
At se filmen og høre MK og OS fremdrage erfaringer og holdninger og meninger, giver kun yderligere modløshed oveni de daglige bulletiner om bombninger, som kommer ikke alene fra Israel men også fra Libanon og Syrien, og hvornår bliver Iran bombet sønder og sammen?
Og så satte nok et minde sig i mig, som i 1975 startede i Statens Filmcentral (SFC), som distribuerede Nils Vest’s modige “Et Undertrykt Folk har Altid Ret”. Den havde premiere samme år. I OS film står han i en scene foran plakaten fra filmen, som satte gang i en voldsom kampagne mod filmen anført af Arne Melchior og Politikens Herbert Pundik, som havde adskillige artikler om filmens manglende lødighed og der var kræfter, som krævede SFC lukket – for hvordan kunne en statslig filminstitution støtte en film, som var pro-palæstinensisk og dermed imod Danmarks officielle politiske støtte til Israel. Berlingske Tidende gik så langt at avisen trykte filmens dialog og kommentar fra ende til anden, med kommentarer om fejl! Jeg husker én fejl, som gik igen set fra Berlingskes side. Speaken siger til et foto fra Time/Life, at der bliver udøvet tortur i israelske fængsler…
SFC valgte – med programredaktør Børge Høst som den kloge strateg – at anbefale, at filmen blev taget ud af distribution samtidig med at en Israel-positiv film blev sat til udlejning. Jeg husker ikke titlen, men jeg husker at Nils Vest ændrede den nævnte speak til at sige noget i retning af “mange mener at…”. Filmen kom igen i udlejning efter nogle måneder og blev naturligvis et hit og var det i årevis. SFC overlevede og filmen blev ikke forbudt!
Jeg skal også lige nævne – som jeg husker det – at den radikale Bernhard Baunsgaard i folketinget gjorde opmærksom på det vedtagne armslængdeprincip, og at socialdemokraten, juristen Ole Espersen gav gode råd til SFC, når trusler om lukning kom frem.
“Et undertrykt folk har altid ret” er et historisk dokument fra 1975, Omar Shargawis (flere) film om de rædsler, som vi kan bevidne i Israel i dag, om folkemord, intet andet ord passer, er film, der vil blive stående.
Danmark, 2026, 93 mins. På Para:dox kan du se filmen.
“Et undertrykt folk har altid ret” kan ses på Filmstriben.
