J.Leth & A. Koefoed: Music for Black Pigeons
Lee Konitz er på vej ud til en bil i Sisimiut. Han peger til højre og spørger kvinden, der følger ham ud, om der er et barn i barnevognen derhenne? Svaret er ja, faren er lige inde og hente noget. Babyen sover og snorker, siger hun. Konitz går hen og lytter, vender sig om og ønsker barnet et langt godt liv. Mageløst. På dette tidspunkt i filmen er vi som tilskuere bekendt med Konitz, alt saxofonisten med den lange karriere og kolossale karisma. Vi har mødt ham i hans lejlighed i New York, set ham trisse rundt samme sted, hvor han leder efter mundstykke til sit instrument. Han er heldigvis til stede hele filmen igennem.
Thomas Morgan står ud af sengen i sin lille lejlighed i Brooklyn, tænder for noget musik, gør morgengymnastik. Han er bassist og øver aldrig hjemme. Han forsøger at undgå det automatiske, når han spiller, siger han til kameraet i et af de mange typiske Jørgen Leth’ske tableauer, som vi kender helt tilbage fra ”66 Scener fra Amerika”. Det tænker jeg på, da Morgan af Leth bag kameraet bliver spurgt, hvad han føler, når han spiller. Laaang pause, længere end Andy Warhol i nævnte film, afbrudt af Leth, som for at hjælpe spørger den stakkels bassist på andre måder før Morgan endelig kommer med bud på et svar. Mageløst.
Sådanne scener er der mange af i filmen, som springer i tid og sted og introducerer en række skønne musikere, de fleste ældre – som danske Jakob Bro har arbejdet med. Som komponist og guitarist, i studier i New York og i Danmark og Berlin og… Optagelserne i studierne er vidunderlige, der krammes og smiles og improviseres, Bro ser ud til at være den, der skaber den gode stemning, kameraet bevæger sig til musikken, man får lyst til at lukke øjnene, men det ville være dumt for studieindspilningerne – for det meste af Bro’s kompositioner – afløses ofte af korte udsagn fra musikerne. Om deres métier. Deres passion, deres liv i og med musikken. Danske Palle Mikkelborg siger, at han med musikken ”søger efter mening”, amerikanske guitarist Bill Frisell er lutter smil og kærlig udstråling, japanske percussionist og komponist Midori Takada taler om meditation og der er fremragende optagelser fra hendes optræden med Bro i København i 2022, hvor Bro afslører japanske sprogkundskaber!
Jeg citerer fra pressematerialet: ”Vores film udspringer af en dyb kærlighed til musik. For Jørgens vedkommende går den tilbage til 1960’erne, hvor han som jazzskribent blandt andre fulgte Lee Konitz og skrev om ham. Han var Jørgens store helt. Kærligheden blev vakt til live igen fire årtier senere i New York i 2008, hvor Andreas inviterede Jørgen ind i Avatar studiet i New York, hvor Jakob Bro indspillede en plade med blandt andre Lee Konitz og hvor Andreas og Sune Blicher var igang med optagelserne til filmen Weightless. Det var her Jørgen og Jakob Bro mødtes for første gang og her at kimen til samarbejdet mellem os blev lagt.”
Citat for at understrege den tidsmæssige rigdom filmen indeholder. Der er mange flere personligheder end de nævnte, Manfred Eicher er en af dem, tysk musikproducer, som selv siger at han har arbejdet 50 år med musik. Den fine mand bragte Jakob Bro sammen med polske trompetist Tomasz Stanko, et frugtbart samarbejde, som Bro i filmen kvitterer for ved at komponere et stykke ”For Stanko”, som høres og ses i Eichers ansigt. Mageløst smukt. Eicher bliver bedt om at sige noget om musikkens væsen, begynder men må give op – ord duer ikke i denne kunstart. Det er i det hele taget filmen igennem tydeligt at musikerne har svært ved at tale om, hvad musik egentlig er for en størrelse.
Til slut i New York i sin lejlighed sidder den ældre mand Lee Konitz – der lidt tidligere har bandet over, i en taxa, at han ikke kan huske, hvor han skal hen, til hvilket studio, hvor i New York – i en stol og lytter til ”music for black pigeons”. Ingen ord er nødvendige, kun disse fra en ikke-jazzkyndig beundrer af en mageløst smuk skildring af professionelle kunstneres varme og respekt for hinanden og det liv vi har sammen.
PS. Og så er det lige – som vi har gjort mange gange på denne side – hatten skal løftes for klipper Adam Nielsen, som på eminent vis har fået styr på de mange medvirkende personer og de mange spring i tid og sted. Det samme gælder for lyd designeren Peter Albrechtsen.
Photo: Lee Konitz (1927-2020)
