Magnus Lindeen: The Raft
Hvorfor er det så, at jeg ikke bliver fanget af denne historie, som på papir ser spændende ud, lad mig citere fra pressematerialet, hvad ”The Raft” drejer sig om:
”I 1973 var det at deltage i et
socialt eksperiment noget helt nyt. Her handlede det på INGEN måde om at blive kendt. Det skabte kæmpe opsigt verden over, da den meksikanske antropolog Santiago Genovés besluttede sig for at blande 11 kvinder og mænd med vidt forskellig baggrund, civilstatus og nationalitet og sende dem over Atlanten i en tømmerflåde, der mindede om en form for skib. De 11 deltagere satte deres liv på spil for videnskabens skyld. De deltog i et socialt eksperiment, som skulle kaste lys over voldens ophav og dynamikken i seksuel attraktion…”
Hvorfor er det så…: Er det fordi filmen i sin konstruktion, i hvert fald i begyndelsen, er gumpetung skematisk og forudsigelig i sin præsentation af de seks kvinder og en mand, som 43 år senere mødes for at tale om de 101 dage til søs? I et studie hvor en kopi af flåden er bygget op. En efter en præsenterer de sig, de ældre damer og den japanske mand, med klip tilbage til den tid, hvor de som unge bikini-klædte bevæger sig rundt på skibet.
Hvorfor er det så…? Den fanger mig ikke, måske også fordi hovedpersonen, bortset fra et klip i start og til slut ikke er tilstede – han døde i 2013 – men (re)præsenteres af citater fra sin bog, der består af dagbogsnotater oplæst patetisk af en skuespiller.
Det er her dramaet ligger, hos antropologen, der registrerer og observerer og tager grueligt fejl, og opfører sig på bedste machomanér overfor pigerne – der er også andre mænd på båden, men de er døde så hankønnet er 43 år senere kun repræsenteret af japaneren.
Det meste ligger altså i den oplæste tekst, der er placeret ind imellem de filmede episoder fra sejladsen og interviews og samtaler med de ældre kvinder, som gør deres bedste for at huske og formulere. Den bedste til det, 43 år efter, hun leder samtalen på kopi-flåden i studiet, er den afroamerikanske kvinde, som kalder Genovés for racist og erindrer, hvordan forholdet mellem ham og de deltagende guinea pigs på et tidspunkt var så dårligt, at de planlagde at slå ham ihjel!
For hende betød turen noget, det kommer tydeligt frem, for de andre tog de bare hjem og fortsatte deres liv som før.
Hvorfor er det så…? Når nu hovedpersonen ikke kunne være med personligt i filmen, var der så nok materiale, og interessant materiale nok til en film, spørger jeg mig selv uhøfligt overfor hvad jeg har set og bliver endnu mere skeptisk, da kvinderne og japaneren til slut i filmen lytter til et bånd, hvor Genovés taler om turen. Han har ikke meget at sige, mildest talt. Han undskylder og kommer med statistik, der siger at de fleste af de deltagende mener at de er blevet mere tolerante af oplevelsen! ”I think that’s all, he says”… Og det var ikke meget!
Og dog – som den afroamerikanske kvinde siger – vi lærte hinanden at kende, vi holdt sammen – og det er der visuelt belæg for i billederne fra flåden. En lille trøster ift. en film, som jeg ikke blev fanget af!
Sverige, Danmark, 2018, 98 mins.
Filmen har premiere den 5. september i 50 biografer landet over, arrangeret af DOXBio.