Moskeerne bag sløret /1
Martin Jensen og Irene Sørensen: Moskeerne bag sløret, 2016, TV2 / Dokumentar
Dette still taget ud af en optagelse med skjult kamera vokser sig i disse dage ind i landets politiske historie i en stor diskussion om sindelagskontrol. Manden bag kateteret hedder Abu Bilal Ismail og er imam ved Grimhøj Moskeen, og i en af sine lukkede studiekredse i muslimsk hermeneutik underviser han indbudte troende muslimske kvinder fra denne Århusbydel i Koranens tekster, om dens love og dens fastsættelse af staffe for overtrædelser. Bør en lærer i teologi på grund af diskutable tekstlige udlægninger (meget folkelige, i høj grad diskutable udlægninger på lavt videnskabeligt niveau vil jeg tro), bør en sådan lærer i fremtiden kunne anklages og dømmes for disse fortolkninger? Jeg tror filmens budskab er et ja, og dens journalistiske vinkling peger fra begyndelsen i den retning.
Tilrettelæggeren Martin Jensen forklarerede kort efter udsendelsen 1. marts af dette første afsnit i et interview på Det Danske Filminstituts hjemmeside, hvad dette undersøgelses / afsløringsprojekt skulle gå ud på, at hans vidner fra en årelang research ikke turde stå frem til citat, så deres anklager kunne få belæg, så han kunne løfte bevisbyrden. Men, besluttede han, metoden med skjult kamera var en mulighed: ”… På det tidspunkt var det i vid udstrækning påstand mod påstand. Jeg havde de her mennesker, som sagde én ting, men når jeg spurgte i de religiøse miljøer, som de pegede på, fik jeg et helt andet svar. Der fik jeg at vide, at sådan er det ikke; de arbejder for integration og samvær med den almindelige danske befolkning. På tv var der den ekstra mulighed for at skaffe dokumentation for, hvem der havde ret ved at bruge skjult kamera. Vi kunne se, at der var en betydelig integrationsudfordring for samfundet, som tallene viser, ikke løser sig selv. Nogle mennesker pegede på en delårsag, og andre benægtede. Vi ville prøve at finde ud af, hvad var op og ned, og hvem, der havde ret.” (Link til hele interviewet nedenfor)
Så straks i filmens begyndelse fortæller den gennemgående stemme (det kunne vel være Irene Sørensens) roligt og nøgternt: ”Vi er gået undercover for med skjult kamera i en del af det muslimske miljø at undersøge om moskeerne modvirker eller medvirker til integationen.” Vinklingen er således klar, men når jeg ser filmen, er jeg også med det samme sporet ind på dens budskab: moskeerne modvirker integrationen og det vil vise sig at være værre end det. Det er en anklage, der er tale om, og nu skal bevismaterialet skaffes frem.
Det begynder i et hemmeligt og stærkt beskyttet krisecenter for unge fra hjem med muslimsk opdragelseskultur, unge som er løbet hjemmefra efter forældres voldsomme undertrykkelse og direkte brutale vold. Lederen for centret, Anita Johnsen fortæller om det, to anonyme beboere, en stor pige og en stor dreng, fortæller deres oprørende historier.
Næste sted er bydelen Askerødparken syd for København, hvor forfatteren Ahmed Mahmoud, der er vokset op der, men ikke bor der mere, men nu har skrevet en bog om dette tilsyneladende muslimske parallelsamfund med daglig undertrykkelse og vold i hjemmene og social kontrol overalt. Han fortæller at imamerne svigter integrationen og i stedet fremholder de muslimske værdier og der lyttes til imamerne, de har folkelig gennemslagskraft.
Fortællestemmen meddeler herefter at de, Martin Jensen, Irene Sørensen og holdet vil undersøge otte arabiske (en pludselig vigtig sproggruppe præcision…) samfunds moskeer. Fire af dem er samarbejdsvillige og vil stille op til interview ved en medarbejder: Imran Shad fra Islamisk Trossamfund i København, som med det samme slår fast, at medlemmerne skal vedgå at leve i det her danske samfund, de skal kalde sig danske muslimer. Den imødekommende holdning fortsætter hos Radwan Mansour, som er imam ved Fredens Moske i Århus, hos Oussama El-Saad, som er formand for Grimhøj Moskeen også i Århus, og hos talsmanden fra Stormoskeen i København, Mohamad Mansour.
Næste byggesten i dokumentaren stilles tilsvarende systematisk op, der gøres nu rede for enkeltelementerne i undersøgelsen af integrationens status: holdningen til at tage et arbejde, respekten for dansk lov og danske myndigheder, ligestillingen mellem kønnene. Sådan kan de tre holdninger måske være indikatorer for hele tilstanden. Måske, vil jeg mene. Og så kommer redegørelsen for metoden:
Et ungt par skal i tre måneder leve under dække i miljøerne som undersøges, filmholdet vil følge dem diskret. De to kender ikke hinanden på forhånd, kommer fra forskellige lande, er dybt fortrolige med muslimsk kultur og dagligdag der og som rejsende generelt i verden. De får taget et bryllupsbillede som kan stå i lejligheden de flytter ind i, de får lavet konstruerede levnedsløb, som de lærer udenad, de får tilknyttet en rådgiver, en belgisk journalist, som selv har levet under dække i Molenbeck og skrevet en bog om kulturen der, og de får endelig syet kameraer ind i tøj og taske. Og så er de klar til den centrale del af optagelserne til Moskerne bag sløret.
De flytter ind i en lejlighed i Gellerup i Århus og begynder at involvere sig i kvarteret. Hun får sit første gode råd i bazaren, et råd, som nærmere er et socialt krav: hun skal købe en dragt, som dækker mere end hendes nuværende, hvis hun vil færdes i dette kvarter. De begynder herefter at komme, ad hver sin indgang, i Grimhøjmoskeen, som de har fået anbefalet som den bedste, og hun opnår ret hurtigt at blive inviteret med i en af de lukkede studiekredse, en hvor netop imamen Abu Bilal Ismail underviser.
Nu indskydes et interessant og tydeligt afsnit med den frafaldne muslim, den tidligere landskendte imam Akmed Akkari, som har måttet gemme sig i Grønland, som også har skrevet en bog og som medvirker under politibeskyttelse. Han fortæller omhyggeligt og roligt om sit tidligere arbejde.
Hans udgangsreplik, som jeg husker bedst: ”… imamerne taler med to tunger” leder over til den centrale scene i Abu Bilals studiekreds, hvor han er kommet til emnerne med de faste påbud og de tilhørende straffe som øje for øje og stening for hor. Den sidste grusomme henrettelsesmåde beskriver han omhyggeligt og længe i detaljer. Alt er optaget med det skjulte kamera i tasken.
På dette sted i fremstillingen medvirker Tina Maagaard, som forsker og underviser i religionsvidenskab. Hun forklarer om det, jeg lige har set og hørt, at imamen ikke fortolker teksten, han fortæller blot for eksempel historien om steningen af kvinden, men det bliver så med den gribende fortælling i Koranen til lov for disse muslimske kvinder i moskeens undervisningslokale. På samme måde med imamens undervisning i, hvordan man rettelig opdrager børn med slag mod skuldre, som er det han konkret anbefaler. Han rådgiver efter Koranen, men glemmer, at det efter dansk lov er forbudt at slå børn. Så vidt Tina Maagaard.
Dokumentaren forklarer og fortolker imidlertid hele tiden de medvirkendes udsagn. Og den forklarer og fortolker sig selv som journalistisk dokumentation. Det sker i såvel fortællestemmen som i klippet, der gennemgående er illustrerende, ikke medfortællende. Vinklingen ligger fast hele tiden og den følges nøjagtigt. Jeg slipper her i seriens første afsnit ikke for en stærk fornemmelse af, at Martin Jensen og Irene Sørensen med deres undersøgende journalistik ikke kun ser og hører, hvad de forventede efter researchen, men også er tæt på at se og høre hvad de vil se og høre. Den for mig så værdifulde tøven mærker jeg kun hos den vigtige medvirkende Tina Maagaard, som i sine egne undersøgelser har anvendt religionsvidenskabens mere kølige metoder. Det er så godt, hun er blevet indplaceret så fyldigt i filmens fremstilling, det er i hvert fald i dette første afsnit dokumentarseriens afgørende kant.
Det gør at jeg trods mine indvendinger kan forsvare de 3 penne.
Martin Jensen og Irene Sørensen: Moskeerne bag sløret, del 1. Danmark, 58 min. Produktion: TV2 / dokumentar. Set på TV2 / Play.
http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2016/Marts/Moskeerne-bag-sloeret.aspx (Freja Dam: Interview med Martin Jensen)
