Gus Holwerda: The Unbelievers
To erfarne videnskabsmænd, en biolog og en fysiker, sidder på en café og fortsætter en lang samtale, de har gang i, om, forstår jeg på pressemeddelelsen, hvordan videnskaben kan tage diskussionen med religionen, ateismen mod gudstroen. Jeg kender i forvejen intet til de to mænd og deres videnskabelige arbejde, googler dem og bliver yderligere interesseret. Sådan en film vil jeg da gerne se. Den bliver sendt i DR2 DOKUMANIA i morgen tirsdag aften. Se den veloplagte trailer (link herunder), det ser da muntert ud, det vil jeg da se det hele af, de to veltalende og intelligente og charmerende hovedpersoner, the unbelievers, vil jeg da glæde mig til at være i stue med på tirsdag en god times tid. Jeg vil glæde mig til scener som den her på et still fra filmen, hvor de på lige vidende fod sidder og drøfter det rationelle, videnskabeligt begrundede svar til de religiøse fundamentalisters teorier om skaberens intelligente design. Det helt afgørende er mig imidlertid, at trailerens første scene er fra et interview med Werner Herzog, alene hans velkendte, trygt foruroligende stemme er nok. Jeg er med på den historie. Traileren virker.
USA, 2013, 75 min.