Movin og Møller Rasmussen: Words of Advice
Filmen har også en undertitel og det er en uskik, og det udstiller dens problem. Den hedder både Words of Advice og William S. Burroughs on the Road. Der peges i to retninger. Burroughs i teksten, i ordene, et filmessay nærmest. Og så Burroughs på tur, eller på tur efter Burroughs, en road-movie, tilnærmet.
Det første er langt det sjoveste. Og det klogeste. Undskyld Lars, undskyld Steen. Men jeres scoop i jeres journalistik er oplæsningen i Saltlageret. Og så arkivmaterialet. Ikke alle de møjsommeligt indsamlede vidner, slet ikke den pinlige scene med Turèll. Burroughs bærer som medvirkende selv det hele, og så er der Steen Møller Rasmussens kompetente billeder og Lars Movins ordenlige indsamling og viden og flid.
Der er bare ikke plads til det hele. Og enkeltdelene klæder ikke hinanden. Værre endnu, belyser ikke hinanden. Burroughs søges reduceret til illustration af venners og eksperters træt kedelige oplevelse af biografien. Men han spræller så gevaltigt, at han slipper fri af det litteraturhistorisk-pædagogisk-journalistiske net.
Og han er filmen værd, så han får seks points posthumt for sin indsats og Steen Møller Rasmussen får fem for billederne og for at han gemte dem og Lars Movin får fire for sin flid og vilje til, at vi andre må få del i alt det meget han ved. Men at sætte sig mellem to stole og annoncere det i en tvedelt titel trækker fra!
Men tak for dejlige stykker film i de store bidder. Men altså Turèllafsnittet måtte jeg vende ryggen til ved andet gennemsyn, musealiseringen af de to hjem er pinefuld og kustodernes omvisninger frygtelige, Men Steen Møller Rasmussens smukke, smukke still-leben scener fra bunkeren i New York er til gengæld umistelige. Ja, vi kan godt se selv, vi herude.. Og musikken er på vores side..
Men, men køb den film! De gode bidder er det hele og mere værd..
Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Words of Advice, 2007. Produktion: Plagiat Film, København plagi@get2net.dk Distribution/Sales: Pan Vision http://corporate.panvision.com/management.html
Men hvor kan den mon købes på DVD? Kort&Dok? Nej. Lånes? Bibliotek.dk kender den ikke. DFI kataloget og filmstriben.dk heller ikke. Den er ellers oplagt på biblioteket og i skolen, langtidsholdbar. Hvad her er set som svagheden, vil nok der være styrken.