Lise Roos

Af Tue Steen Müller, tidl. filmkonsulent ved Statens Filmcentral

Børnelivet

På gulvet i børnehaven ved Sankt Hans Torv sidder instruktøren, den pædagoguddannede Lise Roos. ”I de næste to uger fjerner vi legetøjet, men I kan jo stadig tegne og male og lege med ler. Kan I godt finde ud af det?”, spørger hun børnene, og bliver mødt af et stort ”Jaaa”. En sofa og en lænestol sættes ind på stuen, og der bliver kravlet og hoppet og opfundet nye lege. Eksperimentet bliver til Kan man klippe i vand? (1983), og én af dem, der klipper i vand, er Thomas. Ud af det optagne materiale får han sin egen korte film, Thomas og hans tempo (1984), som ved et gensyn står som en lille selvstændig perle om en dreng, som er langsom og holder sig lidt tilbage, men ender med modigt at hoppe fra sofaen ned på madrassen. Filmen om Thomas blev sammen med tre andre film lavet på baggrund af optagelserne til børnehavefilmen og var tænkt som debatoplæg i pædagogiske kredse. Nu står de for sig selv: Tumlerier, Samspil og Far, mor og børn. Noget om rollelege (alle fra 1984). Imponerende hvad produktionsselskabet Hanne Høyberg fik ud af råoptagelserne til Kan man klippe i vand?

De fire film vidner om Lise Roos’ enestående blik for børn og hverdagens situationer. Hun havde ganske vist ’øvet sig’ op gennem 1970’erne med filmene om sine to døtre ’Pigen Silke’ (1971) og Eline de første 16 måneder (1973), og inden det vendt kameraet mod sig selv i En fødsels forløb (1972). Det er sagligt informerende film – sidstnævnte var et hit i Statens Filmcentrals udlån og blev ofte kørt baglæns af frække unger og lærere ude på skolerne. 16 mm-filmen blev spolet tilbage, og dermed barnet tilbage i mors mave.

Alderdommen

Et spring frem i tid til 1990’erne, hvor Lise Roos laver den smukke Alle disse øjeblikke – om alderdommen. Hun kalder det selv et billeddigt, sammensat af dokumentariske momenter. Alderdommen er ikke en dom, men et indholdsrigt afsnit i livet. Som hun siger i filmen: ”Det siges, at alderen trænger sig på og tager sin ret, men det er jo bare kroppen, der ældes, så det knager. Sjælen bryder sig li’som ikke om at tiden går. Den lever inde i kroppen, den fylder ingen år. Og hvor senil jeg end kan blive, så er det ikke mig, der bliver det. Det er kun mit hjerne-kontor, som klumrer i det”.

Speak og sprog, der går i arv

Ved gensynet med denne og flere andre af instruktørens film er det pludselig tydeligt for mig, hvor fremragende Lise Roos var til at skrive speak til sine film. Korte tekster, nærmest som knækprosa, der ikke kommer i karambolage med billederne, og er mere end bare informerende i klassisk forstand. I sin sidste film, ’Et menneske bliver til’ (1998) taler hun smukt og kærligt om sin far Karl Roos, og om hvor fint han behandlede sproget. Det samme gjorde hun.

Hun lavede også tidligt en hyldest til sin far gennem filmatiseringen af hans bog Kan vi være dette bekendt? (1972). Peter Roos, søn af Lises farbror, Jørgen Roos, dansk dokumentarfilms store mester, var fotograf på filmen, som er optaget på Vesterbro og i Randers. Den sociale indignation strømmer ud af denne rapport om boligtilstande, som med Karl Roos’ ord var ”i udkanten af fantasien”.

Filmfamilien Roos

Det var ikke altid nemt for Lise Roos at navigere i skoven af filmfolk med efternavnet Roos. Udover fætter Peter var der broren Ole, der nok mest vil blive husket for sine spillefilm. Søster Gerd var i en lang periode produktionsleder på Statens Filmcentral, hvor Lise skulle hente finansiering til sine film. Mor Louise var en skattet arkivar på Filmmuseet. Og så onkel Jørgen som den, hvis mening Lise oftest ventede på. ”Var han der til visningen?”, spurgte hun mig ofte efter en af de mange herlige premierer. ”Hvad sagde han?”.

Lise og Statens Filmcentral

Selvportrættet ’Et menneske bliver til’, Lises sidste film, blev færdiggjort i 1998 af Mikkel Bo efter hendes død. Den er 42 minutter lang og mange af Lise Roos’ film – før videoen tog over som optagemateriale – har denne længde, så de kunne være på én 16 mm-spole. Det var formatet, vi arbejdede med på Statens Filmcentral i Vestergade 27, hvor der på et tidspunkt arbejdede omkring 100 mennesker, og hvor film af Lise Roos altid blev bestilt i mange kopier. De var efterspurgte – og hun var en efterspurgt instruktør, som tog ud med sine film og altid veloplagt talte med sit publikum. Også i det store udland, hvor hun i den sidste fase af sit liv blev hædret bl.a. på den anerkendte festival i Pärnu i Estland.

Filmen, som blev vist dér var ’Kolonihaven – om nogen grønlændere i Danmark’ (1990), med grønlandsk tale og grønlandske undertekster, når der blev talt dansk. Der er en herlig scene, hvor en grønlænder med stort hvidt skæg fortæller, at han blev budt på en øl, men svarede, at han ikke drak, hvorefter danskeren sagde: ”Jamen alle grønlændere drikker jo!”. Jeg kan forestille mig, at det var Lise Roos’ fordomsbrydende motivation til at lave filmen, som er smuk i tone og udtryk. For som altid havde hun fundet de rigtige medvirkende og stillet de rigtige spørgsmål i velkomponerede billeder af Simon Plum.

Filmfolk og det kreative rum

Det var utroligt vigtigt for Lise Roos at have mennesker omkring sig, som forstod, hvad hun ville med sine film. Det faste hold af kreative filmfolk var fotograferne Simon Plum og Erik Norsker samt Mikkel Bo, Lises tro væbner, klipper og lydmand. Det samme gælder for hendes ’filmiske hjem’, vil jeg kalde det, nede ved Gl. Strand, hvor Hanne og Helle Høyberg havde deres produktionsselskab, som tiltrak ikke alene Lise Roos, men også Dola Bonfils, Katia Forbert, Anne Wivel og Danmarks første store filmklipper-stjerne, Christian Hartkopp. Det var et sted, hvor folk også kom, når de ikke var i gang med en produktion. Der var atmosfære, der ’lugtede’ af film og klippeborde. Lise Roos følte sig hjemme her, hun havde behov for tryghed i sit arbejde.

Nye formater til TV: familieliv, ungdomsliv, arbejdsliv

Senere blev det hos produktionsselskabet Film og Lyd i Bredgade, at Lise Roos holdt til. Jeg havde som SFC-konsulent privilegiet at være konsulent på det store stilskifte, som Lise Roos foretog i midten af 1990’erne. Sammen med TV2 blev der på vore institutioners vegne lagt penge i de to flot producerede dokumentariske serier: Familien Danmark (1994) og Frikvarteret (1995). Lise Roos var her instruktør på et tv-format, som fik hende ind i de mange danske stuer til et stort publikum. De kunne tydeligvis spejle sig i de mennesker, unge som gamle, som medvirkede i et bytte-liv eksperiment eller gik på gymnasiet i midt-90’erne. I 1997 blev det så til ’Fik du set det du ville’, 200 minutters dokumentarisme, skåret til tv-formatet (kan ses på Filmstriben). Utroligt, hvad der kom med i den serie af fine portrætter af mennesker – danskere hjemme såvel som på arbejde. Smukke øjeblikke vi kan se tilbage på, sådan var det, sådan så vi ud, sådan tænkte vi for tredive år siden.

Det er blevet sagt og skrevet, at Lise Roos – hun har selv nævnt det – var optaget af det almindelige liv. Jeg vil gerne tilføje, at hun i det almindelige fandt det særlige i sin uvurderlige tolkning af menneskeliv og -drømme.  

Tue Sten Müller | 8. maj 2024