Christian Sønderby Jepsen: TESTAMENTET (2012)
Her er Allan Bergs oplæg til en forevisning af Sønderby Jepsens film i 2013:
”Der er Andreas, Christian og mig, Henrik og min far og min mor og min hustru. Alle drikker.” Det siger fortælleren. Det er altså personerne, og han er en af dem, hovedpersonen, første person, ental, og jeg er inde i et familiedrama, i gang med at lytte til og iagttage en sørgelig historie, og det er disse mennesker, jeg skal være sammen med en film lang. Jeg har problemer med at holde mig fast, for jeg kan ikke holde med, ikke identificere mig, ikke forelske mig, jeg kan ikke holde det ud. Jeg stødes fra, hvor jeg skulle trækkes ind og opsluges. Og jeg kan ikke bare afvise filmen, jeg får mistanke til mig selv, til mine evner til at udfylde min rolle, min opgave. Den at være publikum, som her viser sig som et ansvar. Først og fremmest gæstens ansvar, jeg skal være høflig og forstående og accepterende, jeg er i et fremmed land, hos et besynderligt folk, som opfører sig særegent, som taler et anderledes sprog. Men jeg er anfægtet og jeg kommer i tvivl. Jeg holder filmen ude fra mig, undrende.
Jeg er ikke optaget af hovedpersonens projekt, jeg er ikke optaget af instruktørens projekt. Jeg kan ikke lide nogen, fascineres ikke af nogen. Jeg oplever mig selv som ufrivillig kigger, vil genert vende ansigtet væk, se ned i gulvet. Men jeg krummer ikke tæer, dette er fremragende film, det er autentisk, det er ægte. Sådan er det for mig nogle minutter inde i filmen, efter begravelsen, efter mødet med faren, det ubehagelige menneske, efter mødet med broren, denne mærkeligt uinteressante stakkel.
Det gamle ord anfægtelse falder mig ind, jeg er jo altså ikke rørt, bevæget, imponeret, overbevist, jeg er anfægtet af filmen, den bestrider det, som er mig, går imod min kultur, er hævet over min smag, indifferent over for min dannelse. Jeg mærker, tæppet skride under mine fødder. Filmen anfægter mig.
Verbet anfægte og substantivet anfægtelse, fortæller ordbogen, kommer af plattysk, altså nordtysk anvechten, som er sat sammen af an, som betyder til, og vechten, som betyder fægte imod. Anfægte og anfægtelse har i nudansk tre betydninger:
1) At kritisere og nægte gyldigheden af noget. For eksempel: ”Denne teori lader sig vanskeligt anfægte”. Eller advokatens ”vi anfægter retsgyldigheden af dette testamente”.
2) At påvirke på en ubehagelig måde. ”Jeg lader mig ikke anfægte af så lidt”
3) Og omvendt: at være anfægtet, det vil sige ængstet eller plaget, af tvivl. Det kan være at lide under religiøse eller moralske anfægtelser, det vil sige angreb af samvittighedsnag og tvivl. Og så vil jeg føje til, at man kan få kunstneriske anfægtelser, man kan anfægtes af et kunstværk, et maleri, en tekst, en film. Jeg tror, det kan være, hvad der er sket med mig.
Måske har jeg det med Sønderby Jepsens film, som Henrik har det med morfarens testamente. Han anfægter det, bestrider det. Den tyske advokat bruger ordet anfechten, men hun og Henrik får problemer med det: der er vist alligevel ikke grund til at bestride dets gyldighed. Henrik vender det i filmens afgørende erkendelse mod sig selv, han anfægtes.
Når jeg ser på Sønderby Jepsens værkrække bliver jeg klar over, at han vil skildre andre kulturer, ikke sin egen, eller måske derigennem sin egen, han begyndte med at lave en film om sin far og faderens nabo og deres livslange, aldrig bilagte strid og han vil lægge stoffet, han samler ind, frem uden direkte at kommentere det. Hans klip kommenterer heller ikke, han arbejder for eksempel ikke med den europæiske traditions juxtapositioner og personligt essayistiske metode, han organiserer stoffet som en dramatisk fortælling, som skrider forudsigelig frem efter den velkendte – og effektive – amerikanske model. Sønderby Jepsen tøver ikke, han er ikke i tvivl, tror jeg (som selv hele tiden er i tvivl) – han er ikke på noget tidspunkt i anfægtelse. Og han har lavet en enestående og fremragende film, så rigtig god fornøjelse. (ABN, introduktion på Den Skandinaviske Designhøjskole, 10. april 2013)
