Alison Millar: The Disappeared
Darragh MacIntyre er irsk og undersøgende journalist. Her følger han et afsides sted på en irsk hede eftersøgningen af et lig af et af de mennesker, som IRA under borgerkrigen likviderede og lod forsvinde sådanne steder. Han er hovedpersonen i Millars film, som TV2 DOKUMANIA sender tirsdag 20:45. Det første jeg hæfter mig ved i den film er hans stemme, som fører ind i denne fra første sekund fortællerbårne dokumentar. Jeg kan rigtig godt lide hans stemme, og jeg kan rigtig godt lide hans tekst, som nøgternt holder sig til kendsgerninger, han selv har skaffet frem, i filmens løb skaffer frem.
Declan Lynch på Independent.ie begynder sin anmeldelse med at notere en tilsvarende fornemmelse af kompetence, som for ham omfatter hele filmen som værk: “To put it simply, it made you feel the way you feel when you’re watching a great movie, completely engrossed while it is on, and with a heightened sense of awareness when it’s over.It was a work of art, though it was also a work of journalism – contrary to the prevailing wisdom, you can have the two going on at the same time…”
Jeg har det lidt anderledes, jeg føler mig altid udenfor, når jeg ser disse ægte amerikanske og britiske tv-dokumentarer, som Dokumania sender en del af. Jeg tvinges af den tydelige vinkling og altid af det, man kunne kalde journalistisk samfundsrelevant foromtale (aldrig for eksempel poetisk, filosofisk, antropologisk, filmvidenskabelig), tvinges til at holde filmen ude fra mig selv, som er den er noget, nogen viser mig og forklarer. Sådan er det med journalistik (og sådan er det aldrig med et kunstværk, det forsvinder jeg ind i). “The Disappeared” er journalistik, endda meget fornem journalistik. Det medgiver jeg Declan Lynch, og meget oplever jeg som han, når han skriver, at…
“… some of this was conveyed in the words of relatives of the victims, to whom McIntyre clearly listened with great care and attention, over a long period of time”, men især bliver jeg opmærksom, når han skriver, at “some of it was done through visiting these wild places in which the deeds were done, and through the use of lines by Seamus Heaney. Some of it was done through talking to Gerry Adams, face to face in a large room. It was a room which you could imagine being used as a rehearsal space by a theatre company, which itself was fitting.Because in this work of art, the character of Adams could be seen more clearly than when it is viewed in its usual safe environment of ‘current affairs’. He was faced now, not with cliches and posturing, but by the real hard stuff. And it made him seem like some strange fictional creation – which of course, to a large extent, is what he is.Indeed it may be the outstanding achievement of “The Disappeared” that it was possible to look at Adams in this situation, and to feel pity for him. Surrounded on all sides by people telling the truth, and telling it so eloquently, Adams seemed like a figure removed from the present reality, like an exhibit in some museum of Northern weirdness.” Jeg lader citatet stå fuldt ud, det dækker bedre end jeg kunne beskrive det, hvad jeg for eksempel oplever, når jeg kalder en medvirkende shakespearesk, når min opmærksomhed samler sig om en person, en karakter, som i sin udtrykskraft alene rummer hele dramaet.
Jeg er netop denne seneste tid, hvor jeg har prøvet at følge Dokumania mere konsekvent, blevet opmærksom på, at jeg sjældent i dette repertoire accepterer en dokumentar uforbeholdent, men der er alligevel altid noget, jeg ikke kan slippe, ikke lægge væk uden videre. Ofte er et enkelt sådant sted filmen værd, og Declan Lynch peger på flere sådanne enkeltsteder i den her film, enkeltscener, jeg også har noteret.
Der er de vilde, alvorlige, smukke og farlige moselandskaber, som er omhyggeligt skildret med bevidst valg af farver, belysninger og beskæringer. I sig selv en cinematografisk topografi, en billedfortælling om dette drabenes sted og forsvindingernes sted. “Not only did it show us where the bodies were buried, it gave us some sense of what it might have been like to be taken out in the dark to some bog in Monaghan by members of the IRA, realising that they are going to shoot you”, skriver McIntyre.
Der er Seamus Heaneys digt ”The Bog Queen”, der, som det læses på baggrund af disse landskaber, umiddelbart og lydefrit føjer sig til fortællerstemmens nøgternhed og usentimentale alvor. Seamus Heaney skrev sine digte om moserne under indtryk af sin læsning af P. V. Globs bog ”Mosefolket” (engelsk oversættelse ”The Bog People”, 1969) om jernalderens kultur og var specielt optaget af ligene fundet i danske tørvemoser, ofre vil man tro, ulykkelige ombragt under rituelle omstændigheder, hvor Heaney synes at have fundet digteriske paralleller til den politiske og sociale situation i Irland. Og i sin metode var han i slægt med Glob, som ustandselig i sine tekster forbinder arkæologiens og poesiens erkendelser. Og i deres metode er Alison Millar og Darragh MacIntyre i slægt med begge, når de forener poesi og journalistik. Som Declan Lynch konkluderer, ”you can have the two going on at the same time.”
Og så er der det store interview med Gerry Adams i en gymnastiksal, eller hvad det er, det kan netop ses som sidste læseprøve på kernen i et drama, og det er dertil i den virkelige verden kernen i den journalistiske undersøgelse, filmen skildrer. I den scene alene ligger således også på en måde essensen af en fuldstændig film.
Endelig vil jeg tilføje et bestemt sted i det i øvrigt smukt udnyttede arkivmateriale. Det er et tv-interview med børnene, som umiddelbar efter den frygtelige hændelse fortæller om, hvordan en gruppe maskerede militsfolk hentede deres mor, enken Jean McConville. Børnene sidder nogle tæt sammen på en sofa og nogle op ad den for at være i billedet. Jean, som her bare er en stor pige, i et nu ansvarlig for hele søskendeflokken på ti, fører ordet. Det tv-indslag glemmer jeg aldrig. Som jeg aldrig har glemt en fuldstændig parallel scene i Moldovaneys ”Børn – Kosovo 2000”. Militsfolk er militsfolk, serbiske som irske. Børn er bare børn og altid ofre. Som voksne er Jean McConville og en af brødrene gennemgående medvirkende vidner i Millars og McIntyres undersøgelse og film. Det er ret stærkt.
Faktisk er det sådan, at blot ét af disse elementer for mig er tilstrækkeligt. Hvert for sig udfolder de i mig en hel film. Her klippes så disse steder på plads, omhyggeligt, sobert og ordentligt, og dækbillederne udgør faktisk to betydningsladede suiter, den nævnte med moselandskaberne og så en med bybilleder inde i og omkring det boligkompleks, hvorfra en mor blev bortført for øjnene af sine børn, filmiske suiter, som ikke illustrerer, men blot forsigtigt værdigt antyder de voldsomme begivenheders ruter.
Irland og UK 2013, 85 min.
http://www.independent.ie/entertainment/tv-radio/tv-review-the-disappeared-cut-through-the-babble-to-heart-of-tragedy-29739025.html (Declan Lynchs anmeldelse i Irish Independent)
http://www.independent.ie/entertainment/tv-radio/every-time-we-met-a-family-we-found-new-material-new-facts-29738754.html (Darragh MacIntyre om filmen i Irish Independent)
SEAMUS HEANEY: “THE BOG QUEEN”
I lay waiting / between turf-face and demesne wall, / between heathery levels / and glass-toothed stone.
My body was braille / for the creeping influences: / dawn suns groped over my head / and cooled at my feet,
through my fabrics and skins / the seeps of winter / digested me, / the illiterate roots /
pondered and died / in the cavings / of stomach and socket. / I lay waiting
on the gravel bottom, / my brain darkening. / a jar of spawn / fermenting underground
dreams of Baltic amber. / Bruised berries under my nails, / the vital hoard reducing / in the crock of the pelvis.
My diadem grew carious, / gemstones dropped / in the peat floe / like the bearings of history.
My sash was a black glacier / wrinkling, dyed weaves / and Phoenician stitchwork / retted on my breasts’
soft moraines. / I knew winter cold / like the nuzzle of fjords / at my thighs––
the soaked fledge, the heavy / swaddle of hides. / My skull hibernated / in the wet nest of my hair.
Which they robbed. / I was barbered / and stripped / by a turfcutter’s spade
who veiled me again / and packed coomb softly / between the stone jambs / at my head and my feet.
Till a peer’s wife bribed him. / The plait of my hair / a slimy birth-cord / of bog, had been cut
and I rose from the dark, / hacked bone, skull-ware, / frayed stitches, tufts, / small gleams on the bank.
