Andreas Koefoed: Bendtner

Dokumentarserie i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen, som skrev den roste “Begge Sider” om og med Nicklas Bendtner.

Serien/filmen har tre dele, hver især 35-40 minutter: “Vejen tilbage”, “Sidste chance” og “Tilbage til Start”. Titler som alle henviser til Bendtners kamp for at få et dansk comeback hos FCK. Det lykkedes som bekendt for en kort periode… men det er den ydre kendte fortælling, hvor filmens fokus er at undersøge, sammen med hovedpersonen, hvad der gik galt – og godt – for et kæmpetalent, den bedste 9’er i min tid som træner for landsholdet, som Morten Olsen udtrykker det.

Barndommen… siger landsholdets daværende anfører Daniel Agger, og han bakkes mildest talt op af den ene after den anden. Nicklas blev kaldt fantastisk og vidunderlig fra han kunne sparke til en bold, og det var hans far Thomas, der kom med alle roserne. Faren har ikke ønsket at være med i filmen, men er måske alligevel den vigtigste person i historien. Han bliver agent for sin søn og bliver ved at sige “du er verdens bedste spiller”. Du hører farens stemme på de videoer, som filmen viser fra barndommen, drengen kunne alt og fik præmier i hobevis og faren roser ham vedholdende. Benny Nielsen, fhv. spiller fra min klub AB, siger det så indlysende, at det var en dårlig idé at have sin far som agent, det samme gør Bendtners mor. Far Thomas tilgav alt, det var forkert, siger Joan Bendtner, vi skulle bare have været mor og far for ham. Nicklas har ikke set sin far i 8 år, han svigtede mig, da vi lavede et smykkefirma sammen, siger han.

Liam Brady var den, som rekruterede Bendtner, som Head of the Arsenal Youth Academy, og han taler så varmt om det store talent, som kvajede sig gang på gang og ofte manglede motivation. Brady skaffede den 16-årige bolig hos en værtsfamilie det første par år – i en fin scene besøger Bendtner det ældre par i slutningen af filmen.

Men den mest interessante af de medvirkende er legendariske Arsène Wenger (Arsenals manager 1996-2018), som husker Bendtners talent og mangel på omtanke og disciplin. Jeg mistede min tro på ham, da han efter vi havde tabt til Barcelona på Camp Nou i 2010 og dermed var slået ud af Champion’s League, tog direkte på diskotek. Tja…

Wenger, ofte kaldt professoren, taler helt Jørgen Leth’sk på et tidspunkt, for topspilleren er “suffering needed and has to be associated with talent. For Nicklas the desire to suffer was more a problem than the talent”.

Filmen slugte jeg fra start til slut. Den er fint konstrueret med sine tilbageblik og nutidsinterview, og taber ikke den røde tråd; Koefods fascination af den charmerende flab, “Nicklas er Nicklas” som moren siger, er åbenbar, og – det må have været økonomisk svært at få dem – der er vidunderlige klip af fantastiske øjeblikke, hvor Bendtner stiger til vejrs og pander bolden i kassen. Ustyrlige Bendtner og hvem husker ikke hans to hovedstødsmål mod Italien i 2013! Filmen har klip fra flere Arsenal-kampe og still-billeder og det tjener til dens ære at den udelader al den sladder der har været og er omkring Bendtners privatliv og hurtigt får “overstået” skandalerne, som gav ham karantæner af kortere og længere varighed.

Et filmisk scoop er det at rejse med Bendtner tilbage til Arsenal og se den glæde, han er som en dreng, det er for ham at gense klubbens træningsfaciliteter, høre ham fortælle, at han rensede Robert Pires støvler – men ikke sine egne! – få ansatte og nuværende spillere til at ryste på hovedet, da han fortæller at han tænker på, og har uddannelsen, til at blive træner. Og det er fantastiske tyske Per Mertesacker, nu ansat i Arsenal, som nærmest får det sidste ord, ihvertfald stiller han spørgsmålet – “How do you reflect – you could have taken it further.”

Og det kunne han helt sikkert, men “sidste chance” gav ham og os uforglemmige billeder fra Parken, hvor jublen ingen ende ville tage, da Nicklas Bendtner kom på banen til de sidste kampe i 2019.

Tak for filmen! Kan ses på Viaplay.