Anja Dalhoff: Dansen med Monica
Jeg var inviteret til premiere i går. Af Anja Dalhoff, som jeg siden min tid i Statens Filmcentral altid har respekteret som den engagerede dokumentarist hun er. Vi har skrevet om hendes film flere gange, Allan Berg positivt om ”Trafficker” fra 2015, mig endnu mere positivt om ”Sårbare sjæle” fra samme år og ret negativt om ”Når månen er sort” fra 2008. Sidstnævnte med samme tema som ”Dansen med Monica”. Her er den synopsis, som fulgte med invitationen:
En film om en handlet kvindes kamp for at undslippe menneskehandel og prostitution. Den colombianske kvinde Monica har filmet sit liv igennem 25 år.
Jeg ville så gerne være positiv overfor denne film om en kvinde i ”a circle of shit”, som hun selv karakteriserer sit liv, hvor hun ses i Spanien, Japan, Italien og Danmark. I sidstnævnte land – som i de andre lande – filmer hun selv med mobilen: trøstesløse bare rum med senge, der venter på Monica og hendes kunder, og optagelser af bordelmutter og indehaveren af den lejlighed, hvor hun holdes indespærret. Lige til en politianmeldelse, men politiet havde ikke tid til sagen, fortalte Anja Dalhoff før filmen!
Det er trøstesløst, det er forfærdeligt at se Monica tage fra land til land ude af stand til at komme videre i sit liv på en ordentlig måde. Det er urimeligt forkert at mennesker skal have et sådant liv. Men hvorfor er det at jeg ikke blev fanget af historien. Mit umiddelbare svar er at den er umusikalsk fortalt, hopper frem og tilbage i tid og sted, fra den ene arkivoptagelse til den næste – kun scenerne med Monica og moren i Colombia fungerer godt. Dalhoff’s interview med moren havde ro og antydningen af den fordybelse, som filmen mangler. Var der scener med moren og Monica, samtaler som kunne være brugt? Var morens historie i virkeligheden mere interessant? To kvinder som er blevet misbrugt fra barndommen. To kvinder som i filmens fineste scene danser sammen ude på landet i Colombia.
Danmark, 75 mins. 2017
