Anne Regitze Wivel: Lige før døden (2)
Det her er den bedste film jeg nogensinde har set. Sådan har jeg nogen gange efter teksterne til sidst sagt til mig selv og enkelte andre. Efter et filmværk af Bergman og af Tarkovskij, af Jon Bang Carlsen, Jørgen Leth og Anne Regitze Wivel – i biografen. Denne gang igen: Anne Wivels nye film er den bedste. For mig nogensinde, der hvor jeg er i mit liv nu. Netop lige nu i alderens memento og under smertens medicinbehov. For alle andre nårsomhelst, filmkunst i hemmelighedstilstanden, hvor ”den ydre verden er en til hemmelighedstilstand opløftet indre verden”.
Har plejernes centrale uforglemmelige personalemøde ikke simpelthen en fælles sjæl af varme, forsigtighed, kyndighed, hensyn, kærlighed? Ligesom Anne Regitze Wivels fortællestemme er ét langt digt som i sig måske rummer hele filmen i en omfavnelse. Et digt, en poesi, et spring og en værdifuld ændring i betydning fra det konkrete i handlingen til det tankemæssige i forståelsen. Jeg kan se Anne Wivels film gang på gang og blive fortrolig med døden til den kommer bag på mig midt i mine forberedelser.
Denne indsigt ligger, tror jeg, ikke i de medvirkendes udsagn, i deres replikker, ikke i den vidunderlige scene under alle indlæggelser, at bestille morgenmad: juice, kaffe, bolle med ost og marmelade, nyt vand, iskoldt vand. ”Kan du huske alt det?”spørger han venligt. ”Ja”nikker sygeplejersken. Med det inderligste smil. Nej, indsigten ligger i hele det store filmdigts hemmelighedstilstand.
”Lige før døden” er den bedste film jeg nogensinde har set.
NOTE
Hemmelighedstilstand er Inger Christensens oversættelse af Novalis’ ”altomfattende sammensmeltning af ord og fænomen – ’das äussere ist ein in einen Geheimniszustand erhobenes Innere ’”
Læs i hvert fald også Tue Steen Müllers meget personlige anmeldelse nedenfor.
Still: Palliativ Afdeling, Bispebjerg Hospital, København.
