Anthony Dod Mantle
Det andet topbillede er et still fra Anthony Dod Mantles Krig (Jens Loftager 2003). Til dette komplicerede filmessay konstruerede Dod Mantle en række prægnante billedløsninger over klassisk maleriske spejleffekter og han rekonstruerede som gennemgående vignet en scene fra Remarques Intet nyt fra vestfronten. Billedet her er fra den vignet. Tue Steen Müller skriver i sin artikel i Fotografens øje om denne filmfotograf:
”I første halvdel af 1990’erne fik Anthony Dod Mantle afgørende kreativ betydning for dansk dokumentarfilm. Eksplicit var hans rolle tæt på at være lig instruktørens, i hvert fald er det uomtvisteligt også hans signatur, der ses på de tre film, som han fotograferede med en stil, som er så langt væk fra den omtalte flue, som man kan forestille sig. Med Poul Rudes Natskygger (1994), Thomas Stenderups Fredens port (1996) og Jens Loftagers Ord (1994)bragte de tre instruktører og Mantle essayet tilbage til dansk dokumentarfilm. Ingen af filmene har en straight forward historie, ingen af dem har et mere eller mindre prosaisk budskab, de skal af med. De er alle refleksioner over eksistentielle spørgsmål…”
”… Mantles fotografering er i disse tilfælde – akkurat som hans senere dogmefotografering ’sans comparaison’ – mildest talt synlig. I Poul Rudes film om aids er der landskabspanoramisk komponerede opstillinger, som er de rene hollandske malerier, samtidig med at flere af monologerne fra de to medvirkende fremsiges til billeder af skygger i en vandpyt. I Thomas Stenderups film er der ligeledes imponerende reportageagtige, men slowede billeder til den voldsomme requiemmusik. Og i Jens Loftagers Ord er flere af de mange interviewede forfattere og filosoffer fotograferet, så man nærmest ikke kan se , hvem der taler!
Mantle har fået carte blanche til at give den hele armen i disse tre film, og selvom der klart er tale om ’overkill’ i flere tilfælde var hans bidrag forfriskende efter mange års direct cinema-dominans…”
Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.