Arunas Matelis: Wonderful Losers/ in Copenhagen

Den 23.august 1989 tog to millioner mennesker hinanden i hånden og dannede en 675,5 kilometer lang kæde som protest imod den sovjetiske besættelse af de tre republikker Estland, Letland og Litauen.

Det blev naturligvis filmet.

Kæden blev kaldt The Baltic Way, eller The Baltic Chain, eller The Road to Freedom, den frihed de tre republikker så fik to år senere for Estland og Letlands vedkommende, et år senere for Litauen.

I juni 1990 blev Gudhjem på Bornholm vært for en Balticum Film & TV Festival, som blev arrangeret med penge fra det danske kulturministerium af folk fra TV2 Bornholm og Statens Filmcentral. Ideen var enkel, vi – jeg arbejdede på det tidspunkt i Statens Filmcentral – ønskede at støtte filmfolkene i de baltiske republikker ved at vise deres film og lade dem møde kolleger fra andre lande omkring Østersøen.

Aftenens instruktør Arunas Matelis var én af de instruktører, som kom til

Bornholm i 1990, 29 år gammel. Han havde – sammen med kollegaen Audrius Stonys – filmet den 675,5  kilometer lange kæde, The Baltic Way, som filmen hed.

Det blev for mig og andre til et nært venskab, som stadig eksisterer, det er snart 30 år, hvor jeg har mødt Arunas – og hans familie – i hans hjemby Vilnius eller ude i det smukke Litauen eller i Danmark eller på festivaler rundt omkring i Europa.

Men Bornholm var starten, hvor mange af hans film blev vist i de 10 år som festivalen varede, holdt i live af et engageret Baltic Media Centre, som trænede baltiske filmfolk i at møde, hvad der var en ny verden for dem: Fra statsstyret produktion til den frie markedsøkonomi, hvor der skulle etableres produktionsselskaber og statsstøtte til filmproduktion, en struktur som vi kender fra Danmark og de øvrige nordiske lande.

Filmene som Arunas bragte til Bornholm var kortfilm. De var typisk 10 minutter lange, optaget på 35mm filmmateriale, beregnet på at blive vist som forfilm i biograferne. De var oftest uden eller med få ord, sort/hvide, fotografisk smukke at se på og ikke altid umiddelbart forståelige. Jeg har tilbragt megen tid med Arunas for at få ham til at fortælle mig og publikum, hvordan den og den scene skal forstås. Et af hans korte hovedværker hedder ”10 minutes before the Flight of Icarus”. Den er fra lige før Litauen rev sig løs fra Sovjetunionen og er optaget i det kvarter i Vilnius, som hedder Uzupis. Det var engang et kvarter, som blev sammenlignet med vores Christiania, med egen regering og frihedsstatutter. Arunas var Minister for Foreign Affairs om jeg husker rigtigt.

I begyndelsen af det nye årtusinde skiftede Arunas Matelis totalt fra de korte poetiske, ordløse film. Hans datter Emilia fik leukæmi og blev indlagt på børneafdelingen på det lokale hospital. Arunas og hans kone skiftedes til at være ved hende, hun blev helbredt, men denne oplevelse fik Arunas og Alge, hans kone, som har været hans producent hele vejen igennem, til at lave filmen ”Before Flying Back to the Earth”, som fik premiere i 2005 og på grund af sin fine, følsomme skildring af livet på børneafdelingen, hvor sigtet var at fange børnenes energi og lave en usentimental film på en stærk baggrund. Filmen vandt hovedpriser på festivaler verden over og blev af den amerikanske instruktør Guild hyldet for sin Cinema Humanity. Den blev set i Japan og den japanske regering investerede i en forbedring af forholdene på det litauiske hospital.

… og så til aftenens film, 12 år efter, hvor Arunas har produceret film for andre instruktører.

Hvorfor cykelløb? Måske fordi Arunas selv er en fartbølle… jeg har ihvertfald siddet med hjertet oppe i halsen, når han har kørt mig til lufthavnen efter et besøg i Vilnius. eller fordi han selv er en meget habil cykelrytter, som kører fra sit hjem i skoven ind til kontoret i byen. Eller fordi cykelløb er – som i DK – en sport som litauerne sætter højt. Landet har en kvindelig verdensmester i landevejsløb, Edita Pucinskaite, som har hjulpet Arunas med at få adgang til at filme under Giro d’Italia. Bortset fra alle tv-reportagerne er det første gang, det er lykkedes, siden Jørgen Leth lavede sin film “Stjernerne og vandbærerne” i 1974.

Det har taget 7 år at få lavet denne film, som altså er optaget under Giro’en og som involverer 7 lande som medproducenter, det har været et helvede at få det til at hænge sammen, men det har været sliddet værd – filmen er nu på festivaler all over og har haft stor succes i hjemlandet, hvor den har solgt 15.000 billetter i biograferne. Ved hjælp af store plakater på busserne i Vilnius med Chris Anker Sørensen som blikfang. “Poetry in Motion” kalder Arunas Matelis sin film. Jeg giver ham ret. Se selv…