Paul Sweezys 1. lov om udenlandske investeringer
Hver gang jeg ser Christoffer Guldbrandsens film Tyveriet af Afrika synger for min erindring fra for virkelig lang tid siden denne bemærkning: ”… indtægterne fra udenlandske investeringer over en hvilken som helst signifikant periode vil overstige kapitaludgifterne med 70 procent.” Udsagnet er økonomen Paul Sweezys (1910-2004). Det stammer fra en forelæsning, han gav i juli 1967 på Round House i Chalk Farm, London under en 14 dages tværvidenskabelig konference arrangeret af Institute of Phenomenological Studies, London med titlen Dialectis of Liberation. Det lille afsnit af forelæsningen, hvori bemærkningen faldt, ser sådan ud:
”… Blomstringsperioden for den britiske imperialisme og dens udenlandske investeringer var naturligvis det halve århundrede før Første Verdenskrig. I perioden 1870-1913 investerede England ifølge de almindeligt accepterede tal et nettobeløb på 2,4 milliarder pund. Det vil sige, at de engelske investeringer i udlandet overgik de udenlandske investeringer i England med 2,4 milliarder pund. Ved første blik ser det ud som om England af sine ressourcer gjorde meget betragtelige summer tilgængelige for resten af verden. Der var faktisk tale om en ret betragtelig sum, på den tid svarende til 12 milliarder dollars, hvor dollarens købekraft mindst var det dobbelte af hvad den er i dag (altså i 1967). Således svarede de engelske nettoinvesteringer i det halve århundrede før Første Verdenskrig til omkring 25 milliarder dollars, efter deres nugældende værdi (1967). Det er temmelig store investeringer efter en hvilken som helst målestok, dengang som nu. Men udbyttet er selvfølgelig den anden side af denne mønt – indtjeningen på investeringerne. Og i den samme periode, 1873-1913, beløb den engelske nettofortjeneste på udenlandske investeringer sig til 4,1 milliard pund. Så når man sammenligher, ser man at beløbene på indtægtssiden oversteg udgifterne til investeringer med rundt regnet 70 procent. Det var denne periodes virkelige strøm af rigdom. Der blev givet ud med denhøjre hånd og taget tilbage med den venstre, og den venstre hånd tog 70 procent mere tilbage end den højre gav ud. Hvem hjalp hvem? Det er åbenbart, at resten af verden, udviklet eller underudviklet ydede sit til Storbritannien gennem denne investeringsmekanisme.
Eller tag de amerikanske erfaringer efter Anden Verdenskrig. Jeg tager kun de amerikanske koncerners direkte investeringer i udlandet i betragtning, de er langt den vigtigste type af udenlandske investeringer i vore dage (1967). Tallene, der kan sammenlignes med dem, jeg netop har anført for Englands vekommende, er for perioden 1950-63 følgende: nettooverførsel af kapital fra USA 17,4 milliarder dollars; overførsel af kapital til USA – 29,4 milliarder dollars. Atter viser det sig, at der kom næsten nøjagtigt 70 procent mere tilbage end der blev givet ud.
Jeg føler mig fristet til at ophøje dette til Sweezys første lov for udenlandske investeringer: at indtægterne fra udenlandske investeringer over en hvilken som helst signifikant periode vil overstige kapitaludgifterne med 70 procent. Og dette baserer jeg på en god videnskabelig metode; jeg har mindst to tilfælde! Jeg venter nu på mine efterfølgere, som kan afprøve og sandsynliggøre denne lov ved hver nyt tilfælde, der dukker op. Vi må atter spørge hvem der har brugt hvis rigdom? Og svaret er ikke til at tage fejl af.”
Nu her sent på året 2012 har Christoffer Guldbrandsen med Tyveriet af Afrika vist nok foretaget en afprøvning, og måske vil loven vise sig at fungere stadigvæk. I hvert fald er svaret på hvem, der har brugt hvis rigdom heller ikke denne gang til at tage fejl af.
Litt.: Paul Sweezy: Kapitalismens fremtid i David Cooper, ed.: Dialectics of Liberation, Penguin Books Ltd., 1968. Dansk oversættelse: Frigørelsens dialektik, Rhodos 1969.
