Lars Johanssons film og bøger

Det er en bog. Det er en film. Det er nat. (Marguerite Duras: Elskeren fra Nordkina, 1991/2012)

Lars Johansson er den anden af de to fotografer (den første som jeg har skrevet om i forgårs er Finn Larsen) med udstillingen i Øksnehallen, København, ”Ung i Randers 1978-1979”, som Tue Steen Müller for nogle dage siden, som altså tidligere nævnt, anmeldte begejstret her på Filmkommentaren og derfor må jeg igen lige repetere de tos arbejdsmæssige løbebaner, i dag altså Lars Johanssons. Om et af hans allerførste arbejder filmen Anholt, som han skrev, instruerede og fotograferede i 1988, lavede jeg en programtekst. Den tager jeg lige frem igen og citerer et sted fra den:

”… Efter vi har set os gennem det lange vinterafsnit klippes der til kirken, hvor lyset står ind på øens degn Ejner Boisen som for filmholdet alene synger Jakob Knudsens salme. Trygge ved vi at ved årenes sortering vil bestemte af vort sprogs udsagn, vort lands billeder, de musikstykker, vi kender fra opdragelsen, vende tilbage. Nok umistelige simpelthen, ”luft og bølge blusser i brand, i glød…” Sætningen får her nye betydninger, fordi filmens billeder af havet nænsomt har inddraget Noldes erfaringer, hans tilkæmpede akvareller fra Sild. Og da selve personen, der synger er skolelæreren på øen, må den tanke, hvormed vi ser filmen en tur om ad vores litterære bevidstheds ø og dens degn i Martin A. Hansens bog og filmens scener tager farve herfra. Da det jo er Anholt konkret her henter den endelig som en selvfølge viden fra Tang Kristensen, fra Achton Friis og fortolkende indsigt i myternes væsen fra Vagn Lundbys værk. Respekten for de andres arbejde har i den udforskning, den afdækning af feltet, som det lange filmarbjde også var, bragt instruktøren vidt omkring og afstedkommet rækker af inspirationspunkter, tydeligst måske fra malerkunsten, så de ligger som lag af indsigt under de nye billeder. Søndergaards havs blå oprørthed og knoklede mennesker, som på én gang er store nok til at håndtere det element og ydmygt små på den vældige flade af vand og luft. Høsts hvide længer og sorte portrum med hjemlig tryghed.”

FILMOGRAFI

Røgdykker, 1985. Om mandsmod og professionalisme. Om munterhed og sammenhold. Et filmisk hyldestdigt til et røgdykkerhold ved Københavns Brandvæsen. Stilen veksler mellem både lyrisk og dramatisk reportage og en scenisk stilisering som hos Jørgen Leth.

Anholt, stedet, rejsen, 1988. Om stedets betydning og om at rejse dertil og om at være der. Om tilstedeværelse, altså. Og så om et anderledes integreret liv i naturen, i kulturen, i historien. Og om Guds bestemmelse med menneskene. Igen en stilvekslen som i forrige film.

Hvem slukker lyset, 1989. Filmen er et frikvarter, en opgave fra aftenskolerne. Og der var kun én chance for at løse opgaven, det skulle være grundlæggende morsomt. Så filmen studerer den morsomste mand, den kunne forestille sig, Finn Nørbygård, katalogiserer hans bedste (og morsomste greb) og beder ham på det repertoire gennemspille tre små episoder og alle fire roller i hver af dem.

Traveller’s Tale, 1994. Her udvides rejsemotivet fra Anholtfilmen. Den rejsende slår sig ikke ned, men når til gengæld sted efter sted. Menneskene, han møder, fascinerer også hurtigere skiftende, og på dette bagtæppe af europæiske billeder dukker erotikken op sammen med denne nye energi. Nærværet er konstant, også i ganske korte scener. Blikket bliver introduceret. Den lyriske reportage er enerådende i stilen, visse afsnit griber tilbage i en stor og international dokumentarisk tradition.

Traveller’s Tale

Mellem lys og skygge, 1996. Og filmen om den københavnske arkitektur bliver en fortsættelse derved, at dette æstetiske emne skildres som bagtæppe, mens undersøgelsen af kvinden i mandens blik er i forgrunden under selve handlingen gennem en eftermiddag, en aften og en nat i den sommervarme by. Konstruktionen udvides med en på forhånd fastlagt og skrevet dialog.

Højholt, 1997. Og blikket vendes indad i en spejling, skønt opgaven er at skildre en digters eneboerliv, som ikke flytter sig ud af dets fysiske sted, men til gengæld lever den rigeste indre eksistens. I teksten. I rytmen. I gentagelsen. Og filmen hviler tryg i en gedigen reportage, som til gengæld udsættes for tankespring og –udfordringer, i dialogen for det første og i klipningen for det andet.

Højholt

Simona, 1998. Det erotiske motiv, som dukkede op i Traveller’s Tale, isoleres nu, og blikket bliver det afgørende greb. Dette er så Lars Johanssons første samlede kvindeskildring, en arbejdsopgave, som fortsætter over efterfølgende værker frem til senest romanerne Signe, 2006 og Signes hjemkomst, 2014. Et stykke af vejen er det mandens forelskede blik, som skildrer. I romanen skifter denne synsvinkel afgørende.

Blod og håb, 2001. Filmen om det militære opgør bliver (som denne begivenhed altid er) en afbrydelse. Ved ekstra grundig research og mange reportagerejser og journalistiske greb skildres den europæiske borgerkrig som en fortsættelse af undersøgelsen, bekymringen og vemodet, som var bagtæppe for møderne med kvinderne i rejsefilmen fra 1994.

Den tyske hemmelighed, 2004. Her knyttes trådene. Rejsen sydpå i verdensdelen, alvorlige og ærbødige møder med de andre i klassisk sikre reportagescener i deres rum. Mandens blik er nu på hans kvinde, hustruen. Og hans film skildrer hendes projekt. Og selve researchen bliver filmens materiale. Æstetikken fornys afgørende med det detektiviske greb. Filmen bliver spændende. Historien er nu omsider i Lars Johanssons arbejde det, hvorom alt drejer sig. Så en roman måtte blive det næste.

Den tyske hemmelighed

BIBLIOGRAFI

Udsatte egne – det er mig. Samtaler med Per Højholt, 1998. Det med bøger var for så vidt begyndt nogle år tidligere. Det var mødet med Per Højholt ved arbejdet med filmen i 1997, som satte ekstra gang i skriveriet. Altså ud over filmmanuskripterne, som Lars Johansson hele tiden havde skrevet selv. I en interviewbog med Per Højholt undersøger Lars Johansson dokumentarisk så at sige forfatterens arbejdsvirkelighed muntert og alvorligt, dagligdagens handlinger og æstetiske overvejelser.

Signe, 2006. Hustruens projekt i Den tyske hemmelighed er at opspore sin far, som hun mener er en tysk officer Felix M udstationeret ved den tyske hærs hovedkvarter i Silkeborg, det følger filmen og historien foldes nu ud i romanformen over 600 sider. Det er Lars Johanssons svigermor, Signe Gondrup som følges fra kærlighedsmødet i Silkeborg over deres samliv i hans hjem i Bøhmen til de kommer fra hinanden på flugt fra de fremrykkende russiske tropper hen mod krigens slutning. Derefter Signes kamp for overlevelse i det besatte Tysklands rå kaos. Lars Johansson romanfortælling hviler på omfattende, omhyggelig og kritisk journalistisk dokumentarisk research og han har udskiftet sit blik med Signes, alt fortælles og tænkes i hendes bevidsthed i en overbevisende skildring af en stærk kvindes syn på og håndtering af en voldsom skæbne.

Dancing Charlie, 2008. Verdenskrigen er også baggrundstæppet for den på samme måde i sin velundersøgte dokumentariske basis intense skildring af et menneskes kamp for overlevelse under mere end barske vilkår. Baggrunden er historien om en flydedok med 1500 krigsfanger som i nogle af krigens sidste døgn driver over Østersøen og strander på Langeland. Danskeren Niels-Erik Ohlsson er blandt dem og i hans mentale registreringer skildrer Lars Johansson de forfærdende begivenheder om bord. Blikket er nu en mands, en ung mands og en gammel mands i ét greb. En yngre kvinde opsøger den gamle Niels-Erik Ohlsson med sit blik på begivenhederne dengang og sammen undersøger de hvad fortrængningerne dækker, de mandlige og det kvindelige konfronteres.

Signes hjemkomst, 2014. Bogen genoptager fortællingen ved Signe Gondrups ankomst til den danske grænse. Hun har sit nyfødte barn med sig. Og Lars Johanssons fortællegreb er de samme som udvikles så alt ses i den modige kvindes blik, en fængsling for en lille forseelse dengang i Silkeborg, livet i arrest og senere fængsel og efter løsladelsen en beslutsom søgen arbejde og bolig i København. Stadig leder hun gennem forbindelser i Tyskland efter sin forsvundne elskede, efter Felix Markworth, og sporer ham til sidst i Braunschweig. Hun rejser dertil. Lars Johanssons skrivekunst kulminerer så her foreløbigt i skildringen af den bombede by i en sproglig rekonstruktion hvilende på detaljerede arkivstudier overført som oplevet i en fortvivlet kvindes sind.

LINKS

http://www.larsjohansson.info/ (Lars Johanssons hjemmeside)

http://filmcentralen.dk/alle/film/hojholt-en-film-af-lars-johansson (Højholt, streaming)

http://filmcentralen.dk/alle/film/den-tyske-hemmelighed-en-film-om-krig-kaerlighed-og-logn (Den tyske hemmelighed, streaming)

Foto øverst: Lars Johansson på arbejde i 1978 fotograferet af Finn Larsen.