Pernille Rose Grønkjær: Den anden side
Han har netop rundet de 40 år og har længe været et fænomen i dansk underholdning – navnet er Anders Matthesen. Sådan lyder den første sætning på Det Danske Filminstituts hjemmeside om Pernille Rose Grønkjærs nye film, som havde biografpremiere den 27.4.
Der er bare lige det, at jeg selvfølgelig har hørt navnet, men jeg har aldrig set hans shows som standupkomiker, eller hans optræden/instruktioner på film og tv. Eller hørt hans rap på plade. Så jeg havde brug for en ekspertise, som kunne fortælle mig om indholdet var i orden. Er det sådan, han er på scenen, er de rigtige valg foretaget, de vigtige shows nævnt, genkender du dine egne oplevelser som tilskuer og fan.
Ja, sagde kenderen, jævnaldrende (næsten) med Matthesen, som jeg havde taget med i biografen. Han sagde god for præsentationen af komikeren, som Grønkjær har fulgt i mere end 4 år. Imponerende meget materiale er indsamlet og suppleret med
familiens egne optagelser. Og der gås tæt på hovedpersonen, det er ”den anden side” der skal frem, komikeren der tvivler, har det skidt, bliver træt af sig selv, af at høre sig selv, som han siger, hvor sidder stresset, her eller der, det tror da fan, tænker jeg… var det 95 shows alene på scenen! Forberedelserne til et show bliver fulgt, de mange samtaler med konen Cemille, som er hans manager og sparringspartner og hende han skændes med i bilen, når dagligdagens familieliv med tre børn og arbejdet ikke lige fungerer.
Kenderen kunne også godt lide, hvordan filmen var lavet. Jeg var dog lidt forvirret omkring tiden ind imellem, sagde han. Hvor er vi nu henne, hvorfor er vi pludselig på Island med hans mor?
Jo for pokker, der bliver hoppet rundt i tid og sted. Det er film og her leges der, her forsøges der noget. Som passer til hovedpersonens nogle gange platte, nogle gange sofistikerede ordekvilibrisme og hans konstante associationer. Det er herligt at se, hvordan Grønkjær med sine klippere Kasper Leick og Jacob Thuesen giver fortællingen et dynamisk flow; nogle gange er det akkurat som konen siger til Matthesen at hans show skal være: totalt poetisk og vildt sjovt. Et eksempel er en scene i bilen – Grønkjær har kørt meget i bil med Matthesen – hvor han fortæller, hvordan han kan huske landene i Asien. Bahrain, ja regn, og så klippes der regn ind. Thuesen som klipper, jeg tænkte undervejs tilbage til hans arbejde på Jørgen Leths Haiti-film.
Det er underholdende og medrivende og bekymrende, når man tænker tilbage på Dirch Passer og Kjeld Petersen. Den der branche hvor alt skal være ”boblende og nyskabende”, som det bliver sagt. Og hvor man ønsker ”fred i sindet”. Der hoppes i tid og sted men alligevel fornemmer man klart, at Matthesen bliver ældre og mere reflekterende som temaerne i hans shows forandrer sig. Det må gerne være lidt usjovt ind imellem.
Det tænkte jeg på, da Matthesen hældte alle sine gemte skriverier ud på gulvet, alle de ord det er blevet til, en tunnel af udtryk der bliver ved med at komme tordnende. Og angsten for at det ikke lykkes.
Danmark, 2017, 93 mins.
