Pernille Bech Christensen: Pers metode
Per Kirkeby og Poul Erik Tøjner mødtes før åbningen af udstillingen af Kirkebys værker nu og tilbageskuende tre dage i maj. Til en samtale. Deres samtale de tre dage er blevet til en smuk, klog og meget vigtig film. De to taler med hinanden om maleriets metode – som titlen så præcist angiver – og om alt det i arbejdet, i livet og i biografien, som er malet ind i billederne. Hvor det herefter er til stede, men skjult. Samtalen er yderst omhyggelig og særdeles åbenhjertig – men “om nogle ting taler man ikke”, som Kirkeby alvorlig udtrykker det. Der slutter samtalen og filmen.
Denne finhed af tøven og tilbageholdenhed hos Tøjner og Bech Christensen er deres films styrke. For det er i dette rum af opmærksom tryghed, at den store maler kommer ud i områder, som supplerer og uddyber alt det, vi ved fra Jesper Jargils film og fra Anne Wivels film, fra alt det, vi har læst i Kirkebys mange bøger. Er der mere at føje til? Kunne man spørge. Filmens svar er overbevisende: der var mere, og der er mere…
Bøje Lomholts to kameraer, et (farve) bevægeligt og et (sort/hvid) fikseret følger omhyggeligt bevægelserne i den balancerede samtale mellem de to, som kender hinanden indgående, og Pernille Bech Christensens klip føjer omhyggeligt lyttende på det eleganteste de forskellige tidspunkter og steder for optagelse den åbenlyst fortsatte talen med hinanden sammen til ét langt ubrudt samvær, hvor klip midt i sætninger ikke afbryder, men fører til uddybning på uddybning af forståelsen af Kirkebys arbejde og metode.
For os her i Randers kan for eksempel et afsnit i filmen om den vandrette bjælke i en række værker føre til, at vi får nye forståelser af alterbilledet i Sct. Mortens Kirke, andre får læsningen af de billeder, de dagligt omgås, tilsvarende udvidet ved samtalen om at være ”den læsende kunstner” og ”den lærde maler”, som gennem sit værk har skabt en alternativ kulturhistorie.
Pernille Bech Christensen: Pers metode, 2008. Medvirkende: Per Kirkeby og Poul Erik Tøjner. Manuskript (idé og koncept): Poul Erik Tøjner. Kamera: Bøje Lomholdt. Klip: Pernille Bech Christensen. Producer: Peter Bech. Produktion Glow Film & TV for Louisiana Museum. Distribution: Louisiana Museum of Modern Art, filmen ligger i bogen (kataloget) til udstillingen
Filmografi: Pernille Bech Christensen har klippet blandt mange andre disse film: The Monastery (Pernille Rose Grønkjær, 2006), Efter brylluppet (Susanne Bier, 2006), Things we lost in the fire (Susanne Bier, 2007), Pers Metode (her tillige instruktør, 2008), Hævnen (Susanne Bier, 2010).
Andre film med Per Kirkeby som medvirkende: Per Kirkeby-Vinterbillede af Jesper Jargil (1996), Slottet i Italien af Anne Wivel (2000) og Richard Winthers Hus af Steen Møller Rasmussen (2008). Kan alle lånes på biblioteket.
Still: Per Kirkeby under samtalen. Foto: Peter Bech
(kommentaren er opdateret 9. marts 2011)