Sidse Torstholm Larsen, Sturla Pilskog: Håbets Ø

En ung kvinde får ordet, forstår jeg, i en samtalekreds for alkoholikere som ikke drikker. Hun er smuk, fotograferingen er smuk, det hun siger er smukt at lytte til, dette vidunderligt langsomme sprog, som i underteksterne burde være oversat omhyggeligt litterært filmen igennem (jeg så på Randers bibliotek en engelsk version med undertekster, som gjorde mig skeptisk), men scenen er smuk, Henrik Bohn Ipsen har fotograferet, og jeg kan ikke rose ham nok, alene i sin cinematografi har han lagt grunden til endnu en klassisk bysymfoni. Her om Maniitsoq i Grønland. Med fotografiet til denne film og tidligere kameraarbejde som til Inuk Silis Høeghs Sume, 2014 og Lene Stæhrs Eskimo Diva, 2015 uddyber Bohn Ipsen det dokumentarisk filmfotografiske og danske blik på det almindelige liv i Grønland i linje efter fotograferne Jette Bang, Jørgen Roos og Teit Jørgensen.

Kvinden i samtalekredsen er på vej ud af alkoholens lås og jeg følger hende opmærksomt, for karakterudviklingen af hende er tydeligst blandt de tre som medvirker filmen igennem. Hendes spontant fascinerende nærvær og Bohn Ipsens lydefri sikre kamera og opmærksomme blik på alt i og uden for billedet, dette filmfotografi er alene denne vigtige film værd. (Henrik Bohn Ipsen har i Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind, 2017 fotograferet en fuldstændig lignende scene som jeg oplever med samme følelsesindhold. Det bevægede mig mærkeligt forleden aften i bibliotekets sal).

I Håbets ø er der med denne kvinde mere at nævne. Der er scenerne hjemme på værelset med nænsom skildring af ungt liv, (hvor ville jeg dog gerne forstå dialogen ordentligt via omhyggeligt oversatte undertekster. Til norsk eller dansk), men altså en skarpt fotograferet og præcist instrueret scene i fiskefabrikkens kantine, hvor kvinden taler alvorligt, og vigtigt må jeg forstå, med en arbejdskammerat. Og der er en munter scene en sen aften blandt venner på gaden, hvor jeg i hvert fald opfatter at den unge kvinde er optaget på en videregående uddannelse i Nuuk. Og med den tro på fremtiden i hendes afrejse: jeg kommer hjem igen med viden og ny energi, former filmen sin højtidelige slutning.

Der har ellers været bekymring undervejs. Ud over den unge kvinde bygger instruktøren Sidse Torstholm Larsen sin beretning om den store skuffelse i Maniitsoq på to medvirkende mere, en socialarbejder, det er ham, som energisk følsom leder alkoholkurset, og en kommunal koordinator, som omsider frustreret må se i øjnene, at byen efter mange års arrogant påtvunget venten er blevet snydt af et stort amerikansk aluminiumsselskab. Det har ikke i sinde at bygge den fabrik i byen, som det har optioner til, selskabet har blot villet holde et norsk selskab væk. Og nu er det for sent for bystyret at skifte partner. Noget helt andet må gøres – og jeg mærker at turisme ikke er dette helt andet. Der må gribes tilbage i historien, til de grundlæggende eksistensbetingelser.

Det læser jeg af de iscenesatte samvær, af de spontane møder og især af interviewene som alle er smukke, men afgjort mest givende når jeg har ansigtet og kroppen i billedet og dialogen ikke lægges under dækbilleder (selv om de i sig selv er skabende) og der mister sit poetiske indhold og står faktuelt nøgne.

Jeg ville så gerne ordentligt og i en omhyggelig oversættelse til dansk eller måske norsk i underteksterne forstå hvad de to egentlig snakker med hinanden om dette fortrolige sted… engelsk er for skønheden netop her en farefuld omvej.

Norge 2019, 75 min.

Filmen havde under CBH:DOX festivalen premiere 21. marts i RANDERS BIBLIOTEK og vistes i Aveny-T samme dag 21:30. Den vistes endvidere 26. marts 16:40 i Grand Teatret og vises til slut 31. marts 19:00 i Dagmar.

https://cphdox.dk/program/film/?id=918

SYNOPSIS

Håbets ø. Løftet om udvikling tænder håb for fremtiden i Grønland, i en smuk og stemningsfuld film om drømmen om uafhængighed. Drømmen om uafhængighed lever i Grønland. Håbet får nyt liv i 2006, hvor et stort amerikansk aluminiumselskab annoncerer sine planer om at åbne en fabrik til flere milliarder dollars i den lille, isolerede landsby Maniitsoq på landets vestkyst. Projektet ville medvirke til at gøre landet økonomisk uafhængigt af Danmark. Fremtiden ser lys ud, og projektet mødes med forventningsfuld begejstring af byens indbyggere. Men årene går. En socialarbejder, en ung kvinde og byens aluminiumskoordinator er vores ankerpersoner i en film med blik for både kompleksiteten i de store perspektiver, og for den menneskelige skala i tingenes gang. Mens indbyggerne i Maniitsoq venter på fremtiden – og på at foråret skal komme – lægger vinteren sig over dem, mens håbløshed og en destruktiv livsstil er konstante trusler. Den storslåede grønlandske natur er et tavst og stoisk vidne til en stemningsfuld og cinematisk historie om håb, drømme og viljen til uafhængighed. (CPH:DOX program)

Winter’s Yearning.The promise of development sparks hope for the future in Greenland in a beautiful and evocative film about the dream of independence.The dream of independence lives on in Greenland. Hope is given a breath of fresh air in 2006, when a large American aluminium company announces its plans of opening a multi-billion-dollar factory in the small, isolated village of Maniitsoq on the west coast of the country. The project would help make the country financially independent of Denmark. The future looks bright, and the project is met with expectant enthusiasm by the town’s inhabitants. But the years pass. A social worker, a young woman and an aluminium coordinator are the anchors of a film that has an eye for both the complexity of larger perspectives, and for the human scale. While the inhabitants of Maniitsoq are waiting for the future – and for spring to arrive – winter sets over them, while hopelessness and a destructive lifestyle is a constant threat. The magnificent Greenlandic nature is a silent and stoic witness to an evocative and cinematic story about hope, dreams and the will for independence. (CPH:DOX programme)

LINKS

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2886/ (Om Inuk Silis Høegh: Sume, 2014, som Henrik Bohn Ipsen fotograferede)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/ (Om den omtalte scene i Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind, 2017, som Henrik Bohn Ipsen fotograferede)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3263/ (Om Henrik Bohn Ipsen retrospektivt)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3358/ (Om Teit Jørgensen og Da myndighederne sagde stop, 1972)