Frelle Petersen: Onkel
Sydjysk landskab med stående kvinde og siddende mand
7. 11. 2019: Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.
I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.
Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham. Begge er de tavse i dagenes arbejde og i aftenernes sagte tv-lyd fra det lille apparat oppe på skabet og aviser i stak på stolen: han. Og bøjet i den tykke krydsordsbog: hun. Han let studs, hun let indadvendt begge i en ægte jysk tavshed. Tryg og smuk. Og skildret af Frelle Petersen med kompetent indsigt…
Onkel har premiere i biograferne torsdag, 14. november. Øst for Paradis lister dem alle op:
https://www.paradisbio.dk/ShowCrmNews.aspx?urlId=488
… et drama af dage og nætter, af årstidernes gang (Flaherty / Grierson)
10.11.2019: Filmen vil ikke slippe mig, jeg noterer at den tegner døgnets tid, årets tid, kredsløbets tid med dagsrytmevignetter med solnedgange som i Hundeliv. Det er helt tydeligt. Mindre tydeligt tegnet, men ikke mindre vigtig, er den lineære tid, fortællelinjen, som manuskriptet håndfast, men personinstruktionen diskret, næsten umærkeligt tegner, udviklingen hos de medvirkende, især hos den unge kvinde som lader sig kalde Kris, som klipningen selvfølgeligt sikkert fuldfører i en dramatisk kurve af overvejelser og afprøvninger filmen igennem tilbage til den ufravigelige oprindelige situation. Og Frelle Petersen lader med hende kredsløbets tid vinde over den lineære tid, alt kommer igen, intet forsvinder, det bliver ikke væk, det er stadigvvæk et vækkeur på natbordet i Kris’ værelse som sætter dagene i gang, Kris ejer endnu ikke en mobiltelefon. Til side med dynen, blå arbejdsbukser og hvid bh på, hun ruller gardinet op ser ud i den tidlige morgen. Så arbejdsdagens storternede skjorte.
Efter lang tid kommer musikken og streger ind og streger under. Det er høst og det er sensommer. Og som i alle rutiner er jeg bundet i årets stadig gentagne tid. Og i årenes, Kris har blidt overtaget onklens plads i førerhuset, hun ser hans kræfter svigte, glad kører hun videre, det er høstarbejdets tid.
Blikket over det storladne landskab i lavt aftenlys afslutter dagene, Kris’ blik forstår jeg…
LINKS
https://www.dfi.dk/en/english/news/local-drama-uncle-meets-tokyo-audience (Synopsis and director’s comment in English)
https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/frelle-petersen (Instruktørbiografi)
https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000004216/hundeliv (Frelle Petersen: Hundeliv, 2016, streaming)
http://www.radio-danmark.dk/podcasts/filmland (Flot anmeldelse. Fra 48:10 ud)
