CAFx 2017 /Anbefalinger
COPENHAGEN ARCHITECTURE FESTIVAL
Jeg ser det store program igennem, koncentrerer mig jo om filmvisningerne, et par stykker af filmene kender jeg og kan kommentere, de fleste kender jeg ikke, men finder formuleringer i beskrivelserne, som gør mig interesseret. Først de to jeg kender, som jeg tidligere har skrevet om her på Filmkommentaren:Tarkovskijs Solaris, 1972 og Kestners Drømme i København, 2009:
SOLARIS
Jeg ved godt, at Solaris først og fremmest er et visuelt mesterværk. Og i den nye rensede og smukke dvd-udgave bliver jeg overbevist fra første billede. Dette russiske landskab omkring det nye gammeldags landhus brydes kun af en motorvejsbro langt væk – men smerten ved den kommer som et stik i idyllen.
Og smerten sidder i denne spiller Donatas Banionis som en særlig alvor fra dette allerførste billede, hvor skarpheden i smertestikket er lyden fra bilen, som kommer med gæsten, som indfører dialogen i kammerspillet, som herefter i den langsomme, langsomme rytme bliver elementet ved siden af billedfortællingen, og Solaris er mere end noget et kammerspil, et spil i replikskifte, i det russiske landhus, i dets smukke rum, og senere jo i rumstationen anderledes kølighed i kredsløb om planeten Solaris.
Herude forstår vi, at smerten hos Banionis er, som kollegerne der (låste i den videnskabelige kontekst, de selv dementerer) bemærker, en banal kærlighedssorg. Kvinden, som altså er i mandens tanke, kommer derude genfødt til stede og genkender sig selv på fotografiet, han har taget med. Og han ser hende rygvendt til stede, som fotografisk gengivelse og som spejlbillede… Læs mere:
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/547/
Vises under CAFx 5. maj 16:30 i Cinemateket
DRØMME I KØBENHAVN
… Netop dette er indsigtens kerne. Det er byen, som er konstansen i en evig variations og forandrings uforandrethed. Byen er der. Altid. Menneskene passerer. Og så er det sådan, at byen ikke er menneskenes.
Det er omvendt. (For alle tegnestuer i filmen er ens, alle forhandlingerne der er ens. Det er først i teksterne til sidst, vi ser, at en længere række tegnestuer har medvirket.) Som menneskene og deres liv er ens. De bliver til i elskov, de er i vejen for forældrenes travlhed, de kører ad de samme ruter alene i busserne, de mødes med hinanden i værksteder, på kontorer og i tegnestuer og tror, de skaber byen. De dør ensomme, og der ryddes anonymt op efter dem. Nye folk flytter ind i deres boliger, som tilsammen er byen, som består. I den fineste komposition af et mylder af juxtapositioner, fortæller Anne Østerud en historie så almindelig og så generel, men også så gribende, at jeg i mørket noterer ”lutter ømhed” som det eneste under den biografvisning… Hele anmeldelsen:
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/979/
Vises under CAFx 27. april 16:45 i Cinemateket
