CAFx 2017 /Nysgerrigheder
COPENHAGEN ARCHITECTURE FESTIVAL
Og så blader jeg videre i festivalkatataloget og fascineres ved enkelte bemærkninger i præsentationerne, formuleringer som gør mig nysgerrig. Først Kasper Astrup Schröders Big Time, 2017 om arkitekten Bjarke Ingels, hvor jeg bliver optaget af, at den skildrer, hvordan Ingels udfordres af svigtende helbred under arbejdet med de store nye bygninger i det centrale New York. (Grand Teatret 26. april 19:00) Det er åbningsfilm for festivalen og det er premiere for den helt nye film.
Når der i en filmbeskrivelse står at ”indvandrerne ikke vinder over de andre (de ’etnisk svenske’ unge red.) gennem ondskab og vold, men ganske enkelt fordi de bevæger sig i Göteborgs byrum på en klogere måde” bliver jeg nysgerrig på om de fremmede er bedre til at finde vej og på hvor elegant filmklipperen lykkes med at fortælle hvordan bevæge sig i Ruben Östlunds Play, 2011 (KU.BE 5. maj 16:30). Det er ordet ”klog” som i den sammenhæng fæstner sig ved mig. I beskrivelsen af Danmark ved Ganges, 2017 af Nicolás Nørgaard Staffolani er det ordet ”nostalgi” i formuleringen ”om der (i kolonihistorien red.) er plads til nostalgi i en nøgtern postkolonial tid.” For mig er nostalgi en vigtig grundlæggende følelse af længsel, smerte, skønhed, orden, ro. Er det sådan instruktøren skildrer Indiens “engang smukkeste by”? (Nationalmuseet 2. maj 17:00)
”Jacques Tati skabte sin helt egen kulisseby, Tativille, der med den nye 4K-restaurering fremstår lige så imponerende som den var tænkt” står der om instruktørens Playtime, 1967, og jeg tænker lige hvad det mon sådan formuleret i tekst er redaktøren ved om hvor imponerende Tativille var tænkt af Tati, hans arkitekt og snedker? Men den nye version af filmen viser det altså (Cinemateket 4. maj 16:45). Var det muligt, må jeg helt bestemt se den! Ligesom jeg nødvendigvis og absolut skal se Stanley Kubricks ”enorme samling æsker, som var fulde af research fra de perfektionistiske film i hans sene fase”, som Jon Johnson i sin Stanley Kubrick’s Boxes, 2008 åbner og folder ud, vel i det klogeste kloge filmessay håber jeg fuld af forventning. (Cinemateket 6. maj 21:30)
Jeg kan huske, at Frantz Ernsts Ang. Lone, 1970 var en smuk film, nu genser jeg den virkelig gerne, mærker jeg tydeligt, også når den her i kataloget præsenteres som ”70’er-realisme” i et cinéma vérité – inspireret drama med ”socialkritisk bid og udstrakt brug af location-optagelser som giver filmen et næsten dokumentarisk strøg.” (Cinemateket 28. april 16:45) Jeg bliver glad og nysgerrig ved at læse sådanne formuleringer…
