Christian Sønderby Jepsen: Fuglekongerne
Avisen i Skagen har fotograferet denne mand, som er den ene hovedperson i Christian Sønderby Jepsens nye tv-dokumentar. (Det låner jeg. Jeg har desværre ikke noget still fra dokumentaren.) Han hedder Rolf og han er i dag enten nr. 1 eller nr. 2 på en vigtig rangliste, listen over ornitologer, som har set flest fugle. Det er noget mere end 400 og de mest sjældne er selvfølgelig fulgt af mest prestige, en bøffeland, en citronvipstjert, en stribet græshoppesanger. Han er oppe mod en mand fra Ringkøbingegnen, Munck hedder han, og i Sønderby Jepsens film følger vi de to mænds kamp (igen to mænds rivalisering, som i Side by Side…) om at føje en sjælden fugl til deres liste over iagttagelser, som de vel at mærke alle har fået omhyggeligt anerkendt af organisationen, af betroede kolleger. Det er dokumentarens historie, den skildrer nogle afgørende uger, hvor Rolf søger at vippe Munck af stillingen som landets bedste fuglekender, -iagttager, -spotter.
Kampen skildres mod et smukt tænkt og fotograferet bagtæppe af landskaber og figurer i gruppe. Som en trækfugleflok forbliver de uden enkeltindividualitet, dog enkelte trækkes frem for at kommentere Rolfs og Muncks forehavende, som de bedømmer overbærende, måske også på måder anerkendende, mændene på deres neddæmpede, fagorienterede måde, de få kvinder på deres… Ingen siger særligt præcist, hvad det går ud på, udtalelserne er overfladisk generelle: det er en prestigekamp, det er samlermentalitet, de er, måske i højere grad, men som alle ramt af en samlermentalitet. Rolf selv ser biologisk på det, han og Munck er begge alfahanner, siger han et sted, et kort blik fra en kvinde til ham et andet sted følger den tolkning.
Men hvad mener dokumentaren? Har den overhovedet en kerne af indsigt i det eksistentielle? Jeg er ikke sikker. Men det er tydeligt, at som sine hovedpersoner rummer dokumentaren ej heller tvivl. Den er uden undren, uden tøven, skabt i ren accept. Dens iagttagelse er båret af udelt fascination af de to mænd og deres forehavende. En speciel fascination, man som de fleste i bagtæppets figurgruppe, vil jeg tro, kan have svært ved at dele. Både mens man ser dokumentaren og bagefter.
Christian Sønderby Jepsen: Fuglekongerne, DK 2012, 28 min. DR2, set på http://www.dr.dk/TV/se/fuglekongerne/fuglekongerne#!/ hvor den kan ses til 12. oktober, altså nogle dage endnu.