Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten
Nedturen fra høje forventninger er i sig selv forstærkende på skuffelsen. Og jeg skal tage mig sammen, jo.. det er.. det ER da en fin film. På mange måder. Og i hvert fald er den en vigtig landvinding i Christoffer Guldbrandsens samlede værk. Han har tidligere været på vej ind i sine film, derind, hvor jeg har savnet ham. Her tager han ordet fra begyndelsen: “Naser Khader som jeg har kendt i syv år har bedt mig lave den her film”. Sådan, her er den så. Jeg er ikke i tvivl om, hvem, der fortæller, hvem, det er, der skriver dagbog fra sit besøg i midten af dansk Christiansborgliv.
Og hvad er det ikke for mærkelige mennesker, han møder! En hovedperson, som får alle de andre til at holde vejret, hver gang han siger noget, og seerne med. Flere af scenerne kender vi jo fra tv-reportagerne – og vi krummer tæerne på forhånd, har lyst til at gå ud i køkkenet. Så pinligt er det. Og de andre er ikke stort bedre. Filmens hovedproblem er således valget af medvirkende, ikke én har en karakters udstråling. Og valget af medvirkende var jo ligesom givet på forhånd, de fandtes ikke bedre. Og hvad gør man så ved det? Til en oplevelse i sig selv, naturligvis. Og det gør den sørme, denne ferme film. Fotografiet og Steen Johannesens sikre klip fører os igennem løjerne frem til en summarisk, kaotisk slutning, som i nogen grad mister prægnans. I mine øjne filmens andet hovedproblem. Hvad er dens summa summarum?
Tilbage til dagbogsskriveren. Min helt, som jeg holder med, nu, da ingen af de gennemgående uheldige helte forfører mig. Fortællerens stemme er rolig og besindig, han er min mand i dette. Men stemmen er også mærkeligt umeddelsom. Dagbogens tekst forbliver på det forsigtige begivenhedsrefererende plan. Hvor er forfatterens, instruktørens, auteurens refleksioner og analyser? Ikke i skriften, ikke endnu, og altså ikke i denne film. Selv om Guldbrandsen er på spring til at skrive sin mening. Desværre. Jeg ved, han vil sige, jamen refleksion og analyse er der i fotografering, klip og lydmontage, det er jo film, mand! Og jeg svarer, jeg synes ikke helt, det er tydeligt nok. Jeg mangler den klogskab, den visdom, din stemme røber. Venter tålmodigt på din næste film, som jeg så håber, du går helt ind i.
Dette er en overmåde dygtigt lavet film om en række i og for sig uinteressante politikere, som svigter hinanden og deres projekt så markant, at det udgør en ret underholdende historie, som dagbogsstemmens eftertanke desværre lader uberørt, men fotografi og klip elegant følger næsten til dørs, men kun næsten: er det politiske håndværk så lavtstående i vor tids mainstream? Jeg kommer til at tro det, indtil Christoffer Guldbrandsen næste gang eftertænksomt uddyber svaret.
Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten kan frem til 10. marts ses på Dokumanias hjemmeside. Den genudsenders på søndag kl. 21:50 på DR1.
