Christopher Olgiati: Mad Dog
Den medvirkende på dette still hedder Ali Aujali, og han har som libysk topdiplomat arbejdet tæt på Gaddafi i fyrre år. Han gik over til oprørerne 2011 og blev deres første ambassadør i Washington. Aujali er hovedvidne i Olgiatis film ”Mad Dog”, som DR Dokumania sender på tirsdag 18. februar kl. 21. Den skal selvfølgelig ses, den kommer fra Nick Frasers ”Storyville” på BBC Four, det er i sig selv grund nok. Og en mand, som har arbejdet sammen med den forfærdende libyske leder i fire årtier, skal man da høre på. Jeg skal selv se og høre igen, for jeg er i første omgang skuffet og forvirret. Hvad er det her for noget?
Undertitlen er ”Gaddafi’s Secret World”, og den titel lover, hvad filmen er, en journalistisk afslørende skildring. Altså ikke et portræt af manden, ikke en biografi, ikke en analyse af hans politik og slet ikke en beskrivelse af den magtkonstellation, som bragte ham til lederposten ved et kup, den konstellation, som holdt ham på lederposten og ikke en analyse af rokeringerne i den, selv om der da må have været en del. Nej, det har ikke fristet Olgiati, det er mandens hemmelige liv, hans voksende sindssyge, som hans film holder et i mange momenter særdeles nyfigent fokus på. Det er en mærkelig film, mærkelig, fordi den, som jeg ser den, er uden kerne af indsigt. Jeg kan nemlig ikke tro, at skildringen af en mulig sindssyge i vækst er værkets inderste erfaring. Men hovedtitlen tyder jo på det.
Jeg har en mulig forklaring på min desorientering. Jeg er påvirket af en anden BBC film, en underholdningsfortælling, som sammenstiller en dag i Stalins liv, en dag i Idi Amins liv og altså en dag i Gaddafis liv. Jeg så den for nogen tid siden. Den har en del af det samme arkivstof, mener jeg, er ellers lavet som spillefilm. Og den er på alle måder ubehagelig i sin smagende stilisering, synes jeg. Den film kommer jeg hele tiden til at tænke på, og det forstyrrer mig i koncentrationen om Olgiatis arbejde, fordi jeg har så svært ved at se, hvad han egentlig selv vil lægge til. Så ”Mad Dog” bliver for mig en skrækkelig film, en række gentagelser og gennem utroværdige vidner en række overflødige bekræftelser af en række allerede beviste kendsgerninger og kendte rygter i flæng. Det er – bortset fra de grusomme detaljer, hvor jeg må lukke øjnene og skrue ned for lyden – en triviel fortælling, en ulidelig gentagelse af den vulgærpsykologiske almindelighed, at bare skyder et helt regimes ufattelige brutalitet og utallige forbrydelser ind under en diktators, en enkelt persons sygdomsramte sind. Det trods kendsgerningen, at gennem fyrre år har manden på fotoet medvirket og utallige med ham. De har regeret med en stor del af befolkningens støtte og under dens begejstrede tilråb.
Altså ondskab simpelt hen hos mange, manglende viden hos de fleste som manglende viden hos præsidenten selv.
”Mad Dog” er delt ind i en række afsnit med overskrifter, fint nok, men jeg får alligevel ikke overblikket, oplever ingen udvikling i historien, i filmens argumentation. Imidlertid er der – og det er vigtigt, og der ligger mit håb om at forstå – en gennemgående speak, som jeg burde have været mere opmærksom på. Det vil jeg være på tirsdag. Og så desuden lytte ekstra opmærksomt til manden på billedet.
UK 2014, 85 min.
Link: bbc.co.uk/news/world-africa
Link: bbc.co.uk/programmes/
