CPH:DOX 2014 /Pedro Costa
”Cavalo Dinheiro” (HORSE MONEY) af Pedro Costa
Venturas kærlighed er denne hviskende kvindestemme, denne forsigtige berøring, denne ærbødige beskrivelse af hans fingres skønhed. Neglenes form, deres hvidhed…
Jeg har engang mødt Pedro Costa. Og efter det møde kan jeg ikke skille hans person fra hans film. I mig er han sine film. Vi var i jury sammen på en filmfestival i Bilbao. Jeg ved derfor, at Pedro Costa er venlig, men urokkelig, alvorlig, kritisk og stærk. Han har gjort stort indtryk på mig, påvirket min oplevelse af filmkunst. For al tid. Og det er selvfølgelig noget, jeg tænker på hele tiden, når jeg ser ”Horse Money”. De interviews med Costa, som jeg læser, er farvet af dette forhold. Uanset intervieweren erobrer Costa rummet og taler med vægt. Det læser jeg gennem referatet. Hans svar har tyngde, den tyngde, at jeg ligesom kender dem i forvejen og alligevel overraskes.
Hans hovedperson Ventura er som Joyce’s Finnegan murer, han er ikke som Finnegan faldet ned fra stilladset og dræbt, i hvert fald ikke han (men vist nok flere af hans arbejdskammerater), men han er død den 23. juni 2013. Det ved jeg. Filmens nu kan være dødsøjeblikket, som Joyce’s romans nu er det wake, som finder sted på byens pub aftenen og natten efter. I dette nu gennemlever Ventura (ligesom Finnegan) sit livs afgørende scener. Disse scener har Pedro Costa skabt i dybt gribende clairobscur filmbilleder som Jacob Riis’ New York fotografier med det pludselige magnesiumlys. Filmens titelsekvens er en næsten lydløs suite Riis-fotografier af mennesker i fattigdom og nød i byens slum. Ventura lever eller har levet tilsvarende steder i Lissabon.
Pedro Costas ”Horse Money” var en af mine store, store oplevelser under CPH:DOX i år. En filmisk biografisk tragedie i store, uforglemmelige, langsomme scener af erindringer og samtaler og steders nærvær og uafbrudt autenticitet i og hos medvirkende. Et mishandlet, men rigt levet menneskeliv skildret i Venturas = Joaquim de Brito Varelas nervøst sitrende smertende krop gennem nogle døgn vel i et gammelt hospitals kældre, trapper, gange, sengestuer, undersøgelsesrum afløst af tilbageblikkenes mange steder og hændelser og til sidst i den allerlængste scene lukket inde med befrielseskrigenes og revolutionens erindring og en sort infanterist i en elevator på sygehuset før afskeden med den hvidklædte læge i portåbningen.
Portugal 2014, 104 min. Vistes på CPH:DOX 2014 den 10. og 14. november.
