Danske Dokumentarfilm 2018
Etnografen Henning Haslund-Christensen står på fotografiet midt på højslettens vældige tomme flade med bjergene i dis langt, langt borte. Fotografiet er fra en af hans mange rejser i Mongoliet…
Jeg har som til tidligere nytårs opsummeringer udvalgt de danske dokumentarfilm fra 2018 som jeg i årets løb har været mest glad for og fundet vigtigst. Som Tue Steen Müller 1. januar på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 film har jeg valgt 6 film blandt dem jeg har set og husker. De listes her op kronologisk med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.
Jeg spurgte herefter også som tidligere mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: Andreas Dalsgaards Fædre & Sønner.
Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, har det atter været et fantastisk år for dansk dokumentarfilm.
Torben Skjødt Jensen: Carl Th. Dreyer – min metier
”… Og det er jo så stil, ligesom den filmmåde jeg har mødt i Skjødt Jensens film al tid, men som først fæstnede sig som stil i min forståelse med Flâneur, 1993 ved en visning i en meget stor biograf i Clairmont-Ferrand. Hans film hører hjemme i biografen. Det er jo fotograferingens drømmende skarphed, musikkens arkitektur i en fremmedheds velkendthed, sætningernes helt nye gammeldags alvor, alt samlet i collagens tillid til associationens relevans af klippenes blide konsekvens.”
”… Torben Skjødt Jensen lagde med Dreyerfilmen fra 1995 denne stil ned over Dreyers indsats i dansk kunst, i verdenskunsten. Nu har han understreget sin stil og forbedret sin film, især ved, at en lang række forfærdende smukke og nyrestaurerede citater fra Dreyers film er lagt ind og på plads i hans nye essays fortællende forløb, så de ligesom bæres frem i procession gennem 1995-værket som fortjener det, bæres i triumf.”
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4391/
Katrine Philp: False Confessions
”Jeg er naivt chokeret efter jeg har set den film. Indset jeg er et uvidende fjols. Jeg vidste jo ikke politiet måtte lyve, lægge fælder, udøve psykisk tortur, udmattelse og søvnberøvelse for som deres afhørings eneste formål at fremtvinge en tilståelse, også gerne en falsk, så politifolkene, som forhører og deres politistation kan få en imponerende succesrate. Nej, ikke af opklaringer, af tilståelser. Jeg vidste det ikke, nu ved jeg det er tilladt og endog almindelig praksis. Jo, i visse lande. Men i USA, i New York??…”
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4279/
Andreas Dalsgaard: Fædre & Sønner
”Jeg reagerede spontant efter filmoplevelsen ved at skrive en mail til kollegerne: ´Så, Tue og Sara, har netop set filmen om Henning Haslund-Christensen og hans to sønner og om Torgut folket og om ekspeditioner og indsamlinger og kulturdrab og tabet af hukommelse. Den er vidunderlig og Michael i den er så ægte charmerende som ude i virkeligheden. Nu vil jeg gøre hvad jeg kan for at skrive om Dalsgaards store filmiske fortælling.’ Sådan, nu havde jeg lovet det, røbet min samlede vurdering, som kun kan blive alle vore 6 penne, røbet en disposition for min tøvende, langsomme kommentar, som skal begrunde vurderingen…”
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4247/ og http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4257/
Boris Benjamin Bertram: The Human Shelter
“Kantokainen, Norge. Jeg bestemmer for mig selv med det samme at følge den unge kvindes forklaring på tid, et diktum som både er hendes opvækst og hendes beslutning. Tiden går ikke, den kommer. Det vante ur er her dyrenes selvfølgelige liv og landskabets skiftende lys. Jeg tror, det er hvad hendes smukke sang handler om. Denne alvorlige skønhed i rensdyr-nomadens fire hjem til de fire årstider…”
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4223/
Max Kestner: Slette omstændigheder
” Et centralt nærbillede er fra en scene hos en grafolog. Er det et ”a” der på kortopmålingen? Hvad særligt er der i givet fald ved det ”a”? Jeg kan ikke svare, jeg kan ikke skrive om Max Kestners forunderligt vidunderlige film uden en spoiler sniger sig ind. Eller kan jeg? For hvilken undersøgelse foretages? Eller er det sådan, at flere undersøgelser overlapper hinanden? Er filmen en spændingsfilm, som jeg lægger væk, når jeg har fået vejret, eller er den et essay, som jeg stiller på reolen, så den gemmes nær mig, fordi de spørgsmål, det essay rejser, kaster flere af sig, flere spørgsmål, flere undersøgelser, yderligere læsninger? … ”
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4206/
Mikala Krogh: A Year of Hope
“…Mikala Kroghs kyndige kritik, hendes vurderende blik er her og overalt i hendes værk den venlige, loyale holdning. Hun er ikke neutral, men hun vil, tror jeg, kun iagttage og se og forstå. Der er her ikke forklarende interviews eller samtaler med centerledelse eller medarbejdere, hendes blik bliver konstant i drengenes (og i politikadetternes) niveau, øjenhøjde og vinkel. Hun fastholder med sin film uden kameraets rysten, uden egen tvivl, men iboende vedholdende håbet: det kan lykkes, men det gør det ikke med det samme og hver gang, heller ikke i filmen for alle drengenes vedkommende. Men så er det forfra endnu en gang, for det kan lykkes ved at opføre sig ordentligt, ved at træne, ved at lære, ved at blive ved. A Year of Hope er en omhyggelig, klog og aldeles usentimental og filmkunstnerisk meget vellykket film. Ja, en dejlig film. Tankevækkende og så er den simpelthen så ordentlig”
