Den hemmelige krig

DEN HEMMELIGE KRIG (The Secret W

Det er så vigtigt at den undersøgelse af journalistikken i filmen er afsluttet. Og det er så vigtigt at debatten om den er kommet op.

Jeg hørte i dag gentagelsen af Lasse Jensens show (var det jo..) på tv-festivalen, denne særlige live-udgave af den seneste af hans dygtigt lavede radioprogrammer “Mennesker og medier”. Hvor man – så vigtigt igen – indkredsede problemet med genreglidningen fra journalistisk dokumentar over dokumentarfilm til fiktionsgreb og spillefilm. (Det prøver jeg at skrive om senere.)

Igen igen handlede diskussionen imidlertid om det journalistiske håndværk, om det etiske regelsæt på DR og om regeringens effektive spin (som vi altså stadigvæk er fanget i) og alene Ib Bondebjerg påviste, at Guldbrandsens film er en konsekvent fortsættelse af en klassisk DR tradition for kritisk journalistik på film.

Og så endte de ved spørgsmålet om, hvad filmen handler om. De kom dog ikke konkret ind på det: DK og Genevekonventionen om krigsfanger, tortur og statsministerens oplysninger til Folketinget.

Og så var det jeg fik lyst til at smide noget genbrug ind i den samtale. (Genbrug er jeg ikke ene om lige i dette..) For der er en indholdsmæssig ting ved den film ud over den klassiske linje, som Bondebjerg gjorde opmærksom på.

Som Guldbrandsen sagde til Lasse Jensen: “Filmen vil oversætte politik og jura til FØLELSER..” Og så er vi da vist med den godkendte, gedigne journalistik i hånden på vej ind i filmkunstneriske problemstillinger. Og sådant et program har Guldbrandsen måske også. Sådan en linje oplever jeg i hvert fald ved hans film. Og nu kommer genbruget. Fra et par steder i tidsskriftet “Film”:

Med gennembrudsfilmen “Fogh bag facaden” fra 2003 slog Guldbrandsen fast, at han ikke er til det klassisk dokumentariske stedets drama, han er ikke ude på at fornemme og gengive en impressionistisk baseret autenticitet. Han er ude i et regulært opgør med en meget gammel dansk udgave af traditionen for direct cinema, og det er ekstra tydeligt, fordi hans film ellers på mange måder ligner denne væren fluen på væggen. Men nej, den er det ikke. Noget er sket. Guldbrandsen bruger sine optagelser fra EU topmødet i København til at udtrykke sit eget indre drama, som er en trippende utålmodighed af aktion.

Så han har i Fogh en hovedkarakter efter sin smag, han er tydeligt i filmen glad for Fogs fremdrift og resultatsøgende fokusering. Uanset hans karakter i hvert fald i filmen demonstrerer, at indholdet af arbejdet klart viger for resultaternes ydre fremtoning, er Fogh en helt i instruktørens ekspressive indre drama om manden, der klarer sig ene – omgivet af få assistenter – mod alle.

Og på dette beror filmens elementære spænding. Ikke, som vi var vant til, på en analyse af magtspillet, de politiske modsætninger, de bagvedliggende historiske og økonomiske forhold. Dette er helt enkelt: klarer Fogh den polske regering, den tyrkiske, i kulissen Schröder, i baggrunden Putin? Og først og fremmest klarer han tidsplanen og den tekniske side af den polske løsning? Og så som lokal underholdning, hvordan tryner han sine omgivelser, vælger ud og omplacerer blandt sine rådgivere, får gjort udenrigsministeren til grin? Og igen, alt dette bliver ikke til analyse i filmen, det bliver til dramaets konstruerede indhold. Det er ikke direct cinema, det er slet ikke cinéma vérité, det er ikke journalistik. Det er gedigen og original Guldbrandsen.

“Fogh bag facaden” er allerede en nyklassiker, en film om det moderne professionelle menneske for hvem, sportsverdenen sætter den ideologiske agenda. Hvor det handler om at vinde, hvis man vil være med. Den piberygende og indholdstunge og causerende udenrigsminister er taberen, hans plads ved bordet overtages af økonomen, som regner den polske løsning ud. Heltinden i filmen er Pui Ling Lav. Hun er ustandselig ved Foghs side med sin mobiltelefon og aftalelister og dagsordener og programmer under stadig revision. De er Foghs folk, de kan følge med på løbeturen. Og de er Guldbrandsens moderne action-karakterer, nørden og heltens effektive kvinde.

Mogens Lykketoft er taberen som helt. Instruktøren anbringer lige i begyndelsen af “Lykketoft finale”, 2005 den tanke, at vildt kompetente Lykketoft burde stifte sit eget parti for elitetænkning som hjemsted for de ikke folkelige politisk dybt engagerede, som i dag er hjemløse.Han sidder filmen igennem og skriver. Og tænker. Konfererer med Morten Boje Hviid, den personlige rådgiver, og de tillader sig fordybelser, alt er i denne film modsat indhold og stil i Fogh bag facaden. Fra begyndelsen glider den dramatiske kurve modet uafvendeligt nederlag, socialdemokraternes tilbagegang er voldsom. Dette er en meget gammel- moderne kunstnerisk problemstilling, kongens fald og taberen vinder, måske alligevel.Og Guldbrandsen foretager et dobbeltgreb: da hans helt vil tabe valget i virkeligheden og dermed i filmen, må han vinde i filmen på anden vis. Denne indre sejr klipper Olivier Bugge Coutté frem til instruktørens kabale.

I ” Den hemmelige krig” er journalisten, Guldbrandsen selv, hovedpersonen. Han fører os igennem sit detektiviske arbejde ved sin reflekterede kommentar. Han er selv i billedet inde i sin film – mærkeligt uden det bliver et meta-greb. Det er ikke kunstigt, sådan er det bare. Og han arbejder i et lydunivers, som alle har lagt mærke til, og flere har angrebet som overfladisk og manipulerende, som kunne det være begge dele på én gang. Det kunne dog også være, det var del af en sindrig konstruktion…

Og så har vi støjen, som er med til at forvirre dem i deres tidsbegreb og deres retning. Musikken, eller hvad man kan kalde den, kører med uregelmæssige rytmer, og der kommer hak i båndet, som også er uregelmæssige, så man kan ikke bruge det til at stedbestemme og til at tage tiden. (Steen Bornholdt Andersen, oberstløjtnant, chef for Institut for sprog, Forsvarsakademiet til forsvarschef Jesper Helsø) I Dola Bonfils K-Notatet fra 2004 er der en scene, hvor militært personel træner tilfangetagelse. Der er en bemærkelsesværdig lyd over hele scenen. Militærpsykologen, som leder øvelserne, forklarer forsvarschefen, som er på besøg, hensigten. Det er en konstruktion som skal afmontere muligheden for meningsfuld tolkning af situationen. Fangerne med bind for øjnene skal forvirres så meget som muligt. Lidt længere inde i sekvensen tager filmens musik, et Carl Nielsen-tema over. Svagt. Men tilstrækkeligt til, at man er orienteret. Nu er man tryg inde i fortællingen igen. Lyden fra optagelsen (og håndteringen af de tilfangetagne) er ikke hele virkeligheden, den virkelighed, som filmen etablerer. Den skal i konstruktionen være en del af Jesper Helsøs centrale overvejelse, som han tavs er i under hele inspektionen, fornemmer man, men som Bornholdt Andersen provokerer ham til at verbalisere mod slut, at visse grupper af dansk militær må trænes i moderat fysisk pres, som han med et berømt citat formulerer det. Og Helsø præciserer, hvad der er tale om, i sekvensens sidste scene i bilen på vej hjem: torturens enkle verden. Filmens etiske overvejelse er, at for at forberede sig på at blive afhørt under fysisk pres må militært personel lære at udøve fysisk pres, og den viden kan også anvendes i visse situationer, hvor der så vil blive set bort fra Geneve-konventionens bestemmelser. Den overvejelse findes ikke i dialogen mellem de medvirkende, den findes ikke i Helsø-interviewet i bilen, den findes ikke i reportagestoffet, den findes ikke i filmens journalistiske lag. Ikke som færdig overvejelse. Den findes båret i filmens konstruktion, og i den er lyden et bærende element. Her specielt musikken, musikken fra militærpsykologens bånd uden tid og sted, som møder denne Nielsen-tone af stil og retning.

*

Sådan virker lyddesignet i ” Den hemmelige krig” også, ikke som underlægningsmusik eller illustration, men som søjle i filmens arkitektur. Altså kan det, som nogle har opfattet som manipulerende greb i overfladen, også opfattes som integreret i selve den dramatiske opbygning. Hvor filmen på sit dramaturgiske sted er forvirret og uden retning i sin detektivindsigt, er den det, fordi musikken eller hvad man skal kalde den som militærpsykologen udtrykker det, er konstrueret forvirrende og uden retning. For den skal med sine gentagelser og endeløse treklang motiver og langsomme orkesterlignende akkorder være det mentale rum af manglende oplysninger og halvfærdige formodninger den detektiviske journalist og hovedperson befinder sig i på visse punkter i undersøgelsen især, fornemmes det, i filmens begyndelse.

*

Fire minutter henne har vi også en bankerytme, en tromme, vist. En spændingsopbygning som for eksempel efter et interview med forsvarsministeren. Som billederne ofte i genrens interne sprog er ”truende bygninger” er lyden ofte truende musik. I slappe værker er det selvfølgelig træt konvention. Men ikke her, hvor man bliver antastet. Og visse film er ikke meddelelser. De er konstruktioner af anfægtelse. Nye stykker skabt virkelighed at forholde sig til og leve med. Med fortsat lån fra arkitekturen kan man sige, at deres bærende elementer er til for deres bårne elementer, som er den samlede indsigt på ethvert punkt af sådanne films story line. De journalistiske af slagsen minder om meddelelser og budskaber, men de er det ikke. De er personlige, subjektive fortællinger, ofte om at finde ud af tingene. Og journalistikken er så et af de andre bærende elementer. Ved siden af lyden.

*

At det forholder sig sådan med Den hemmelige krig, burde egentlig ikke forbavse nogen. For sådan var det også med Fogh bag facaden og Lykketoft finale. Filmene er ikke tv-dokumentariske informationer, de er kunstneriske konstruktioner. Det betyder ikke, at journalistikkens krav til dokumentation og vederhæftighed er væk – det ville jo svække den kunstneriske konstruktion, hvis nogle af de journalistiske søjler ikke er til at stole på, ikke bærer oppe og støtter som de skal.

*

Som altså lyden bearbejder, støtter, understreger forstærker eller mildner de dele i filmens arkitektur, som instruktøren vil fremhæve ved et forte eller et piano. Lyden er instruktørens personlige bud på det, som ofte kaldes stemningen, som er noget vældig kompliceret noget, men oversat til sprog let ender i banale adjektiver, og personlige bud på fortolkning, som er mindst lige så indviklet, og igen oversat bliver til en falsk sikkerhed. I filmscenens ubeskrivelige kompleksitet lever imidlertid usikkerheden, angsten, vreden.

* 

Guldbrandsen ser journalistisk uimponeret på sine optagelser, ser dem ikke som kilder men som materiale til sine personlige fortællinger om en sejrens mand, en nederlagets mand og en kritikkens og eftertankens mand i dette rige. Igen i Henrik Pontoppidans ånd.

*

Og som digterens bøger kan de tre Guldbrandsenfilm lånes på biblioteket, “Den hemmelige krig” findes lige i dag på 25 biblioteker.

**

Tilfoejelse fra Tue Steen Müller: Det er ikke noedvendigt at gaa paa biblioteket for at se “Den hemmelige krig” – den kan ses gratis paa www.dr.dk /dr2/hemmelig, som gengiver hele debatten og hvor filmen kan ses i sin fulde udstraekning. Beklager oe og ae, jeg er i Edinburgh og UK tastatur har begraensninger.

***

USA vs. Al-Arain

Set på European Filmcollege under DFI Branchetræf for dokumentarfilmfolk 24.-26. august 2007

Her er en film som allerede i titlen sætter sig solidt på den stol som handlingen ikke sætter sig på. Titlen lover mig historien om den palæstinensiske universitetslærer Al-Arain som for 17 år siden bosatte sig i USA. I 2003 blev han arresteret og anklaget for at have støttet en organisation på terroristlisten. Han blev først frikendt, så i den genoptagne sag dømt. Det er en oprørende historie om et ret åbenlyst justitsmord. Filmens titel lover mig den historie. Og den film ville jeg gerne se.

Men instruktøren vil noget andet. Hun vil skildre dagligdagene i Al-Arains familie, hos hustruen Nahla og deres fem børn under den seks måneder lange retssag. Den film har jeg, nu jeg er lovet den anden, meget mindre lyst til. Det er ellers for så vidt et gedigent dokumentarfilmprojekt, og klassisk, dette sociologiske studie. Men dt forudsætter prægnante medvirkende, castet på deres kvaliteter egne kvaliteter. Og det forudsætter et dagligt drama i deres interaktion.

Og dette lykkes ikke for instruktøren Line Halvorsen. Karakterernes udstråling kommer ikke frem i øjeblikkene og udvikles ikke gennem de 85 minutter. Dagenes hændelser bliver aldrig til det drama som skulle bære filmens forløb. Spændingen bindes alene til denne voldsomme ydre begivenhed, den groft uretfærdige retssag, men den slår tilsyneladende ikke ind på livet i hjemmet, så det kan få dramaturgiske konsekvenser.

Line Halvorsen vil ét være flue på væggen i hjemmet, men tilbydes noget mere, en voldsomt vigtig journalistisk historie. Og hun har ikke kunnet vælge. Så hun lykkes ikke rigtigt overbevisende med nogen af de to, sætter sig mellem de to stole.

En overmåde vigtig film er det alligevel. Man får et indblik i Al-Arains skæbne og rystes. Dertil kommer, at producenten Dalchows Verden omhyggeligt på hjemmesiden www.usavsalarian.com/case/news.html hele tiden opdaterer historierne, begge to. Til sammen er dette materiale en omhyggelig opmærksomhed værd, naturligvis.

USA vs. Al-Arain, Norge 2007, TV2 57 min. DVD 85 min. (Dansk version i handel nu) Instruktion: Line Halvorsen.