Doku på nettet – lav din egen gratis festival
På den engelske tv station Channel4, som var forbilledet for danske TV2, men som i dag programmæssigt er ligeså ligegyldig og kommerciel som sin danske aflægger, ved man godt at dokumentarfilmen, som i starten af stationens levetid var dens adelsmærke, er ladt i stikken på en programflade, hvis første formål er at underholde.
Derfor har Channel4 oprettet et site, som sprudler af vitalitet og udelukkende viser dokumentarfilm. Korte og lange. Nye og gamle. Helt frit og franko. De nye korte film på hjemmesiden er lavet af unge talenter, der bruger sitet som et springbrædt til at få fødderne indenfor i en engelsk filmbranche, hvor der hersker en voldsom konkurrence.
Jeg så her til morgen “Larke” og “Human Caviar”, som begge kan anbefales blandt et væld af muligheder. For folk med interesse for dokumentarfilmens historie – og for engelsk historie – ligger der, også til frit gennemsyn, film af engelsk films store poet Humphrey Jennings (f.eks. “Listen to Britain” som blev lavet under krigen) eller af Lindsay Anderson, som blev berømt for sine spillefilm (f.eks. kostskolefilmen “If”), men i virkeligheden var meget stærkere på dokumentarfronten. Se f.eks. “O Dreamland”.
Af nyere store navne fra sitet: kan nævnes Nick Broomfield og Kim Longinotto (mesterværket “Divorce Iranian Style”) og Molly Dineen (“Geri” om den tidligere Spice Girl). Gå selv på opdagelse: http://www.channel4.com/fourdocs/