Dostojevskijs Idioten i Cinemateket med mere…
… i et arrangement, som med rette blev kaldt for et maraton, visning af en russisk tv-serie bygget over romanen fra 2003 – 10 afsnit af en længde på 50 minutter. Publikum – vi – sad lørdag i Cinemateket fra 13.30 til lidt over midnat, over ti timer, afbrudt af pauser, én af dem med servering af bortsch, rødbedesuppen som jeg har nydt mange gange hjemme, og i Skt. Petersburg og hos Sonja Vesterholt, som også var at finde i biografen og som selvfølgelig havde set flere filmiske udgaver af den vidunderlige bog, som denne gamle bibliotekar har læst – og nu har lyst til at genlæse.
Det var stor skuespilkunst, som serien frembragte – mere det end stor filmkunst, fokus var på teksten, dialogerne, dramaerne og de mange morsomme situationer, som udspinder sig omkring det gode menneske fyrst Mysjkin, der blev spillet af Yevgeny Vitalevich Mironov. Det gjorde han fabelagtigt, intet mindre.
Er han kendt, spurgte jeg i en pause Rikke Helms, som om nogen kender til russisk kultur efter mange år i Moskva, Riga og Skt. Petersburg, hvor hun var leder af Det danske Kulturinstitut og bl.a. i 2010 generøst lagde lokaler til et dokumentarfilm-seminar for russiske filmfolk, som jeg var ansvarlig for. Meget vigtigt for deltagerne. Tak!
Ja, mon ikke, besvarede Helms mit spørgsmål, serien var hans gennembrud som skuespiller – og jeg kom til at tænke på, hvor lidt vi ved om russiske skuespillere af verdensklasse. Eller jeg ved. Ved et kig på wikipeak har jeg set Mironovs imponerende filmografi og lange række af hædersbevisninger. Selvfølgelig har han også spillet Hamlet. Det gad jeg godt nok se!
Ros til Cinemateket for et sådant arrangement og for det fremragende program for januar og februar. Der er kvalitet over hele linien og et bredt repertoire, mildest talt. Lad mig nævne et par instruktører som der er et retrospektivt fokus på: Andrzej Wajda (inklusiv et par dokumentarfilm der lyder spændende), Jacques Becker (”Smukke Marie” med Simone Signoret!), og Lanzmanns ”Shoah” igen igen – og tak for det, det er vel den vigtigste dokumentarfilm ever made. Og så er der film fra ”Iran 1979”, Kim Larsen in memoriam, selvfølgelig, Tery Gilliam, Murakami, Gøg og Gokke Osv. Osv. Programmet stråler af veloplagthed. Og så står der – med rødt – ”Event” ved hver andet arrangement, hvilket betyder, at der er tilsvarende, dog ikke så lange, arrangementer som ”Idioten”, med mad og drikke eller med introduktioner til filmene. Spørgsmålet er om ikke Cinemateket overdriver det sidste, introduktionerne, hvor jeg i mange sammenhænge har siddet og sagt til mig selv ”kom så i gang”, med filmen!
