DR1 om Evangelist
DR1 Dokumentaren i aften, ja, jeg skulle da se den. Selv om hjemmesidens tekst bestemt ikke lovede nogen indsigtsfuld skildring, endsige noget klogt essay på film.
Den pressemeddelelse og den dokumentar er en på anden ganske bestemt måde frelst og mindst lige så fordomsfuld journalistisk kulturs moralistiske angreb på anderledes tænkende og handlende. Forklædt som samfundsmæssig ansvarligt og bekymret kritik.
Jeg bryder mig ikke om den form for journalistik. Jeg får lyst til at tage Evangelists defensorat. Der er til nu, fortælles det i tv-dokumentaren intet ulovligt påvist. Og den alvorligste anklage, som blev rejst i løbet af tv-timen, en politianmeldelse for kvaksalveri, blev ikke fulgt til dørs, ikke afmeldt.
At medlemmer af menigheden tilsyneladende frit kan vende tilbage til den forladte familie blev derimod meddelt i tekstskiltet til slut. Kira havde igen kontakt med sin søn. At Jannes bankmand ikke vil tilbage til hende kan jo skyldes så meget. Tænker man efter at have lært hende lidt at kende.
Jeg synes, det er en overmåde tynd historie, sådan journalistisk. Kunstnerisk ville den den være umulig uden behandling af al al den tvivl, den rejser. Filmisk er der intet at skrive om.
Jo, castingen måske. Den eneste spændende medvirkende er skurken, Christian Hedegaard. Og sådan skal det efter oplægget da ikke være?
Jeg giver to penne for at blive gjort opmærksom på denne fundamentalistiske bevægelse i Gørløse og Arnborg. Interessant, for så vidt.
Vibeke Heide-Jørgensen: “Gud i Gørløse”. Set på DR1. www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1