Eric Pauwels: Les Films rêvés 2
Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.
Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.
Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død…
Nej, nej, det begynder som så ofte før titelskiltet, det allerførste billede er den tålmodige edderkop i sit spind, så kommer det blå havehus, sommer og vinter og stemmen, som fortæller, at dette bliver langsomt. Langsom drøm. Først derefter poetikkens kapitel 1: ”Nogle film er stumme – og nogle film taler. Nogle film har handling – og nogle film har iagttagelse. Der er erindringsfilm – og der er erindringer om film. Nogle film har lukkede øjne – andre åbner dem…”
Og man er straks inde i filmcitaterne, fornemmer man uden at kunne udrede det. Og jo, de første identificerbare scener er da Jørgen Leth referencer, både i billedet og i fortællerstemmen: ”… et hus, en mand, en filminstruktør… det begynder med et hus og det ender med en storm. En storm over havet, og vi er hos Odysseus og begynder i Troja. Filmen er om de store rejsende, om dem som elsker tiden, som går, at den går, og den rejsende må videre efter lange fristende ophold, han må hjem. Til det blå hus, til hunden, som straks vil genkende ham, til kvinden, den elskede. De store billeder fra erindringen dukker op.
Og her, stadigvæk i filmens begyndelse, sidder et langt afsnit om Jean Rouch. Mesteren var engang på besøg i havehuset. Han talte om det bevægelige kamera. Alt andet end det er ligegyldigt. Kameraets opmærksomhed hvad det drejer sig om. Det er, og han ser Odysseus’ hund, som hundens næse og lugtesans. Uafbrudt i bevægelse, registrerende alt.
Så pludselig en dag telefonbeskeden: han er død, kørte galt. Den lille film er som en tale ved kisten. Der er undervandsoptagelser af rokken. Folk, som ikke kendte til portrætkunsten, fortalte, da han viste dem postkortportrættet, at de sagtens kunne se, at det var den fisk. Og der kommer et langt citat fra Rouchs første film om fiskerne ved floden. Kun billeder og musik. Da de medvirkende så filmen, bad de Jean Rouch tage musikken ud, for den skræmte fiskene. Nogle film bør være uden lyd. Afsnittet slutter ved mesterens grav, en lille kongkhýlion anbringes på stenen, en hilsen fra fra cineasten i det blå hus ved havet. Filmen er i gang…
Eric Pauwels: Les Films rêvés, Belgien 2009, 180 min., oplysninger om dvd-distribution: cba@skynet.be
