Farida Pasha: My Name is Salt
Scenen med bagning af chapati er smuk. Hun er smuk, pandekagen er smuk, scenografien er smuk, iscenesættelsen er klassisk smuk, den er en hyldest til brødbagningen i det etnografiske fotografis historie, i dokumentarfilmens historie. Scenen er ikonografisk. Den er i direkte modsætning til filmens fleste andre scener ganske kort, men den behøver ikke være længere, jeg når at se den tydeligt, jeg retter: den skal selvfølgelig i dette værk netop være så kort at iscenesættelsen forbliver diskret.
Der er lige efter denne scene et interiør mere fra boligens indre. Børnene sidder i skrædderstilling på gulvet med en pude som bord og læser lektier. Så sker noget som ikke er med i iscenesættelsen af de to søskende, den lille pige retter på det naturligste sin ene fods stilling og gaber søvnigt. Jeg mærker det i mig selv, jeg er vel mere end fyrre minutter inde i filmen som jeg ikke vil slippe, mine øjne slappes i en indlevelse og jeg er lysvågen klar som denne skarpttegnede detaljes kontur.
Og jeg tænker tilbage til tidligere sceners tilsvarende præcise og afgørende vigtige iagttagelser: placeringen af et spændebånd på slangens fastgørelse til en af pumperne (den første jeg lærer at kende), til denne pumps studs. Pointen er todelt, spændebåndet er et lærredsbånd manden, faderen I familien, selv har lavet af et kasseret stykke klæde, det er den etnografiske konstatering, og faderen brænder fingrene på metallet som han lige har varmet op, det er det filmiske drama.
Filmen begynder i et nærbillede af et lergulv under tilblivelse vist nok, hvad foregår, jeg må selv finde ud af det, for den hæver blot blikket til store i mponerende totaler i et forunderligt landskab, et uendeligt goldt landskab, en vældig flade som blot billedet med den lave fuldstændig vandrette horisont afbalancerer mod en himmel, nådeløs om dagen, eventyrlig om natten. Dette er filmens egentlige scene, bunden af en vældig saltsø i de otte måneder, forstår jeg efterhånden, den er udtørret og der kan udvindes salt. Da rejser saltarbejderne familie for familie deres midlertidige boliger. Filmen følger en af dem gennem en sæson fortalt i en dags rytme. Så ganske enkelt og rent og stilfærdig diskret.
Så laver han et sofisticeret redskab, næsten et musikinstrument tænker jeg uden at vide hvad og jeg ser i de tydelige indstillinger, ser selv ved den blide fortællende montage af indstillingerne og forstår af mig selv som var jeg der selv. Det store billede derefter viser mig det er redskabet, der skrabes salt med, et af mange, mange i saltbassin efter saltbassin ud over terrænet. Så enkel er metoden. Som jeg først så hos Sune Jonsson i Nordsverige, senere atter og atter altid rørende, sådan er metoden i etnografisk film.
Hos Farida Pasha er det imidlertid ikke hele metoden. Den nøjagtige skildring af arbejdsprocessen er blot en del, studium som Barthes ville sige tror jeg, af hendes værks poesi. Den anden del er overalt punctum, igen som hos Barthes, det vil sige mine egne pludselige totalforståelser udløst af noget mere i billedet, så hendes hele metode er forudsætningen for den egentlige erfaring og erkendelse, den etablerer kun i dette samlede poetiske greb dette filmværks epifani og dermed den gedigne oplevelse af en tilværelse mærkelig tilfredssstillende og tiltrækkende: der, blandt disse mennesker under disse meget hårde betingelser, dog i denne stoiske værdighed, der kunne jeg gerne leve. Det er en forunderlig rig film.
Schweiz, 2014, 92 min. Samlet vurdering: 6/6 penne. Vises som næste måneds film i Cinemateket, København. Program og billetter:
http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=f33103
