For alle danskere/ 3
Så er FILMCENTRALEN / FOR ALLE åbnet. Jeg går forventningsfuld, men forsigtig i mine forventninger i gang med en liste over lige netop de instruktører og de film, jeg har brug for at gense, som jeg igen forsigtig i forventningerne glæder mig til fra nu al tid at se igen og igen. Og lige nu har jeg altså brug for bestemte, altså helt (af mig) bestemte kærlighedsfilm. Og jeg har held i første forsøg!
Michael Noers ”Vesterbro”er der! Den vidunderlige åbning er der igen. Genset. Den ikke alene holder, den har i mit sind vundet ved at blive gemt. Fra nu er den altså kun et par klik borte. Jeg gemmer resten af filmen til senere. Det kan jeg jo nu! For jeg skal lige se efter noget mere.
Asger Leths og Milos Loncarevic: ”Ghosts of Cité Soleil” er der ikke. Sådan umiddelbart tilgængelig. Øv. Altså ikke gense Lele’s desperat konsekvente kærlighedshandling. Men der dukker nu en fornem service op: det fortælles, hvor jeg så kan se filmen i dansk version. Jeg prøver: den kan lejes som streaming i to døgn hos YouBio for 29 kr., hvis jeg accepterer deres cookies. OK. Det kræver imidlertid planlægning lige at sætte et par døgn af til nærstudier. Men YouBio er heller ikke noget offentligt filmarkiv, det er en kommerciel hjemmebiograf… må jeg indse.
Pernille Rose Grønkjærs ”The Monastery” er der heller ikke. Øv igen, men jeg benytter mig med det samme af den, forstår jeg nu for alvor, vigtige link-service. (Den er vigtig, hvis den passes dagligt. Kan Producentforeningen klare det? De lover dristigt vedligeholdelse!!) Den uforgængelige og smukke smukke skildring af Vigs kærlighed til to kvinder kan jeg finde på YouBio, på Sofarækken og på Netflix. Ok, men, men… min begejstrings rus over genoplivningen af Statens Filmcentral legendariske offentlige samling, og nu som det særlige, for alle danskere, ikke kun skolebørn, ja den rus damper ligesom væk… Det er vist alligevel ikke himlen, det her.
Still: Pernille Rose Grønkjærs ”The Monastery”: “The third actor in the film, the filmmaker with her camera, becomes entangled in a relationship of complex fascinations. The camera gazes at the old man with increasing tenderness and, for his part, he draws the filmmaker into all his deliberations, talking to the camera as if that were the most natural thing in the world. In their long conversations, the small instrument is a prosthesis for memory that, in eagerness and engrossment, is more easily overlooked than a pad on a stenographer’s knee, the black octave of note-taking. Grønkjær’s film charts the manifold nature of love.”