Helena Trestíková: Mallory
Nattebilleder højt oppefra over en stor by, smukke sorthvide optagelser. Det er Prag. En stemme (off) græder, snøfter lidt, bekæmper det, det må bestemt være en kvinde, selvfølgelig kvinden Mallory, som titlen så fint gør klart, sådan vil det nok være i denne film, enkelt og klart. Det er en fortælling med et ulykkeligt menneske, en kvinde som græder i Prag. Det vil vise sig, at det ikke altid er sådan, ikke altid har været sådan, Mallory er ligetil og energisk og munter som fotoet viser, hun serverer øl i et værtshus. Men sommetider græder hun, det er et ledemotiv i den her film, hvor der ikke klippes væk når hun snøfter og tårene tørres, her fortsættes scenen til hun selv har taget sig sammen, for der er hver gang god grund til gråden, det er den kendsgerning Helena Trestíková skildrer, ikke spor andet, men det er stort: Trestíkovás gennem halvanden time nøgternt og roligt voksende værk er en registrering af en kvindes sorgs udvikling gennem tolv år. Derfor er gråden tilbagevendende. Mallory er i en konstant sorgtilstand afbrudt af øjeblikke af lykke, længere og længere øjeblikke, flere og flere.
”Jeg ville gerne være kvinde igen, være noget for nogen,” er den den første egentlige replik jeg rigtig opfatter i åbningsmontagen. Og så klippes der tilbage til 2002, et tæt billede fra et interview med Malory dengang i en fattet situation, herfra begynder kvindens fortælling. Det er et smukt, men hårdt og hærget ungt ansigt som fortæller om nattelivet i byen, og under den den rolige, sammenhængende fremstilling lægges igen nattebilleder fra byen i gadelys, lange smukke sorthvide scener: denne by er rammen for Mallorys liv og fortælling, og der klippes til arkivmateriale, til animerede heavy metal koncerter dengang, dette voldsomme liv var indholdet i Mallorys dage, altså nu for tretten år siden.
Mallory forelsker sig i trommespilleren, og hun får et barn, drengen Krystof. Det ser ordentligt og lykkligt ud, mor og barn, pusle, tøj på, ned ad trappen i en smuk, gammel, ordentlig ejendom. Tur med barnevogn i sommerdagen. Det her kan hun godt. Men der er nattesiden, spiritus og det som er værre. Myndighederne fjerner barnet, Mallory er henvist til samkvem i korte perioder.
I andet kapitel er vi fremme ved 2009. Mallory er hjemløs, bor i en bil sammen med kæresten Vrata. Krystof er nu en stor og fornuftig og dygtig dreng. Han kommer stadigvæk på samkvem nogle timer engang imellem nu der i bilen som ikke kan køre, med aggressivt af visse naboer knuste ruder taped til med plastik, på glad og muntert samkvem der i bilen på gaden hvor vi er ved historiens mest fortvivlende nulpunkt. Men der er meget tilbage at se i filmen, andre situationer med en hovedperson som har uanede kræfter og evner til at rejse sig igen og igen. Hun græder lidt og snøfter lidt og demonstrerer så omhyggeligt en hjemløs’ morgentoilette…
Helena Trestíková har fulgt og med observerende kamera skildret Mallorys liv i Prag gennem tolv tretten år må det være, hun bruger selv det nøgterne ord registreret, men samtidig måske næsten bag sin ryg har hun også registreret sit og Mallorys projekt, for det må bestemt have været et fælles projekt, eller måske et projekt i et venskab. På et socialkontor et jobcenter et boligkontor, det kan netop i denne film være lige meget, sætter medarbejderne der sig imod filmholdets tilstedeværelse. Mallory tager resolut affære, tager ledelsen og ansvaret for projektet, tager det klogt i forsvar og forklarer rolig venlig og autoritativ at filmen handler om hende og ikke om kontoret og dets medarbejdere. Kameraet skildrer diskussionen og i et rush fanger det et øjeblik Helena Trestíková. Hun er også rolig, jeg ser hendes tilfredshed, hendes overblik og hendes stolthed ved Mallory. Jeg holder meget af den scene, den er herefter en af filmkunstens umistelige øjeblikke af ægthed, en lillebitte vigtig del af et umisteligt filmværk.
Tjekkiet 2015, 97 min. Vises på CPH:DOX I AFTEN, 9. november 19:30 i GRAND TEATRET, København (Helena Trestíková er til stede), igen i Grand Teatret på fredag, 13. november 12:00 og lørdag 14. november 16:30 i Nordisk Film Palads.
SYNOPSIS
Mallory is living a hard life. Her wild youth among punks and skinheads in Prague’s underground is over, and after several years on both drugs and living on the streets, it is slowly the last chance for the self-conscious Mallory – and nobody is more aware of this than herself. But when the self-destructive lifestyle was, in her own words, a protest against both her parents and the Bolsheviks, it is not easy to replace heroin with a steady job. Especially if you live in a car and are up against a social bureaucracy that seems to come straight out of a Kafka story. The fact, however, that the Czech veteran Helena Třeštíkovás has followed Mallory for 7 years makes the film about her an existential and almost physical experience of the passage of life, and of the good and bad choices that shape it along the way. Not least when it all suddenly takes a dramatic turn, and the possibility to turn back to life appears from a new, unexpected direction. (CPH:DOX programme)
FILMOGRAFI
Selected posts by Tue Steen Müller:
Helena Trestíková René Katka Dok Leipzig 2011 Private Universe (2013)
LINKS
http://cphdox.dk/program/film/?id=3106 (Programside med billetbestilling)
http://cphdox.dk/en/programme/film/?id=3106 (Programme, tickets)
http://dafilms.com/director/167-helena-trestikova/ (On Helena Trestíková and her works)
