Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Min dal
Denne dejlige egnsskildring genudsendes på onsdag om aftenen ganske passende (sommer, turvejr og ferie) og så berettiget, for den er en vigtig og så ubemærket selvfølgelig smuk tv-dokumentar. Hans Edvard Nørregaard-Nielsen krediteres for den af DR K. Vel som medvirkende og forfatter, den blev jo produceret i forbindelse med udgivelsen sidste år af hans to binds værk om Limfjordens topografi og kulturhistorie, hvor den i dvd kopi følger med i en lomme på bindets inderside. Nørregaard-Nielsen har skrevet en vidunderlig tekst på en sikkert på flere måder livslang forundersøgelse. Men det skal nævnes, at Kirsten Klein har medvirket til bogen i betydeligt omfang, og at de sammen er kloge og følsomme medvirkende i Jørgensens og Lundøs film, for det er da bestemt de sidstnævnte, som har lavet filmen, den er deres arbejde, og de stiller det generøst beskedne til rådighed for Nørregaard-Nielsen og Klein, som er dem, vi ser og hører. Jeg skrev glad om dem her på siden, da filmen blev sendt første gang: “Det er en uafbrudt tilfredsstillelse at følge de tos kloge, indsigtsfulde, originale og på hver sin måde, i det danske sprog og i det danske fotografi, virtuose skildring af Limfjordens topografi, historie og poesi.” Jeg glæder mig til at gøre det igen.
Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Min dal, 2011, 50 min. Medvirkende: Kirsten Klein og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, produktion: JJ Film. Sendes onsdag 25. juli 20:00 på DR K. Filmen findes på filmstriben.dk Jørgensen og Lundø har tidligere samarbejdet med Nørregaard-Nielsen om et lignende projekt, Jeg så det land, 2005, 61 min. Også den kan ses på filmstriben.dk