Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: Korte film
I FOF-Randers’ filmklub skal vi i aften se de fire korte film af Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville, som ECM Records for nogen tid siden udsendte på dvd indlagt i en smuk lille bog. I vores præsentation af filmene tager jeg udgangspunkt i sidste billede i sidste film, en sidevendt skikkelse med ansigtet skjult af et langt hår og bøjet tæt mod et spejl (måske?):
Slutbilledet i den sidste film i serien, den hedder Je vous salue, Sarajevo, er gådefuldt. Hvad er det for en skikkelse, hvad ser denne skikkelse? Fortælleren eller rettere essayisten siger: ”Når det er tid at lukke bogen, vil jeg ikke have flere klager. Jeg har set så mange mennesker leve så ondt, og så mange dø så godt.” Før det billede, før den scene har filmen omhyggeligt undersøgt et enkelt fotografi fra krigen, fra kampen om Sarajevo. To stående soldater (det er vist serbere, men det er lige meget her) mishandler tre liggende personer. De dækker deres hoveder med armene. Omhyggeligt undersøges fotografiet detalje for detalje. En soldat har en cigaret mellem fingrene, mens han samtidigt hæver sin fod for at sparke, sparke kvinden på jorden. Essayisten (Godards stemme) siger: ” I en vis forstand er angsten Guds datter, forløst Langfredag nat. Hun er ikke smuk, hun er spottet, forbandet og fornægtet af alle. Men få ikke galt fat på det. Hun overvåger al dødelig lidelse, hun går i forbøn for menneskeheden. For der er en regel og en undtagelse. Kulturen er reglen, kunsten er undtagelsen. Alle taler reglen: cigaret, computer, t-shirt, tv, turisme, krig. Ingen taler undtagelsen. Den er ikke talt, den er skrevet: Flaubert, Dostojevskij. Den er komponeret: Gershwin, Mozart. Den er malet: Cézanne, Vermeer. Den er filmet: Antonioni, Vigo. Eller den er levet, og så er den livets kunst: Srebrenica, Mostar, Sarajevo. Reglen er at ønske undtagelsen død. Så reglen for Kultureuropa er at organisere døden for den livets kunst, som stadig blomstrer.”
Langt inde i The Old Place, den anden film i kvartetten, kommer et høstbillede med bønder som led i den uafbrydelige strøm af lån og påmindelser fra museets sale og samlinger, som Godard og Miéville kommenterer i deres fortsatte samtale. ”JLG: Når Jean-Francois Millet maler to bønder som beder på en mark og kalder det ’Angelus’ svarer titlen til realiteten. AMM: Når Francis Picabia tegner en bolt og kalder det ’Portræt af en amerikansk pige i nøgenheden’ svarer titlen ikke længere til realiteten. JLG: ’Det er lige meget for mig’, siger Picabia. Efter Duchamp og før Warhol, fuldstændig som caféejeren, når han rækker dig dessertmenuen. Og det var den afgørende vending i malerkunsten. Den anden. Den første var da malerne besluttede at male jordiske kvinder. Det skete næsten fra begyndelsen, men det gjorde ikke Jomfru Maria noget…” Men senere blev det værre og værre og Godard fortsætter sin bekymrede replik med en overvejelse over kunstens kommercialisering. Som slet ikke er en uskyldig sag. Og filmen er en bestilling fra Museum of Modern Art i New York, som ikke får nogen éntydig analyse endsige en hyldest. Men en tankevækkende, foruroligende og måske sorgfuld omvisning i salene.
Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville lever og arbejder sammen. Laver den ene film efter den anden. Dybe, personlige, radikale, internationale og særegne. Disse fire små film blev altså i 2006 yderst forbavsende gjort alment tilgængelige af Manfred Eichers ECM Records. Sidste år fulgte på Wild Side Video det store værk Film Socialisme, som Godard signerede alene. Miéville laver selvfølgelig også sine egne ting.
Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: De l’origine du XXIe siècle, The Old Place, Liberté et patrie og Je vous salue, Sarajevo, Frankrig / Schweiz 1993-2002. 16+46+21+2 min. Bog med dvd, ECM Records 2006.
