Jørgen Leth: Portrætfilmene 2
Hvad er det, som holder disse skildringer sammen under den overskrift (portrætfilm), dette mærkelige ord, som bruges (efter min mening misbruges) af filmfolk i dette land. Ustandseligt. Handler de alle om personligheder? Om personlige kvaliteter? Om store præstationer? Tilsyneladende er det om dans, om digtning, om sport. Så det er noget med at træne, at yde det ypperste, at måle sig med de andre.. Stikord: tilblivelse af kunst i tanke og tekst, det perfekte menneske i kød og blod, danseren, digteren, bokseren og i mange scener instruktøren. Eller er det så meget andet også? Især noget helt andet, som ligger så forskelligt i hver enkelt unik film? For eksempel:
Klaus Rifbjerg (han sidder så selvfølgeligt og ubesværet ved sit lille skrivebord foran vinduet, helt anderledes end forfatteren i fortællingens ramme i Notater om kærligheden, dette andet jeg, som er så besværet, fortvivlet, manieret)
Peter Martins – en danser (den perfekte krop, den enestående præstation, den kødelige erotik, trænet op til brug for instruktørens tankes iscenesættelse)
Hvad er det, som holder disse skildringer sammen under den overskrift (portrætfilm), dette mærkelige ord, som bruges (efter min mening misbruges) af filmfolk i dette land. Ustandseligt. Handler de alle om personligheder? Om personlige kvaliteter? Om store præstationer? Tilsyneladende er det om dans, om digtning, om sport. Så det er noget med at træne, at yde det ypperste, at måle sig med de andre.. Stikord: tilblivelse af kunst i tanke og tekst, det perfekte menneske i kød og blod, danseren, digteren, bokseren og i mange scener instruktøren. Eller er det så meget andet også? Især noget helt andet, som ligger så forskelligt i hver enkelt unik film? For eksempel:
Klaus Rifbjerg (han sidder så selvfølgeligt og ubesværet ved sit lille skrivebord foran vinduet, helt anderledes end forfatteren i fortællingens ramme i Notater om kærligheden, dette andet jeg, som er så besværet, fortvivlet, manieret)
Peter Martins – en danser (den perfekte krop, den enestående præstation, den kødelige erotik, trænet op til brug for instruktørens tankes iscenesættelse)
At danse Bournonville (den unge hengivne kvinde, den gamle forførende mand, denne sublimering af denne komplicerede følelse i ren skønhed)
Step on Silence (dette tema med (frapperende) variationer)
Dansk litteratur (og dette tema overalt i billedgørelsen af mine læsebøger fra Svanebogen til Falkenstjerne. Jeg er ikke mere udenfor, men lukket ind i værkerne, i værket, i det beslutsomme valg: Mørk låner Kingo stemme, Laugesen lægger sin til Laugesen, som Traberg lagde krop til Traberg (i Traberg). Fra dengang til nu: rygsøjlen i det sprog, som også er mit)
Jeg er levende (.. det sprog, som så myndigt i den første scene, i dette digt, i disse filmiske omgivelser af selvfølgelig kompetence (Holmberg, Skousen, Torp, Leth) dette gamle hold, som som Annette Nørregaard kan læne sin idé med Søren Ulrik Thomsen mod, trygt. Og så forunderligt forvandles for eksempel siger og skriver to barndomserindringer til hele den fattige, men værdige landmandskultur fra Aakjær til Smærup Sørensen og så præcist rammer hver eneste scene, at de 40 minutter vider sig ud til hele litteraturen og billedkunsten om at være levende og opmærksom..)
(.. er det også det, som som de sidste to portrætter vil? Kan?) Kalule og Michael Laudrup. (Når det kommer til stykket…)
Foto: Leth instruerer en scene, hvor Stanley Williams instruerer Peter Martins.
The Jørgen Leth Collection, Portrætfilmene, Klaus Rifbjerg (1974), Peter Martins – en danser (1978), At danse Bournonville (1979), Kalule (1979), Step on Silence (1981), Dansk litteratur (1989), Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993), Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter (1999) + bonus, Leth om Laudrup (2007). Det Danske Filminstitut 2008 http://www.dfi.dk/boghandel/videoshop.htm
