Jørgen Vestergaards snart samlede værker
Når der er kræfter (sponsorer eller store distributører) bag, kommer dvd-boksene med de berømte navne og titler, og det fint nok. Når der er vedholdende vilje bag, kommer de andre film også, men enkeltvis eller blot samlet et par stykker på en enkelt dvd, i almindelige kassetter. Men de samler sig uanset udgivelsesmåden ved siden af hinanden på reolen, disse rækker af samlede værker.
Jørgen Vestergaard og hans forlag på biblioteket i Thisted sørger efterhånden for at få hans samlede værk ud på dvd. Det fylder mere og mere helt til højre på hylden. Under bogstavet V ude ved von Trier og Westerlund. Vestergaard fylder lidt efter lidt meget på hylden, og især fylder hans samlede værk sin plads i den danske filmlitteratur, hvor han som naboerne dominerer sin niche med gedigen kvalitet og faktisk sjældenhed. Umistelig. Disse dvd’er er nu til at få:
Et rigtigt bondeliv (1994), på dvd’en findes også Fjordfiskerne (1996) og Brødre (1996)
Kirsten Kjær og hendes museum (2008), på dvd’en findes også Cementkrucifikset (1968) om Anton Laier og med Broby-Johansens beretning, Jens Søndergaard (1995) og Ovartaci (1998)
Hanstholm – historien om en havn (1970), på dvd’en findes også Vagt ved havet (1965), Havnen (1967) og Kanonen (2005)
Viljen til Thy (2005), en beskrivelse af forandringsprocessen i Thy i perioden fra 1970 til 2005.
De fire dvd’er med i alt 12 film er udgivet af Forlaget Knakken. J.P. Jacobsens Hus. 7700 Thisted. De bestilles ved en mail til orpo@thisted.dk Storm P. Museet www.stormp-museet.dk har endvidere udgivet og sælger selv
Storm P. Opfindelser (2001) en yderst opfindsom dukkefilm over en række af de skøre maskiner, Storm P. tegnede.
Still: Et rigtigt bondeliv