Katrin Ottarsdóttir: Ein regla um dagin..
Én linje om dagen må være nok, siger digteren, maleren, komponisten og musikeren Tóroddur Poulsen, Torshavn og Vesterbro, men på den sikre baggrund, at langsomheden er blevet til en bog om året plus en række udstillinger plus cd-udgivelser plus optrædender med digte og musik. Filmen kalder sig portræt. Det er så i orden. Det er altså en personlig spejling i et andet menneske, en model. Og lidt mere end det, jeg mener lidt mere end modellens udseende, modellens krop. Det viser titlen. Spejlingen er en fascination, en længsel efter langsomheden. Man kunne med titlen i hånden sige, det er en film om langsomhedens mulighed for at etablere kunstnerisk.. jeg finder kun det gamle ord: livsfylde. (Jeg synes i hvert fald det er bedre end ordet ”livskunst”) Det er en god film, en klog film, en alvorlig film og naturligvis en meget morsom film.
For modellen er morsom. Temmelig morsom. Og Ottarsdóttir er bare kold – og rolig. Han vil ikke nogen samtale. Hun vælger / klipper sig til kortfattede, kølige spørgsmål fra sin meget tilstedeværende og opmærksomme position bag kameraet. Og manipulerer ham ud i lange redegørelser, som hun så smukt har ordnet i en monolog, modellens monolog. Først er det underligt, han vil jo ikke. Så bliver det meget, meget morsomt som nævnt. Det slutter så absolut i det tankevækkende og originale. Det er en rigtig god film.
Jeg lånte den ret nye dvd på biblioteket. Nu bestiller jeg hvad, jeg kan få fat i af Poulsens bøger og af Óttarsdóttirs film. Over for en som mig har hun med sin film i hvert fald løst den opgave at formidle en digter og hans værk.
Katrin Ottarsdóttir: Ein regla um dagin má vera nokk! Færøerne, 2008. Med Tóroddur Poulsen. Produceret af Hugin Eide for Blue Bird Film www.bluebirdfilm.dk