Kevin Macdonald: One Day in September
Den er fra 1999, den er en klassiker i dag, og den vil blive stående som klassiker i filmlitteraturen i fremtiden. Som sådan er den altid aktuel, ikke kun fordi der nu er olympiade (den foregår som bekendt under olympiaden i München 1972), men fordi den handler om grusom vold af den slags, nogle kalder terror, andre kalder krig, og om troskyldighedens nederlag med sin manglende professionalisme i den forbindelse.
Jeg så på Dokumania i tirsdags, at den film i sine centrale dele holder styrken efter tretten år, med langsomheden frem for hastværket, med koncentrationen frem for overfladiskheden, med fremstillingens ro midt i begivenhedernes forvirring, som den skildrer. Altså især i konstruktionens og fortællingens centrale elementer. Der er for mig at se disse fire:
Der er den kronologiske beretning (vældig støttet af Michael Douglas’ fortællerstemme) af selve begivenhedsforløbet fra gidseltagningens forberedelse over dens pinefulde faser til til det forfærdende slutspil i lufthavnen, fortalt som en nedtælling minut for minut.
Der er det store gennemgående interview med en af gidseltagerne (formodentlig den eneste overlevende), som ser aktionen, som han kalder det, som en krigshandling.
Der er her overfor interviewet med chefen for den israelske efterretningstjeneste, som må se magtesløs til, mens han nøgternt noterer sig alle de fejl, de tyske politifolk begår fra øverst til nederst, fra først til sidst.
Og der er endelig heroverfor igen den tyske general, som kynisk erindrer det samme, han, som derefter fik til opgave at udvikle et fuldt ud professionelt tysk antiterrorkorps.
Dette er filmens umistelige kerne. Dens overflødige og sentimentale rammeværk vil blive glemt, og det gør ikke noget. Dramaets detaljer og de tre interviews’ nøgterne sagkundskab inden for det fag bliver i sindet al tid – som klassisk filmkunst.
Tue Steen Müller har her på siden dels refereret et interview med den meget flittige instruktør Kevin Macdonald i hans syn på dokumentarfilms udvidede muligheder i dag dels nævnt ham i forbindelse med en lang række festvals, hvor hans film har været vist, senest festivalen i Tel Aviv, april i år, hvor hans helt nye Marley var den ene af to åbningsfilm. Andre film bør nævnes: Touching the Void, 2005, My Enemy’s Enemy, 2007, som kan ses på filmstriben.dk og Life in a Day, 2010, filmen han taler om i det nævnte interview.
