Kevin Macdonald: One to One: John & Yoko
Det er en film med så mange indfald at jeg var forpustet efter først gennemkig. Men filmen satte sig og jeg fandt den røde tråd, min røde tråd. Børnene! Og det er ikke kun fordi Stevie Wonder synger “Give the Kids a Chance” i slutningen af filmen, et klip fra “One to One” koncerten den 30. august 1972, John Lennons eneste fra tiden i New York, hvor han og Yoko boede i Greenwich Village i et par år efter Beatles-tiden. “We swapped it all for a two room loft in New York Village… I feel like a student again. We’re like a young unmarried couple”.
Børnene: Tidligt i filmen hører vi om Kyoko, Yoko’s datter, som hun ikke har set i et par år, fulgt op af en formidabel sang, nærmest et desparat skrig fra moren, “Kyoko Don’t Worry”.
Men allerstærkest virker dokumentariske optagelser fra Willowbrook, en statsinstitution for fysisk og intellektuelt handicappede børn. John og Yoko så dem på det TV, som de havde placeret for enden af deres seng og de besluttede at lave en velgørenhedskoncert for børnene. Optagelserne virker også i dag chokerende, minder mig om de klip vi så fra tilsvarende rumænske hjem efter Ceaucescus fald: underernærede børn med forfærdelige levevilkår, usle hygiejniske forhold, underbemandet personale osv.
Før koncerten var der arrangeret en fest for børnene i Central Park, smukke billeder af glade børn og et af de dokumentariske øjeblikke jeg sent vil glemme: En kvinde krammer et barn, som er på vej ind i bussen som skal bringe børnene hjem. Hun følges af kameraet hen til et træ, hvor hun sætter sig og kigger magtesløst bevæget ud i luften. Musikken – “Imagine” – er taget væk i den sekvens. Macdonald viser, hvorfor han er en fremragende dokumentarist
“Mother don’t Go”, “Daddy Come Home” synger John Lennon, eller nærmere skriger han desperat ud i “Mother”, som handler om hans egen triste opvækst. Tak, Macdonald, for at lade denne og andre af de musikalske indslag, so to say, stå i fuld længde. Og filmen binder til slut en lille sløjfe – John og Yoko’s fælles barn Sean kommer til verden i 1975, hvor parret er flyttet til Dakota bygningen. 5 år efter bliver Lennon skudt ned foran selvsamme bygning. Men det handler filmen ikke om. Børn som den røde tråd men…
Macdonald følger op på Lennons udsagn om de så masser af amerikansk tv: Der er klip af reklamer, der er Nixon som tager til Kina og som bliver genvalgt i 1972, Vietnamkrigen, oprøret i Attica fængslet… og optagelser med parret på og udenfor TV, med Jerry Rubin, aktivisten som de planlagde en turné med “for peace”, men den blev aflyst, Allen Ginsberg som læser et herligt digt om, hvordan folk i forskellige lande tørrer sig i røven (!), koncerten for forfatteren John Sinclair som var idømt ti års fængsel for at være i besiddelse af to marijuana cigaretter, AJ Weldeman som roder i Bob Dylans garbage spand, utroligt klip, og meget meget mere.
Musikken… John Lennon på toppen i koncertoptagelserne og Yoko Ono viser sig som den fremragende performer/sanger hun er. Hendes “39” som falder i slutningen “akkompagneret” af sort/hvide optagelser fra parret er enestående og vi får også et indblik, morsomt i en af hendes installationer, hvor det er meningen at fluer skal kravle hen over en nøgen kvinde. Men hvor får man fluerne fra? Macdonald har fået lyd(telefon)optagelser stillet til rådighed of bruger dem elegant billedmæssigt.
Det er tydeligt at Macdonald har villet give et andet billede af Yoko Ono end det vi har fået fra Beatles-tiden. Og det lykkes. Hun taler om hvordan det var at blive kaldt ugly fra det øjeblik, hun mødte John og om rygterne at det var hende, som fik Beatles til at sprænges. Hun er til “First International Feminist Congress”, John er med og sidder stille og lytter.
Lejligheden er rekonstrueret på baggrund af billeder mv. Det virker som det skal: autentisk.
Hendes søn Sean var creative consultant på filmen, som har premiere i en række danske biografer den 15. maj.
Foto taget fra cph:dox hjemmeside.
100 mins. 2024.
SEKS STJERNER
