Kristina Lindström & Maud Nycander:Palme
This is a review of the biographical film about Olof Palme, a theatrical success in the country, where he lived from his birth in 1927 until he was shot down in a street in Stockholm on his way home from the cinema in 1986. The film opens this month in Denmark. I continue in Danish language:
Hvem var han egentlig, spørges der i filmens begyndelse. En kvindestemme er det, der spørger, det er hende, der kommer tilbage her og der undervejs, ikke på forklarende tv-manér, men nænsomt spørgende tager hun os ved hånden og sikrer det flow i fortællingen, som er der hele tiden i denne flot konstruerede dokumentarfilm, der bygger på arkivmateriale fra tv og film, på nye og gamle interviews – spændt ud over årtier i en klassisk form, hvor alle facetter af fænomenet Olof Palme studeres.
Klassisk på den måde, at modsætninger konstant stilles op. Overklassedrengen Palme der bliver socialdemokratiets leder. Den oratoriske begavelse, verdensmanden Palme som tør gå imod amerikanernes infame Vietnamkrig og konstant forsvarer menneskets rettigheder og værdighed, for samtidig brutalt verbalt at jorde politiske modstandere i den hjemlige andedam. Den netop verbalt suveræne taler, der kunne vende en forsamling til sit synspunkt men ikke nødvendigvis til at kunne lide ham. Han fik aldrig bugt med sin intellektuelle arrogance. Og naturligvis den overordnede sammenstilling af Palme som politisk verdensstjerne i forhold til de mange komplikationer på hjemmebanen. Kirunastrejken, IB-skandalen, skattesagerne, Barsebäck, Clark Olofsson og Stockholmssyndromet osv. Det tjener filmens skabere til ære, at de ikke holder sig tilbage fra at lade flere være temmelig kritiske overfor ikonet. Harry Schein, fhv. filmdirektør, kalder ham et magtmenneske (og det skulle komme fra Schein!/ ed.), Roy Andersson udtaler at sagen omkring IB-skandalen får ham til at tænke, hvor ærlig Palme egentlig var, hvorimod Jörn Donner konstaterer, at Palme var for intelligent til Sverige.
Privatoptagelserne, de kornede stoflige super-8 film, løfter filmen kolossalt i kombination med de fine udsagn, som hans tre sønner kommer med. Der var en privatperson Olof Palme, ihvertfald fire uger om året, som hans hustru
betingede sig, ellers så børnene ikke meget til deres far. Og ferierne blev holdt på Fårø.
Når filmen er så vellykket, skyldes det også, at den skaber stemning med fine, ofte underholdende sekvenser. Kunstneren Carl Johan de Geer siger det jo i et klip omkring 1968, hvor Palme diskuterede med studenterne (en fremragende scene, i øvrigt. Herlig cinema vérité): Men livet fortsatte jo i Sverige som hidtil… hvilket fortælles i arkivklip fra Folkhemmets dagligdags-måde at leve på. Akkurat så velvalgte er flere scener med store runde Tage Erlander, der var akkurat så folkelig som Palme var ufolkelig. Det er om Palme, men det er også om et Sverige og en tid, som vi husker den visuelt.
Det har været vigtigt for filmens skabere i klip, rytme og musik at skabe denne atmosfære i en film, hvor hovedpersonen ikke selv kalder på følelserne. Du har selvfølgelig stor sympati, respekt og beundring filmen igennem for dette fantastiske menneske og hans mod og kompromisløshed, og hans karima stråler ned fra lærredet, men du drages ikke følelsesmæssigt. Det er selvfølgelig derfor, at filmens slutning – det stigende had mod Palme, det meningsløse mord, begravelsen – skal have den patos, som den får med Benny Anderssons musik og det geniale klip fra den ene søn som taler, til den næste, som intet siger men med sit ansigt udtrykker smerte og en uforståenhed, som den tredie søn ligeledes tavst viderefører.
… og du forlader biografen med en klump i halsen, efter at have set en suveræn fortalt fortælling om et stort menneske.
Sverige, 2012, 90 mins.
Premiere i Danmark 12. oktober.
