Lina Alabed: Ibrahim
I det kæmpeprogram som CPH:DOX præsenterer netop nu, er denne film én, som fortjener et ekstra skub frem: den skal I se, I der er interesseret i den mellemøstlige historie, i Palæstina, i forholdet mellem Arafat og Abu Nidal Organisationen, i Livet – som festivalkataloget giver den som tema – som det har formet sig for instruktøren Lina Alabed og hendes familie siden faren, den politisk aktive Ibrahim forsvandt i slutningen af firserne.
Jeg mødte Lina Alabed i Damaskus under DoxBox festivalen, der løb i fire år inden revolutionen, hun var ved at afslutte sin film ”The First Kiss”, men allerede da havde hun planlagt at ville lave en film om sin forsvundne far. Hun ville finde ud af, hvad der skete, hvorfor han forsvandt.
Den er der så nu, filmen bærer hans navn, den er personlig, den følger instruktøren på en rejse i nutiden, hvor hun møder sin mor, en søster og dennes datter, en bror og dennes søn, onkler og tanter – det er en stor familie, en desværre typisk palæstinensisk familie spredt ud i det mellemøstlige og ikke kun her. Moren bor stadig i Damaskus, Lina Alabed i Beirut, søsteren (var det) i Cairo eller Amman, broren i Tyskland osv. osv. Hvad skete der, blev faren dræbt, af sine egne i Abu Nidal organisationen, eller var han spion, var han agent for CIA… Lina Alabed spørger og spørger familiens medlemmer, i deres hjem, i deres køkkener i en stemning, som er præget af intimitet, du føler dig virkeligt ”hjemme hos”, når Alabed sidder i sofaen og spørger, hvad husker du?
Denne hjemlige atmosfære står i modsætning til, hvad der formentlig er sket: faren blev henrettet. Hvorfor?
Og Palæstina… det bedste ved det, siger broren i Tyskland er hummus og falafel, jeg tabte alt for det politiske, da Arafat og Rabin gav hinanden hånden, jeg syntes de forrådte alt, hvad min far stod for. Men hvad er dit hjemland, spørger tante Lina brorens søn: Palæstina, siger han.
Filmen slutter smukt i den palæstinensiske landsby Deir Abu Meshaad, hvor faren voksede op og hvor datteren rør ved oliventræerne.
Libanon, 2019, 75 mins.
Premiere i Dagmar, 23.3, klokken 19.15
