Lisa Blond: Lys på den lukkede
“Lys på den lukkede er en af de mest rørende, fortvivlende og kærlige udsendelser, jeg har set længe”, skriver AnneLise Marstrand-Jørgensen på sin Facebookside, “dygtige, empatiske Lisa Blond har fulgt enestående Søren Magnussens arbejde med at skabe bedre vilkår for mennesker på den lukkede afdeling på Rigshospitalet.
Efter en langvarig indlæggelse samme sted, fik Søren den tanke, at der måtte kunne skabes mere liv og glæde blandt de forpinte psykiatriske patienter. Og så gik han i gang. Med at plante en have fuld af blomster, arrangere kagebord og en lille hvid hest og sørge for en salsafest bag hegnet.
Arrangemeter og smukke blomster er synlige. Men det allermest bemærkelsesværdige er den måde, Søren Magnussen møder alle på sin vej: Med uforfærdet respekt, ligeværdighed, tro på dem som andre har opgivet, stædig insisteren på at sprede et glimt af lys selv i den mørkeste nat. Det er inspirerende, og det er forbilledligt – og noget de færreste evner.
Og derfor bliver udsendelsen i al sin skønhed også så forfærdelig trist. For den lukkede – eller psykiatrien i det hele taget – tager sjældent så godt imod mennesker, som de fortjener. Besparelser, nedskæringer, manglende prioritering skaber let forråelse og mange steder er medicin kongen af alle tilbud. Unge mennesker bliver tabt, gengangere bliver sjældent set med de friske øjne som ethvert møde med et andet menneske bør kalde på.
Vi møder mennesker i serien som hungrer efter kærlighed og omsorg, men ikke finder den noget sted. Vi møder unge mennesker med ressourcer og talenter og evner ud over det sædvanlige, som ikke får den hjælp af systemet, der lettere ville kunne få dem til at blomstre (igen).
Og så møder vi Søren. Og Lisa der så nænsomt skildrer det hele med sit kamera og sine spørgsmål. Hvis man kunne sørge for, at hver eneste psykiatrisk afdeling havde en Søren-klon ville meget være nået.
Problemet er blot, at det har de færreste. Og at menneskelighed og livsmod i psykiatrien ikke burde afhænge af enkelte individer, men af et grundliggende værdiskifte og en voldsom tilføring af midler.”
Sådan tilskyndet af AnneLise Marstrand-Jørgensens smukke tekst, introduktion og anmeldelse så jeg i går begge episoder af Lisa Blonds forbløffende tv-dokumentar. Jeg så og så og lyttede og forstod uden afbrydelse uden sans for andet end livet på denne psykiatriske afdeling. Nu bagefter tror jeg at det må være de umærkelige klip, denne David Rosenquists på en særlig udsøgt måde selvfølgelige sammenføjning af Lisa Blonds uafbrudt tæt tilstedeværende optagelser i en filmisk pageturner.
Den centrale scene i Lys på den lukkede må hedde Se mig! En ung kvinde som er indlagt har skrevet et langt digt i sin notesbog. det er Søren Magnussen som har bedt hende gøre det, og på en times tid er hun færdig. Søren Magnussen sætter sig ret op og ned på en stol som eneste tilhører, smilende og spændt. Den unge kvinde stiller sig foran ham på nogle meters afstand åbner uden tøven sin notesbog og læser med stor autoritet sin gribende tekst Se mig! Sammenfatter ved poesiens forbløffende metode på baggrund af det mimiske set up’s selvfølgelighed dokumentarens kerne: at føje det uvanlige til det vanlige. Se mig! Hun slutter så fast stilfærdigt som hun begyndte. Søren Magnussen udbryder: Jeg er målløs! Der sker ikke mere. Da dokumentaren slutter gentager jeg de tre ord for mig selv.
Danmark 2020, DR 1, 2 x 45 min. Lys på den lukkede: Sæson 1 – Salsa bag hegnet | Se online her | DRTV
Still: Søren Magnussen
