Margreth Olin: Barndom
Skal vi tage formen først: Norske Margreth Olin er observerende dokumentarist, og hun er en af de førende af slagsen i Norden med ”Dei mjuke hendene” (1998) og ”Ungdommens råskap” (2004), som dem jeg husker bedst. De to handlede om gamle og unge. Med ”Barndom” fra i år har hun fulgt en naturbørnehave i et år, Steiner-skolen Aura. Den observerende metodes styrke er i denne sammenhæng at du får et grundigt indblik i børnenes leg, pædagogernes styring og først og fremmest børnenes vidunderlige evne til at stille spørgsmål ved alt, fantasere og fabulere, skabe venskaber og være med til at skabe små teaterforestillinger. Der er fokus på et par af børnene og i høj grad på Kristofer, den milde og forstående pædagog, som man kun kan elske og som børnene elsker. Den observerende metodes svaghed i denne sammenhæng er at der indtræder monotoni og mangel på energi i fortællingen undervejs. Olin undlader – i modsætning til Nicolas Philibert i ”Etre et Avoir” – stort set at skildre konflikter og at gå udenfor børnehaven for at få børnenes familiære/sociale baggrund. Når det er sagt, er der små visuelle perler undervejs, f.eks. hvor instruktøren lægger magiske naturbilleder på fortællingen om påske-haren. Hun illustrerer ikke, hun skaber eventyr.
Det har ikke været ærindet for Olin at sende et direkte budskab. Hun har villet sætte et positivt fokus på legen og det gør hun fint. Om det så er måden til at sætte en debat i gang om danske forhold, som DOXBio lægger op til, aner jeg ikke, for det er en speciel børnehave, som er langt fra at ligne dem, som jeg har besøgt i de senere år for at hente børn på vegne af travle forældre. ”Mine” ligger i et bymiljø, de har spil og popmusik og bordfodbold og et ordforråd, som ikke tåler at blive gentaget. Der er knald på, der skændes og små-slås, men der leges og fantaseres og fabuleres og stilles spørgsmål om universets uendelighed akkurat som i det norske.
For mig er slutningen af filmen den mest interessante, i virkeligheden centreret omkring det, der ikke bliver sagt. Uriel og Ludvig forlader børnehaven, som mange andre, de skal i skole. Legen er forbi, i hvert fald den frie og kreative som i den Steinerske børnehave – og for de to seks-årige i min verden, som jeg kender så godt, som netop er startet i skole, i såkaldte 0’te klasser. I skole 30 timer om ugen! Bliver der tid til – som de to drenge på billedet – at kigge op på himlen eller at skiftes til at lægge hovedet på den andens mave?
Filmen har premiere den 6. September i ca. 50 biografer over hele landet.
Norge, 2017, 90 mins.
