Mari Gulbiani: Before Father Gets Back

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET

RADIKALISERING

Jeg forstår på foromtalerne at Mari Gulbianis film handler om radikalisering og dette for tiden sært indforstået præcise begreb vender og drejer jeg nu jeg har set Gulbianis værk og slet ikke oplever det som filmens egentlige indhold. Jeg mærker måske en radikaliserings virkninger i en lille landsby uden unge og voksne mænd – forstår at alle disse mænd er ved fronten. De gamle mænd og kvinderne og børnene er tilbage i husene og på vejene og på stederne hvor man altid i små grupper fortsat i al landsbyens tid samles og snakker med hinanden. Vi har alle set og frydet os over disse utallige film som tilsammen er en dokumentarfilmens globale landsby. Her i denne, i en georgisk bjergegn er situationen at de våbenføre mænd har meldt sig til en krig langt borte for en idé, for en samfundsforståelse de tror på, og jeg forstår at det i denne dal er det IS de tjener, men kommer i tvivl, for det kan da ikke gælde alle? Formodentlig hovedpersonen Imans far, men vel ikke den anden hovedperson Evas far? De ses på fotografiet prøve et tørklædes virkning for udseendet, Iman til venstre i vestligt mærkevaretøj naturligt i hendes familie, Eva til højre i sin egns traditionelle klædning med tørklæde, en selvfølge i hendes familie. Kyndig lærer hun Iman hvordan tørklædet skal bindes korrekt.

Som jeg ser og hører det er det krigen som sådan, ikke radikaliseringen af krigerne, ikke terroren og krigsforbrydelserne, som de tilbageblevne voksne og børnene ser tv om, taler om, det er ikke ideologiernes sammenstød. Det her må Mari Gulbiani og Maja Greenwood under samtalen efter filmen finde ud af og forklare for en som mig, der helt ærligt ikke ved hvad radikalisering egentlig er, som en religiøs omvendelse, som et politisk valg, som en pludselig eller blot voksende indsigt i og overtagelse en tilværelsesforståelse, en omverdenstolning, en livsanskuelse hed det i min ungdoms indre missionske Nørre Nissum, hvor der i øvrigt også levede grundtvigianere og sekulære socialister.

STED

Hos Flaherty blev det et ubetinget princip, at historien skulle hentes på stedet selv, og at det skulle være (hvad han anser for) stedets egentlige historie. Hans drama er derfor et drama af dage og nætter, af årstidernes gang, med de kampe, der er nødvendige for at opretholde eller for at leve i et samfund eller for at bygge stammens værdighed op. (John Grierson)

Filmen skildrer som jeg ser den netop sådan helt klassisk en landsby i dens evighed og dens nuværende mennesker i en ganske særlig situation. Alle unge og yngre mænd er fraværende, kun kvinderne og børnene og de gamle herrer er hjemme og medvirker i stedets drama, kampe og diskussion af den rette æstetik og moral, dannelsens kultur. Den ældste dokumentarfilm jeg erindrer at have set, Robert Flahertys Nanook the North, 1922 og den yngste jeg til nu har set, denne Before Father Gets Back, 2018, som Mai Gulbiani præsenterer her på Docs &Talks, minder for mig at se ganske enkelt om hinanden med hensyn til stedets historie, drama og kampe. Det er styrken, roen og skønheden hen over en sund traditionens bue på ti årtier.

PERSONER

Det er en vidunderlig film, det er vidunderlige medvirkende, pigerne Eva og Iman, en med tørklæde og en uden. Det er en central scene, et nervøst moment, hvor Eva binder tørklæde på Iman, legende viser hende hvordan man gør. Legende, bare det… Eva fra en konservativ familie, Iman fra en emanciperet, liberal, frigjort familie. Pigerne leger muntert alvorlige, og handlingen her falder ind som noget naturligt. Sådan er der her ikke noget forkert eller opsigtsvækkende ved det.

Det er to dejlige piger. Eva er ikke radikaliseret, hun er bare velopdragen med en gammel kultur i sig. Iman er ikke emanciperet, hun er bare velopdragen med har en nyere kultur i sig. De klæder sig i tøj i kaukasisk stil og i amerikansk stil. De lever med hinanden om halsen og modsætningerne mellem dem jeg udenfor stående ser skyldes tænker måske også generationsforskelle, måske har Eva gamle forældre, Iman unge.

ANTROPOLOGI

Jeg ser Docs & Talks programmet som en smuk kvalitetsbåret, håndplukket buket af dokumentarer, af visuel antropologi, jeg kan godt lide udtrykket, det er fag, det er præcision, men også afgrænsende. Så jeg begynder forsigtigt at flytte det til dokumentarfilm af flere slags og jeg finder tre eksempler på denne festival: der er videnskabelig visuel antropologi som en meget vigtig del af thyfilmene, der er journalistisk visuel antropologi som hele metoden i Antones ark og der er cinematografisk visuel antropologi som en samlet digterisk undersøgelse øen i krabberne. Det er det sidste filmlæreren underviser Iman og Eva og de andre børn i, cinematografi.

CINEMATOGRAFI

For der er en filmlærer i Before Father Gets Back. Det er Mari Gulbiani både foran kameraet og bag. Det er måske hvad vignetten med den cirkelrunde beskæring betyder se still billedet Eva med kamera. Og der er atter en central scene med en diskussion om genrer og æstetik. Kan du lide dette billede, denne optagelse spørger læreren eleven, hun viser hende en lydefri total af et parti i landsbyen klassisk i dokumentarfilmens historie med forbillede i malerkunstens naturalisme, nej faktisk ikke, svarer eleven, hun foretrækker Chaplin, som de også arbejder med, foretrækker spillefilm for dokumentar. Deres Chaplin parafrase viser deres egen nye fascination af filmkunsten – cinematografisk (mimisk) drama, og så laver filmlæreren børnenes dokumentarfilm selv i et fornemt samarbejde med dem. Det er den film jeg ser, en voksen fabulerende og aldeles nutidig essayistik over en fascination af landsbymotivet, som jeg oplever i klippets parallelle skildringer af de to karakterers udvikling og landsbyens statiske liv gennem dage, uger, måneder. Så jeg ser dens mennesker, læser hvordan de to piger er bundet i dette steds egentlige historie, det er – cinematografisk (poetisk) antropologi. Og jeg får på den måde et ungdommeligt kunstværk inden i et voksent kunstværk – de to æstetiske holdninger respekterende hinanden – en spillefilm og en dokumentarfilm.

Hvad får mon forskeren og filminstruktøren i samtalen, i arrangementets eventdel ud af det de, nøjagtigt som børnene på skolens kalkede væg nu har set på Cinematekets lærred? Det er jeg virkelig spændt på…

Sanam mama dabrundeba / Before Father Gets Back / Mari Gulbiani, Georgien/Frankrig/Tyskland , 2018 / Eng. subtitles / 80 min. / 140 min. incl. debate /

SYNOPSIS

In a darkened classroom, the white cracked walls serve as a movie screen. We are in a remote mountain village of Georgia. The light from the projector breaks the darkness: the kids’ first cinematic experience is about to begin. Among them are Iman and Eva, two Muslim girls for whom the experience becomes a turning point and inspires them to take the camera and start filming their daily lives. The girls are growing up in a valley infested by radicalism, where most people are living in a constant fear of their relatives sacrificing their lives in the name of God.

The Pankisi Valley in Georgia is notorious for being the breeding ground of a large number of radicalized Islamic State foreign fighters. In ‘Before Father Gets Back’, the camera is turned towards the society they departed from, giving us a rare insight into the life of the families left behind. The film is a touching coming-of-age story about the two young friends Iman and Eve whose lives are filled with so much more than the absence of their fathers. WP Sheffield 2018, Sarajevo FF. DK premiere! (Docs & Talks, ed.)

EVENT

Meet the director of the film, Mari Gulbiani, who has worked with adolescents of the region through various projects, and Maja Greenwood, who recently finished her PhD on foreign fighters. Together they will shed light on why men and women choose to go to war on behalf of Islamic groups in the Middle East and the consequences for the families they leave behind. The debate is in English.

https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/docs-talks-2019 (program og billetter)

LITTERATUR

John Grierson: First Principles of documentary, 1946, da.: Dokumentarismens grundprincipper, i Ib Monty og Morten Piil, red.: Se – det er Film 1, 1964.