Max Kestner: Amateurs in Space
Hele filmen igennem venter jeg på dette. At løfteraketten stiger præcist lodret ud af Jordens tyngde og ind i et ydre rum som regnestykkerne med kridt på laboratoriets sorte tavle har beregnet den skulle, så logistikken i raketten kan vide, at nu skal kapslen, det lille rumskib skydes af for at klare sig selv og senere lande forsigtigt båret af en faldskærm på havets overflade. Det er Kristian von Bengtsons og Peter Madsens projekt og de kommenterer på deres meget forskellige måder og i filmens løb mere og mere afvigende i indholdets detaljer denne enkle historie, som er filmens fascinerende fortællelinje hen over et passende antal forhindringer og uheld.
40 minutter inde i filmen, det er altid mit kritiske sted, hvor jeg ofte slipper en film jeg er forsvundet i, slipper ud af den og kommer i den situation at jeg sidder i biografen og ser en film, ser filmen som film og ikke som virkelighed, hvad den altså til da har været, hvis den er god, ellers sker det tidligere end 40 minutter inde, men altså nu først på det sted opdager jeg at Kristian von Bengtson i det gennemgående interview, hvad jeg også nu med ét ved det er, taler i datid, og jeg kan mærke at jeg forholdes en viden om fortsættelsen og afslutningen, udsættes for en reservation, en manipulation som ikke var en del af kontrakten ved filmens åbning, og jeg frustreres så sært. Hos Kestner kunne det ellers sagtens være et raffinement, jeg synes ikke det er det her i den her film på det her sted. Nu er von Bengtsons fortrolige beretning til mig, nu hvor jeg kommer ud af fortryllelsen, blevet til et grundinterview, et element, en byggesten beskrevet i filmens manuskript.
Jeg er flyttet fra filmens involverende nutid til en datid distanceret af erindring og efterrationalisering. Fortryllelsen er væk og pludselig ser jeg teatrets kulissebagsider og snoreloft, og det er nogen gange fint, men tydeligt for mig ikke her, hvor jeg bare fra begyndelsen var interesseret i en romanhandlings fremdift, optaget af at få vanskelighederne overstået, problemerne løst og den løfteraket lodret i vejret og den kapsel sikkert tilbage med faldskærm til havets overflade, så jeg kunne se hvordan forsøgets dukke af en astronaut havde det efter alt dette.
Jeg har altid været imponeret af Max Kestners filmarbejde og jeg er bestemt også imponeret af Amateurs in Space, men kan ligesom ikke komme til at holde af den film, fordi dens elementer, dens byggesten bliver tydelige for mig og for mig viser frustrerende små svagheder i arkitekturen, men jeg ved bestemt hvem blandt mine venner som vil være optaget af at se den, jeg vil tro begejstret, fordi de har en splint af en Peter Madsen i sig, vil forstå alle ingeniørmæssige detaljer og fra sig selv genkende hans måde at tænke på, løse problemer på. De vil synes det er en pragtfuld film. Jeg er imidletid optaget af Max Kestners arbejde, af hans insisteren på sin filmiske stils renhed i Drømme i København, 2009 (lutter ømhed i Henrik Bohn Ipsens kamerarbejde og Anne Østeruds klip), Identitetstyveriet, 2012 (hvor begynder og slutter romanen, hvor begynder og slutter selve dokumentaren?), Rejsen på ophavet, 2004, (flimrende præcist distanceret kærlig ironi i en forbilledlig fortællestemme) og i Nede på jorden, 2004 (en filmhistorisk vigtig, en ærlig filmisk udforskning af den folkelige humors liv herude i virkeligheden).
Her i Amateurs in Space gælder ambitionen plottets eventyrlighed, handlingskonstruktionens elementære og forrygende spænding gennem vanskelighederne til stjernestunderne, som hvor motoren i sin prøveopstilling virker med overbevisende kraft, hvor faldskærmen omsider blidt folder sig ud i kastet fra den højeste kran i byen. Det gælder komedieelementernes docering og placering og det gælder den skarpsindige udvikling af de to personer, et mimesis skabende menneske ved siden af et poiesis skabende menneske som metafor for en splittelse i enhver kunstners sind. Non est ad astra mollis e terris via…
Danmark 2016, 90 min. Klip: Jacob Thuesen, produktion: Sigrid Jonsson Dyekjær, Danish Documentary. Filmkommentaren, anmeldelse: 5/6 penne. Premiere i DOXBIO 2. november 2016:
http://www.doxbio.dk/kob-billet/
http://www.doxbio.dk/movie-archive/amateurs-in-space/
http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2016/November (Dorte Hygum Sørensens interview med Max Kestner)
SYNOPSIS
Peter Madsen, 42, and Kristian von Bengtson, 39, are both working hard to make their dream come true. They are busy building a spaceship that can take a man into space. Kristian arrives every day at 9.15 a.m. at their workshop after he has dropped his children off at the daycare. Just before arriving at the workshop, he sends a text to Peter to let him know he is on his way. This gives Peter just enough time to roll out of his berth from underneath the spaceship and get dressed. Peter is a self-taught submarine builder specialising in making the impossible happen. He is responsible for the booster part that is supposed to take the spacecraft out of Earth’s atmosphere. Kristian has worked for NASA and is responsible for building the actual spacecraft that is to take Peter into space – and back home again. Everything in the spacecraft’s structure is homemade and the materials are all bought at the local DIY shop. (DFI Fakta)
