Max Kestner: Livet – og andre problemer
”Mine børn beder mig – ved deres blotte tilstedeværelse – om at tage stilling til mit aftryk på verden. Som de fleste andre spiser jeg ikke en bøf uden at tænke på, at den engang var et levende dyr. Jeg forsøger at leve ansvarligt i håbet om, at fremtidens mennesker også kan bebo vores planet. Men jeg forvirres af positionerne i debatten. Har mennesket et særligt ansvar for planeten? Har mennesket en særlig ret til planeten? Er vi ikke bare en del af en ubarmhjertig fødekæde og alle i færd med at æde hinanden?
Jeg har oplevet mine bedsteforældres død, og enkelte venners også. Jeg har set mine børn blive født og vokse. Jeg er ikke længere frygtløs og jeg mærker tiden på min egen krop. Spørgsmål trænger sig på: Hvem er jeg, hvem er du, hvem er vi?
Jeg forestiller mig, at vi kan vælge mellem to livssyn. Det ene betragter livet som
forudsigeligt og vores handlinger som forudbestemte. Det andet betragter livet som uforudsigeligt, netop fordi vores valg ikke er forudbestemte, men påvirket af vores bevidsthed, vores oplevelse af at være os selv. Filmen er på jagt efter det sidste. Den er en skattejagt, en søgen efter håb om at vores handlinger altid er fulde af mening.
Jeg er ikke religiøs. Men jeg synes, at verden er mere spændende, hvis man tillader muligheden for, at den ikke er meningsløs. Og på samme måde så kan jeg godt lide at forestille mig, at jeg har en fri vilje og ikke er genetisk forudbestemt til at gøre, det jeg gør. Det føles mere rigtigt. Kan livet genkendes ved at det har en fri vilje? På hvilke måder er alle planetens frie viljer forbundet?
Om livet på planeten forstår jeg vist ikke ret meget. Vi udrydder dyr, der er små og freder de store, som om stor er mere værdifuld end lille. Vi beskytter enkelte individer og æder hele arter. Hvis plastik er skidt, fordi det nedbrydes langsomt, hvad så med sten? Er det, der er uberørt af menneskehånd, bedre end det vi har fremstillet? Ligger ondskaben i bevidstheden og findes der overhovedet et tankeløst liv? Er blæksprutter mere værdifulde end kloakrotter, er mennesket, er bjergene?
Men om mit eget liv ved jeg noget. Jeg bløder, når jeg stikker en østerskniv i hånden. Jeg savner mine unger, når jeg er bortrejst og kun tiden vil vise, hvor gammel jeg ender med at blive. Det samme tror jeg, at de fleste andre kan sige, med mindre de ikke har børn, har meget destruktive tanker eller ikke spiser østers. Vi ligner hinanden. Og faktisk så ligner vi også de andre, spækhuggere, tulipaner, østers og giraffer. Filmen handler om det vi har til fælles. Liv. Død.”
Danmark og andre lande, 2024, 100 mins.
