Michael Madsen, Collected Posts on his Works
… Filmen er i stilfærdig blidhed ved sin skildring af himmelnattens poetiske sammenhæng en nænsom trøst. Det skal blive værre i de følgende film, rejsen fortsætter, metoden ligger fast: Opsøge og skildre stedet, spørge de kloge, være nysgerrig, fordomsfri naiv, høfligt insisterende…
MICHAEL MADSENS FILM – ALLE BLOGINDLÆG
Af Tue Steen Müller og Allan Berg Nielsen
Michael Madsen er månedens instruktør i Filmklub FOF i Randers på onsdag 27. februar 2010 hvor vi skal se hans FILM og diskutere dem. Han har længe rejst fra festival til festival med en smuk og klog film, Into Eternity, 2009. Før den havde han færdiggjort Celestial Night og To Damascus, som nok begge kan ses som skridt på vejen og senest har han lavet Middelfart / Gennemsnit. Fire kloge og smukke og sande film efter hinanden. Det ligner en vedholdende tanke, et fortsat arbejde, et stort personligt værk i udvikling:
CELESTIAL NIGHT (2002)
Himmelnattens kejser er den danske titel, ”en film om synlighed” hedder det i undertitlen. Og for en gangs skyld er undertitlen ikke irriterende og omklamrende. Den er på plads af to grunde. Den er regulært begyndelsen på filmen, udgør det allerførste udsagn, og den er smuk. Som filmen er smuk. Som Otto Norns titel på en meget ældre, tilsyneladende ganske anden, men på afgørende måder tilsvarende æstetisk-historisk undersøgelse At se det usynlige er smuk, som hele hans kloge bog er smuk. Michael Madsens film er tilsvarende klog. Det er frydefuldt, der er langt mellem kloge film.
I Celestial Night begynder Madsen altså med at overveje synet og synligheden. Læser om en japansk kejser, som var blind. Hvad vil du gøre, nu du er blind, havde hans far, den gamle kejser spurgt, da tiden nærmede sig. Leve blandt de blinde, svarer sønnen. Og faderen ansatte otte hundrede nye embedsmænd, alle blinde. På den måde skete det, at Japan blev regeret ved blindes indsigt gennem en meget lang periode. For det gik godt, må vi tro.
Michael Madsen har skrevet et originalt, klogt og bemærkelsesværdigt smukt manuskript til denne dokumentarfilm på grænsen mellem den faktuelt nøgterne reportage og det lyrisk poetiske filmessay. Herefter er optagelserne lavet, for største delen under en rejse i Japan. Filmen handler om, hvad det vil sige at se – og hvordan det er at være blind – i vor tids verdensomspændende højvisuelle kultur, som Michael Madsen skriver i synopsis.
Historien om den mytologiske japanske kejser Amayonomikoto, som var blind, men for hvem det ved særlige indsigter og teknikker alligevel lykkedes forbilledligt at lede det vældige kejserrige, er filmens kerne. Filmens handling er rejsen til Japan på sporet af den historie, dens levn og monumenter.
I tre klart disponerede afsnit undersøges først filosofisk forholdet mellem virkeligheden og synet. Den rejsende køber sit videokamera og udspørger på det skarpsindigste dets fabrikant Sony. Opsøger vidende medarbejdere. Dernæst undersøges forestillingsevnen. Filmen vil finde den blinde kejser i den topografi, som må have været hans, og fortællingen om ham udfoldes på steder som det tyste slot med de specielt konstruerede knirkende gulvbrædder. Endelig søges de konkrete svar hos blandt andre den japanske forsker, som ved mest om den blinde kejser og om den rolle, blindhed har spillet i japansk kultur, forestillinger om en særlig adgang til en anderledes, men virkelig parallelverden, hvor det var muligt at se det sande, se det usynlige.
Michael Madsen rejser altså til Japan for at finde ud af mere om den kejser og om de råd, han fik. Filmen er, hvad han så. Han rejser som turist, rejser til det, guidebogen beskriver, køber det minikamera, som Sonyforhandleren anbefaler og går i gang. Det er første gang, jeg filmer, betror han os i sin voice over. Hans yderst høflige væren til stede og hans sande naivitet bliver metoden, som bringer hans nysgerrighed ind på steder og samtaler, som er temmelig avanceret turisme må man sige. Billederne af det, han ser, ordnes til opdagelsesrejse, topografisk essay, og tænkende overvejelse. Hvad ser vi seende? Og ville en blind, som fik synet, kunne se? Filmens vidner er en saglig ingeniør, en energisk kiromantiker, en overbevist historiker, en vis og blind munk.
Filmen er i stilfærdig blidhed ved sin skildring af himmelnattens poetiske sammenhæng en nænsom trøst. Det skal blive værre i de følgende film, rejsen fortsætter, metoden ligger fast: Opsøge og skildre stedet, spørge de kloge, være nysgerrig, fordomsfri naiv, høfligt insisterende. (ABN, blogindlæg 09-05-2010, senere redigeret)
TO DAMASCUS (2005)
… (Damen kommer tilbage; hun bærer en blomst ved sit bryst.) DEN UKENDTE: Se, det er ejendommeligt, at jeg ikke kan åbne min mund og sige noget, uden at det straks bliver desavoueret! DAMEN: Sidder De her endnu? DEN UKENDTE: Om jeg sidder her eller et andet sted og skriver i sandet, det kan jo være ligegyldigt – når blot jeg skriver i sandet. DAMEN: Hvad skriver De da? Lad mig se det. DEN UKENDTE: Der står vist Eva, 1864… nej, træd ikke på det… DAMEN: Hvad sker der så? DEN UKENDTE: En ulykke for Dem, – og for mig. DAMEN: Det ved De? DEN UKENDTE: Ja! Og desuden ved jeg, at den julerose, De bærer der på Deres bryst, er en Mandragora. Ifølge symbolikken betyder den ondskab og bagvaskelse, men som medicin har den helbredt galskab. Vil De give mig den? DAMEN (tøver): Som medicin? (Fra Strindbergs Til Damaskus, første akt.)
Damen er naturligvis på en eller anden måde med i Michael Madsens film. Den korte scene, hvor hun bærer en Mandragora naturligvis også. På en eller anden måde. Men slet ikke så direkte overført, som jeg her gør det. Hvorfor så Strindbergs tekst nu? Jo, det kommer sig af, at jeg ikke kunne finde et still fra filmen. Undervejs med det fandt jeg dette fotografi fra førsteopførelsen af Strindbergs arbejde med samme titel, det var i 1900 med Harriet Bosse i rollen som Damen. Fra det billede måtte jeg naturligvis til Strindbergs værk, som er skrevet få måneder før mødet med lige den kvinde.
I en søgen efter en nøgle til Michael Madsens ikke umiddelbart tilgængelige film er det jo oplagt med Strindbergs drømmespil, det første af slagsen. Og staks her lidt inde i første akt er der det afgørende andet møde mellem de to og begyndelsen til forførelsens gensidige afprøvning. Er det så med i filmen? Egentlig ikke og jo, måske. Hvad mere er med? Jo, som noget meget vigtigt er det svenske sprog med, fordi den svenske skuespiller Sten Johan Hedman, som har haft rollen som Den Ukendte på teatret, læser en gennemløbende fortællerstemme. Dertil kommer, at filmen fra begyndelsen benævnes som en fortolkning af Strindbergs stykke. Kan man så gøre det omvendte, lade teaterstykket fortolke filmen? (ABN, blogindlæg 11-05-2010)
INTO ETERNITY (2010)
For nogen tid siden så vi denne alle andre vegne velkendte film i min filmklub i FOF-Randers. Vi fandt os med ét tilbage i zonen i Tarkovskijs film om de tre mænd, som trænger ind i et truende område.
Vi er som hos Tarkovskij i det smukkeste landskab kontrasteret til det foruroligende i et filmfotografi, som ikke svigter. Det er usvigeligt og sikkert, vi vil blive bragt til en slutning, kompetent. Vi er igen mellem de betydningsladede replikker (det har måske gjort indtryk, at Madsen var via Strindberg i To Damascus) her dybt musikalsk klippet til filmens langsomme dialog af dæmpede stemmer. Den undersøgende (den rejsende, den ukendte, den indtrængende) stiller enkle, ofte naive spørgsmål. Svarene kommer tøvende, de er uafbrudt tænksomme, kompliceret enkle. Rytmen er uendelig langsom: pause, pause, indholdsmættet udsagn, pause, udsagn igen, pause, pause, pause og sådan videre. Den citerede musik er af Sibelius, Varèse, Pärt, Kraftwerk…
Michael Madsen har baggrund i performance art, lyd og lys. Jeg lærte ham at kende som skribent. Han skrev et af de bedste manuskripter, jeg i min tid på filminstituttet læste, af gode manuskripter på det niveau var der i min bunke dengang på mange hundrede måske en håndfuld. Det var til hans første film Celestial Night. Michael Madsen brugte og bruger stadigvæk tv-dokumentarens konvention til personligt essay med indsigt og alvor, som var det Enzensberger. Og Into Eternity er understøttet af samme litterære kvalitet, samme belæsthed, samme lette væv af æstetiske referencer. Der monteres ganske blidt, på højt forståelsesniveau. Tjernobyl ulykken behandles alvorlig og præcist på få sekunder, uafviseligt sådan spredtes det nukleare materiale.
Juryens begrundelse for prisen ved Nordisk Panorama festivalen i Bergen 2010 beskriver metoden således: ”Ved at omdanne biografen til en tidsmaskine tackler instruktøren det, der ellers kunne være blevet tørt ekspertstof eller et stykke ingeniørporno, på en måde, der er overraskende, poetisk og hynotiserende. Han gør det internationale problem om håndteringen af nukleart affald til en meditation over selve menneskehedens og civilisationens skæbne. Alt dette uden at ofre den journalistiske stringens.”
Filmen klinger ud i vemodets værdighed med Edgard Varèse musik til Paul Verlaines digt fra Sagesse III:
Un grand Sommeil noir / Tombe sur ma vie: / Dormez, tout espoir, / Dormez, toute envie! //
Je ne vois plus rien, / Je perds la mémoire / Du mal et du bien… / O la triste histoire! //
Je suis un berceau / Qu’une main balance / Au creux d’un caveau: / Silence, silence!
Engelsk oversættelse:
A long black sleep / Descends upon my life: / Sleep, all hope, / Sleep all desire! //
I can no longer see anything, / I am losing my remembrance / Of the bad and the good… / Oh, the sad story! //
I am a cradle / That is rocked by a hand / In the depth of a vault. / Silence, silence!
(ABN, redigeret blogindlæg, 02-11-2010)
REEL TALENT
Det blev Michael Madsen, der modtog prisen REEL TALENT, som blev uddelt i aftes ved CPH:DOX åbning. I juryens bedømmelse hedder det, at han allerede i sine første film (Celestial Night og To Damascus) har vist egensind og suverænitet, som er værd at lægge mærke til. Bag den nye talentpris, der her blev uddelt første gang, står CPH:DOX og Danske Filminstruktører.
Michael Madsen er mest kendt for sin film Into Eternity (2009), som tidligere på året vandt prisen som Nordens bedste dokumentarfilm. I Reel Talent juryens bedømmelse bliver der især lagt vægt på Michael Madsens fortællestil og evnen til at forvandle et videnskabeligt og komplekst emne til en smuk og vildt engagerende film. ”Der er magi i billederne, Michael skaber”, lød det i talen til Michael Madsen ved åbningen i Store Vega i aftes.
Michael Madsens talent kan opleves af flere omgange under CPH:DOX 2010. Dels vises filmen Into Eternity 9/11 21:30 i DOX:CLUB på Teater Grob og 11/11 21:15 i Posthus Teatret. Derudover er der en ”dokumentarkoncert”, hvor Madsen viser en stumfilmskildring af komponisten Bent Sørensens dagligdag akkompagneret af Scenatet, som opfører en række af Bent Sørensens kammermusikalske værker. Det er i DOX:CLUB på Teater Grob tirsdag den 9/11 19:00. (Blogindlæg 04-11-2010 13:34:32 af Allan Berg Nielsen)
AN EXISTENTIAL MESSAGE FOR FUTURE GENERATIONS
The first ever IDFA Award for Best Green Screen Documentary (€ 2,500) went to Into Eternity (Denmark/Sweden/Finland) by Michael Madsen. The film is an existential message for future generations about Onkalo, a depot deep below the rocky ground, where Finnish nuclear waste is to be permanently stored. (TSM, from a post 02-12-2010)
AFTER FUKUSHIMA
This came to Filmkommentaren and adresses all over the world, to us from Danish production company Magic Hour. A global online event. Respect!:
Saturday March 3rd at 7.32 am (CET) GREENPEACE marks the nuclear disaster by opening a free on-line streaming window, where the documentary INTO ETERNITY can be watched for 150 837 seconds – one second per individual who is – perhaps permanently – displaced from the Fukushima.
The multi-award winning Danish documentary INTO ETERNITY focuses on the long-term safety issues linked to nuclear energy. The film invites its audience down into what is to become the world’s first permanent storage for nuclear waste, ONKALO, which is being hewn out of solid rock in Finland. Here nuclear waste is destined to be stored for the next 100,000 years, which is the time span it remains hazardous, and consequently the time span the storage facility must function. The meltdown in Fukushima’s reactors has made it extremely difficult to remove all the nuclear fuel, and there is a risk, that Japan will end up with its own Onkalo on the surface, which will need security measures for millennia on end. These unfathomable timespans are perhaps one of the biggest problems of nuclear energy – yet hardly ever part of the debate. Our actions today have consequences far into a future, we cannot even imagine. Nuclear energy is often termed ‘the morally correct’ energy choice because it is CO₂ neutral, but the long-term ethical and existential issues are ignored. Are we in the present committing crimes against humanity in the future?
‘Fukushima was not a natural disaster, but a result of human error and mental meltdown!’ Michael Madsen says. ‘The disaster is a result of human error – or even worse – of conscious human negligence. Everybody knew, that there would be earthquakes and tsunamis in the area, and security measures had been taken – except not adequate measures.’
INTO ETERNITY has received numerous awards on festivals all over the world. In 2011 it was screened to UN ambassadors in New York leading up to the nuclear summit, and many experts have deemed the film a unique contribution to the debate about nuclear energy. (TSM, post, 02-03-2012)
Photo: From Le Monde’s article February 28 on the planned evacuation of Tokyo.
HALDEN PRISON (2014)
His choice of a prison as a cultural cathedral is original, his first person building text is good and balanced – even if I here at the third film in a row started to ask myself if it could have been done in another way than ”what would they say the buildings…” – he has found a tone for the film, and a very simple structure: a man is taken to the prison, he is filmed from behind in a car, he gets out, is checked and taken to his cell.
From there the film goes to the prison’s many locations, in what is called the world’s most human prison. His cameraman (also Thaler) films inmates, who are posing for the film, we see the lovely surroundings, the architectual details and the small house within the prison meant for family visits, and the isolation cell where human shit is being washed from walls and floor… there is also a social element in this film that again shows Madsen’s unique visual talent. 4 sharp nibs! (TSM, post, 20-03-2014)
THE VISIT (2015)
Filmen er den første i DOXBIOs efterårsprogram med fire premierer. Katrina Schelin skriver om filmen i pressemeddelelsen: ”Filmen dokumenterer menneskets første møde med intelligent liv fra rummet – et møde, der endnu ikke har fundet sted. Siden opfindelsen af radiokommunikation har mennesket sendt signaler ud i rummet for at gøre andre civilisationer opmærksomme på vores eksistens. Med eksklusiv adgang til FN’s kontor for ”Anliggender vedrørende det ydre rum” og til militærstrateger og eksperter fra verdens førende rumforskningscentre udforsker filmen det første møde med en besøgende fra rummet. Konfrontationen mellem os og det ’fremmede’ begynder med de enkle spørgsmål: Hvorfor er I her? Hvordan tænker I? Hvad ser I i mennesket, som vi ikke ser i os selv? Filmen er en rejse ud over et jordisk perspektiv, som løfter sløret for menneskets frygt, håb og ritualer, og tvinger os til at konfrontere – ikke blot de fremmede livsformer – men i høj grad også vort eget selvbillede.”
SYNOPSIS
This film documents an event that has never taken place – man’s first encounter with intelligent life from space”.With unprecedented access to the UN Office for Outer Space Affairs, the military, and experts from leading space agencies, the film explores a first contact scenario, beginning with the simplest of questions: Why are you here? How do you think? What do you see in humans that we don’t see in ourselves? A journey beyond a terrestrial perspective, revealing the fears, hopes, and rituals of a species forced not only to confront alien life forms, but also its own self image. (IDFA) (ABN, fra blogpost 21-06-2015)
DEN SANDE NAIVITETS METODE
De er allerede hos os, de har været her længe. Den sidder i mig den sætning, efter filmen, den bliver siddende længe. En replik undervejs har skabt den tanke at det fremmede har mødt mig for længe siden, det har for længst invaderet mig. En meget stor del af mig er faktisk ikke mig fik jeg at vide. Hvad er det så?
Det første billede i Michael Madsens nye film fremstiller heste på en græsmark, måske Tarkovskijs heste, som roligt holder fast ved mit liv som bundet til jorden. Men i den fjerne baggrund af den landlige scene rejser sig bag træer en meget stor antenne til en sender eller modtager til ekstraterrestrisk kommunikation må jeg tro. Den er på sin måde smuk som hestene på deres, forunderlig. Vil den en skønne dag modtage et signal derudefra eller vil de med ét være her, de ekstraterrestriske gæster, uden at have meldt sig i forvejen?
”It would probably mean a whole rethink of everything…” Sådan lyder den den første replik i titelsekvensen. To højtplacerede personer, FN medarbejdere finder jeg siden ud af, sidder i et uformelt møde i en sofagruppe. Ja, Jorden får besøg, betror fortællerstemmen mig, en stemme, som jeg er fortrolig med fra tidligere film, voldsomt tankevækkende film, Michael Madsens stemme. Han fortæller om sin film, at den er en simulation som han kalder den. Og jeg mærker, at det her er værre end klodernes kamp i min barndom, det er ikke underholdning, det er ikke propaganda, det er sært troværdigt, tæt på at være overbevisende.
The Visit er altså en simuleret hændelse, et besøg eller en invasion, der veksles undervejs i filmen mellem de to ord. Besøg lyder venskabeligt, invasion lyder fjendtligt, besøg sorterer under filosoffer, jurister og præster, invasion sorterer under politikere og militærfolk.
Filmen opsøger en række af den slags folk, alle pålidelige, velformulerede, rolige. Folk af samme støbning som de medvirkende fra det finske nukleare depotprojekt, som gjorde Michael Madsens film Into Eternity så dybt gribende, den film var ikke en simulation. Men alle medvirkende i denne nye film påtager sig en militærøvelses, en katastofeøvelses alvor, alle medvirker med dybt opmærksom kraft, rolige og med fuld indsats og integritet undersøger og diskuterer de hændelsens natur. Er det en erkendelsesmæssig, en kunstnerisk invasion eller er det en militær invasion eller er det en enkelt eller få opdagelsesrejsende eller blot en nødlanding af et rumskib i vanskeligheder?
Jeg må i denne nye film undvære Michael Madsens høflige nysgerrighed i billedet, men jeg ved, det er den som frembringer og styrer hans medvirkendes forbavsende ageren og tankevækkende statements, sådan er det i Into Eternity og i de tidligere film, sådan er det bestemt også her. Det er en del af filmens konstruktion, selv om det ikke er umiddelbart synligt. Hvad de medvirkende siger så konstant provokerende tankevækkende er alt sammen svar på Michael Madsens dæmpet tilforladelige spørgsmål og det er reaktioner på hans opfordringer næret og charmeret af hans sande naivitets metode med hvilken han har lavet film efter film. Den metode tror jeg fører de medvirkende ud i overvejelser de ikke er vant til at lægge frem, som de end ikke er vant til tavst at gøre sig. På den måde bliver de selv overrasket og alvorligt udfordret af den simulerede hændelse. Jeg må bestemt mene, de bliver trænet ved øvelsen. Er de besøgende nødvendigvis fjender eller kommer de af opdagerlyst eller er de nødlandet? Er denne enkelte eller disse få bare besætning i et eneste fartøj eller er det en invasion? Er den eller det besøgende måske i slægt med det intelligente hav på Solaris, er en ekstraterrestrisk eksistens nødvendigvis af legemlig form? Eller en uanet form, adskillige uanede former? Er den måske allerede til stede, har længe været det?
De rekonstruerede scener som omgiver dialog- og statementscenerne er smukt tempoændrede så de er som badet i en stor kontemplativ ro, som også omfatter den militære indsats, en vigtig og smuk scene skildrer en kampenhed i en omhyggeligt trænet procedure gøre sig klar i en uforstyrrelighed, som i forløbet dramatisk øger min spændthed samtidig med det giver mig eftertankens nødvendige tid. Denne beslutsomme langsomhed breder sig i klippet til hver eneste sætning i dialogen, det er meget vigtigt og meget tilfredsstillende.
I en parallelhandling følger jeg min helt, ham, som har til opgave at tage fysisk kontakt med det fremmede besøgende. Beskyttet mod svampe, bakterier, vira og meget andet i stadig radioforbindelse med indsatsledelsen, skridt for skridt skildrer han sin nærmen sig fartøjet til han finder indgangen til det mest overraskende. Fotografiet viser ham i denne scene, Michael Madsen fører ham, instruerer ham… (ABN, blogindæg, 20-08-2015)
SYNOPSIS
Calling The Visit a “documentary” is slightly misleading; it is entirely speculative, based around a hypothetical encounter with the extraterrestrial kind. Danish filmmaker Michael Madsen has made a film that turns the focus back towards humanity: who are we, as an Other might see us? In the discomfort of contemporary life that continues to be overshadowed by war, racism, and greed, the host of experts that Madsen has amassed from NASA, the UN and beyond offer little consolation. As one scientist says, “the precautionary principle is separation”—sticking to our own, to what we know. The fear of imagined dangers play a large part in how we define “aliens”—or strangers, a label that too many of us must contend with, be it for the way we look or act. Borrowing the pace and surreality of Kubrick’s 2001, Madsen’s film is likewise less of a story than a mind-bending trip that reconfigures what we understand as life on earth. (Sunshine Wong, Sheffield Doc/Fest)
DOCALLIANCE RETROSPEKTIVE
– with this headline on the DocAlliance website: Visual Philosophy of the Unknown. The (unsigned) article on the website is a very fine introduction to an original auteur, who with few films have reached international fame. Here is a full copy-paste:
From mediocrity to alien civilizations, from a theatre theme to 3D technology, from conceptual art to documentary film. Explore the unexpected and original ways of the art world of Danish director Michael Madsen, one of the leading filmmakers of the Nordic cinematic superpower. Watch the director’s film retrospective for free and do not miss your first encounter of the “third kind” via the Czech online premiere of the documentary sci-fi THE VISIT in the week from May 2 to 8!
Trying to find a genre label for Danish director and conceptual artist Michael Madsen is not an easy task. His work crosses the boundaries of art disciplines as easily as its content crosses geographic boundaries while dealing with universal themes related to the lives of each of us as well as the human society as a whole. However, it is not only global themes that help Michael Madsen reach audiences around the world and bring him awards at prestigious film festivals, such as the Doc Alliance festivals CPH:DOX and Visions du Réel. With an eye for exact detail, the director also elaborates the original visual concept of each of his films, contributing to their attractive visual aspect by means of an innovative use of the camera and new technologies.
Besides his cinematic work, which is tirelessly pushing the borders of documentary film, the name of Michael Madsen is also often heard in the context of his audiovisual conceptual work. As a founder and long-term artistic director, he is linked to the Sound/Gallery project, a space underneath the Town Hall Square in Copenhagen which focused on exploring the possibilities of sound installations, and is also a guest lecturer at the Royal Danish Academy of Art, the Danish Film School and the University of California.
A glowing example of the director’s sophisticated ability to render apocalyptic visions through hypnotic and mesmerizing film images can be seen in Madsen’s highly acclaimed film INTO ETERNITY (2010). In the film, the director addresses the theme of ecologic responsibility for the sustainable existence of the planet. He sets out to the world’s largest nuclear waste repository that is accessible only to a chosen few, is under construction in Finland and is to be completed in the 22nd century. By the film’s subtitle A FILM FOR THE FUTURE, the director poses the question of the legacy of our modern society in the form of hundreds of thousands of tons of nuclear waste, addressing both the contemporary and the future generations.
Madsen’s latest film THE VISIT (2015) too, carries a potential of a critical commentary, making a visually captivating reflection on the state of the contemporary society on the basis of a simulation of an encounter with an alien civilization. While most of the cultural production linked to the notions of a UFO visit teems with little green men and immortal alien agents, the director approaches the theme with utter seriousness, saying: “The real task for The Visit is to discover what such an encounter would really mean. In this respect, the film is not conceived as a scenario of “what if” but rather of “what and when”. The Visit is the dress rehearsal, the emergency plat that the United Nations has voiced concerns about not being in existence.” Sublime visual scenes of the world’s famous cities at the moment of an alien encounter are supplemented by interviews with leading representatives of the UN Office for Outer Space Affairs and NASA experts explaining how ready (or not) the official institutions of the Earth are for an alien “visit.”
During the event, THE VISIT is available for streaming only in the Czech Republic and Slovakia in the form of an online distribution premiere. On Sunday, May 1, 2016, the film is offered to Czech and Slovak viewers for free; from Monday, May 2, it can be viewed for the fee of 1.99 euro.
Besides dealing with timeless themes, Michael Madsen has also introduced the phenomena of everyday life to the film screens. Inspired by the eponymous play To Damascus by Swedish dramatist August Strindberg, the director analyses mental illness in his film TO DAMASCUS – A FILM ON INTERPRETATION (2005). A question that might seem banal at first glance, asking what mediocrity is, has become the key theme of the first Danish documentary ever made by 3D technology AVERAGE OF THE AVERAGE (2011).
Madsen’s online retrospective of renowned films further includes the director’s earliest film CELESTIAL NIGHT: A FILM ON VISIBILITY (2003) and the short comic film STATISTICS OF COPENHAGEN (2008).
Treat yourselves to an online “visit” to the rich art world of Michael Madsen! Enter it for free at DAFilms.com from May 2 to 8.
http://dafilms.com/event/247-michael_madsen_retrospective/
NOTER
Michael Madsen: Celestial Night (Himmelnattens kejser) – a Film on Visibility, Danmark 2002, 53 min. Manuskript: Michael Madsen, fotografi: Michael Madsen, klip: Steen Johannesen, musik: Øivind Weingaarde, lyd: Michael Madsen og Steen Johannesen, produktion: Michael Madsen og Steen Johannesen. Produceret af Galleri Tusk.
Michael Madsen: To Damascus – a Film on Interpretation, Danmark, 2005.
Michael Madsen: Into Eternity, Danmark, 2009. 75 min. Produceret af Magic Hour Films ved Lise Lense Møller. Distribueres af DoxBio www.doxbio.dk Turnerer stadigvæk på internationale festivaler. Ikke uden grund: CPH:DOX 2009: publikumsprisen. Visions du Réel, Nyon 2010: hovedprisen. Nordisk Panorama, Bergen 2010: hovedprisen.
Michael Madsen: The Average of the Average / Middelfart i gennemsnit, Danmark, 2011.
Michael Madsen: Halden Prison, 2014.
Michael Madsen: The Visit, Danmark 2015, 83 min. Produceret af Magic Hour Films. Director and Script: Michael Madsen Photography: Heikki Färm Editing: Stefan Sundlöf, Nathan Nugent, Sound design: Peter Albrechtsen Sound Artist: Øivind Weingaarde Phantom Camera Operator: Stefan Maitz, Eva Mittermüller Production Manager: Flavio Marchetti Producer: Lise Lense-Møller Production: Magic Hour Films, Denmark NGF – Nikolaus Geyrhalter Filmproduktion GmbH, Austria Venom Films, Ireland Mouka Filmi, Finland Indie Film, Norway.
LINKS
http://filmmakermagazine.com/89017-sundance-trailer-watch-michael-madsens-the-visit/#.VYayd_ntmko
